Debat

Analytiker: Trump er færdig i amerikansk politik

DEBAT: Selvom trumpismen står stærkt i Det Republikanske Parti, så vil partiet ende med at fjerne Trump. Erhvervslivet har vendt ham ryggen med både deres stemmer og dollars, og uden dem har republikanerne ingen fremtid. It's the economy, stupid.

To stærke strømninger hiver Det Republikanske Parti i hver sin retning: erhvervslivet og trumpismen. Erhverslivet vil sejre, mener analytiker Jacob Kaarsbo.
To stærke strømninger hiver Det Republikanske Parti i hver sin retning: erhvervslivet og trumpismen. Erhverslivet vil sejre, mener analytiker Jacob Kaarsbo.Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det startede allerede i timerne efter stormløbet mod Kongressen. En af USA’s største industriorganisationer, the National Association of Manufacturers, meldte som de første ud, at vicepræsident Mike Pence burde aktivere det 25. forfatningstillæg og afsætte præsident Trump.

Siden fordømte det amerikanske handelskammer og en række andre toneangivende interesseorganisationer stormløbet og præsidentens rolle heri.

Morgenen efter kunne præsident Trump stå op til en leder i Wall Street Journal, der opfordrede ham til at gå af og kaldte hans ageren "impeachable", det vil sige moden til en rigsretssag. Wall Street Journal er ejet af mediemogulen og Trumps personlige ven Rupert Murdoch og har været et trofast talerør for præsidenten og navnlig hans økonomiske politik.

Siden da har en stjerneparade af USA’s største firmaer (såkaldt 'Fortune 500-virksomheder') meddelt, at de stopper deres bidrag til Det Republikanske Parti og til de republikanske kandidater, der ikke anerkender udfaldet af præsidentvalget. Listen af store donorer, der hopper fra borde, vokser støt. Selv præsidentens vigtigste bankforbindelse, Deutsche Bank, har meldt ud, at den standser samarbejdet med Trump-organisationen, og de førende teknologivirksomheder har lukket Trumps adgang til sociale medier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Trumpismen står stærkt
Kampen om Det Republikanske Partis fremtid indeholder dog også en anden vigtig strømning. Mens donorerne falder fra, er det tydeligt, at selve trumpismen stadig står stærkt.

Præsident Trump har netop trukket 75 millioner stemmer, hvilket er det næsthøjeste antal stemmer ved et præsidentvalg i historien. Trump har et nærmest magisk greb om græsrødderne, og gennem de sidste fire år har han revitaliseret partiapparatet.

Om ikke andet vil slunkne partikasser, dårligt finansierede valgkampe og erhvervslivets støtte til andre kandidater tvinge Det Republikanske Parti væk fra Trump.

Jacob Kaarsbo
Parner i Bischoff Advisory, fhv. senioranalytiker og chef i Forsvarets Efterretningstjeneste

Så sent som i fredags, det vil sige to dage efter stormløbet på Kongressen, blev tre Trump-støtter valgt til topposterne i den republikanske partiorganisation, the Republican National Committee, herunder formand Ronna McDaniel, der er niece til en af partiets højtprofilerede Trump-kritikere, senator Mitt Romney.

Selv i timerne efter stormløbet på Kongressen stemte over 130 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus (cirka 70 procent) for at forkaste resultatet af præsidentvalget. Blandt de republikanske græsrødder er der en udbredt tro på, at Trump var den retmæssige vinder af præsidentvalget.

Derfor er der reelt to meget stærke strømninger, der hiver partiet i hver sin retning.

It's the economy, stupid!
Hvad er så perspektiverne for præsident Trump inden for Det Republikanske Parti og som politisk magtfaktor i USA fremover?

Svaret skal sandsynligvis søges i et af amerikansk valgkamps mest berømte citater: "It’s the economy, stupid!"

Udtrykket blev lanceret under valgkampen i 1992 af Bill Clintons valgstrateg, James Carville. Tilbage i 1991 havde udenrigspolitiske succeser sendt siddende præsident George Bush’s popularitet på himmelflugt. Den Kolde Krig var afsluttet, og Tyskland genforenet. Saddam Hussein var sparket ud af Kuwait i en lynkrig. Bush havde opbakning fra cirka 90 procent af vælgerne, og Det Demokratiske Parti havde svært ved blot at finde en egnet modkandidat.

Entré Bill Clinton, en ung og uprøvet guvernør fra den lille stat Arkansas. Clinton og Carville tog bestik af de tunge skyer, der hang over amerikansk økonomi. I valghovedkvarteret hjemme i Little Rock hængte Carville et skilt op med kampagnens vigtigste budskaber. Et af disse lød: "It’s the economy, stupid!"

Det blev nøglen til sejr, og gav sloganet ikonisk status.

Kampagnebidrag går tabt
Men hvorfor trække denne parallel, når USA, bortset fra corona-krisen, klarer sig godt økonomisk, og aktiekurserne buldrer frem?

Donald Trumps økonomiske politik var hovedårsagen til støtten fra Wall Street og erhvervslivet, hvilket udløste en stor del af de 75 millioner stemmer. Erhvervslivet stemte med pengepungen og så stort på blandt andet en tvivlsom corona-strategi, dubiøse forbindelser til Rusland, en fortælling, der bygger på "alternative fakta" og deciderede usandheder for åben skærm.

Stormløbet på Kongressen har dog ændret kalkulen. Om det er handlingerne selv, eller om det dybest set er frygt for straf fra kunderne, som får erhvervslivet over en bred kam til at tage afstand fra Trump, kan vi kun gisne om.

Effekten er der dog ingen tvivl om: Millioner og atter millioner af dollars i kampagnebidrag vil gå tabt, og dermed vil det blive markant sværere for Trump-støtter at bliver valgt.

Boycott fra erhvervslivet vil også betyde, at det bliver svært at lancere Trump som den rette til at styre økonomien. Her når vi ind til kernen i Carvilles argument om, at økonomien er afgørende: Om ikke andet vil slunkne partikasser, dårligt finansierede valgkampe og erhvervslivets støtte til andre kandidater tvinge Det Republikanske Parti væk fra Trump.

Læs også

Kan overleveren ikke overleve?
Donald Trump har tidligere sagt, han kunne skyde en mand ned på Manhattans 5th Avenue og slippe afsted med det. Han har været en uforlignelig overlever.

Med sin rolle i stormløbet mod Kongressen er Trump dog sandsynligvis gået for langt. Forude venter en rigsretssag og efter alt at dømme et antal civile retssager. Det er endnu uvist, om et tilstrækkeligt antal republikanske senatorer vil dømme Trump ved rigsretssagen. Det kræver 17.

Nøglen ligger hos flertalsleder Mitch McConnell, som holder kortene tæt til kroppen. Ender McConnell med at støtte en domfældelse vil Trump sandsynligvis blive dømt. Dermed vil han være færdig i politik.

McConnell og de republikanske senatorer har få dage til at gøre regnestykket op. På den ene side ved de, at Trump er nøglen til millioner af vælgere, navnlig højre-religiøse og protestvælgerne, der ikke kan fanges af de traditionelle republikanere. Det vil koste millioner af krydser at fjerne Trump. På den anden side kan de sandsynligvis også se, at det fremover bliver umuligt at vinde valg uden hverken krydser eller donationer fra erhvervslivet.

I sidste ende vil det være "the economy, stupid", der afgør udfaldet. Republikanerne bliver nødt til at fjerne Trump, hvis de skal have en fremtid.

Om det allerede vil ske inden for den kommende uge, er endnu åbent, men over tid vil det ske. Spørgsmålet er ikke længere, om Donald Trump vil blive fjernet, men hvordan og hvornår.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Jacob Kaarsbo

Senioranalytiker, Tænketanken Europa, fhv. chefanalytiker, Forsvarets Efterretningstjeneste
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

0:000:00