For nylig tikkede en mail ind i indbakken. En venlig redaktør spurgte, om jeg kunne tænke mig at skrive klummer i hans medie. Redaktionen havde nemlig besluttet, at de gerne ville have flere kvindelige meningsdannere med i deres udgivelser.

Normalt havde den begrundelse fået mig til resolut at takke nej, for jeg har altid ville konkurrere på lige vilkår og vurderes på mine resultater og mit virke. Ingen skulle have lejlighed til at spørgsmålstegn ved, om jeg var egnet til opgaven og kun havde fået en forlomme, fordi jeg er kvinde. For der måtte være andre veje ind, end via en kvote.

Det er jeg ikke så sikker på længere.

Slet ikke efter at World Economic Forum onsdag før påske udkom med deres årlige Gender Gap rapport. Her er Danmark faldet 15 pladser, og indtager nu en lidet flatterende 29. plads. Da rapporten udkom første gang i 2006, lå Danmark nummer otte. De øvrige nordiske lande har i øvrigt fastholdt deres placering i top fem.

Rapporten burde være en øjenåbner for dem, der mener, at ændringen kommer af sig selv. At hvis vi bare er tålmodige, så løser tiden problemet. For det er et problem, at vi ikke får gavn af hele den talentmasse, vi har her til lands fordi vi blandt andet generelt vurderer kvinders evner ringere end mænds tilsvarende, og fordi vi kulturelt set forbinder lederevner med maskuline træk.

Rapporten burde være en øjenåbner for dem, der mener, at ændringen kommer af sig selv

Tine Lund-Bretlau
Selvstændig rådgiver

Det er oplagt at tænke, at kvinderne selv kan fikse det. For det må jo handle om kvinderne selv, når så få kvinder – 18,7 procent ifølge Dansk Statistiks opgørelse fra 2020 – finder vej til de øverste ledelseslag.

Derfor er vi også mange, der har deltaget i netværk for kvinder med hang til karriere. Tesen har været, at giver vi hinanden en hestesko på turen mod toppen, en skulder at græde ud ved, hvis en tackling skubber os ud af kurs og i øvrigt gør opmærksomme på os selv, så skal det nok lykkes at få flere kvinder ind på direktions- og bestyrelsesgangen.

Det tyder på, at landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, også abonnerer på at kvinderne ikke er synlige nok. Med initiativet Women on Board kan højt kvalificerede kvinder blive vejet og fundet tunge nok til at blive en del af erhvervsorganisationens database og kvalificerede bestyrelseskvinder.

Et udstillingsvindue, hvor headhuntere og bestyrelsesformænd kan besigtige de nyeste prototyper, inden de alligevel går med den gennemtestede model. I denne sammenhæng en hvid mand i sin bedste alder.

Desværre har skiftende regeringer også hyldet frivillighedens vej med undtagelse af Thorning-regeringen. Thorning sikrede sig en blød landing og undgik de truende kvoter med et lovkrav, der påbød virksomhederne at lave politikker for, hvordan de får flere kvinder i ledende stillinger.  

Heller ikke det har flyttet noget, og det giver tilsyneladende ikke landets lovgivere søvnløse nætter. For skønt Erhvervsstyrelsen i sin evaluering af ordningen skrev, at effekten var noget begrænset, har ingen af de efterfølgende regeringer følt sig kaldet til at skærpe kravene.

Men angsten for erhvervslivets vrede, bør ikke bremse ambitionen om at skabe et arbejdsmarked, hvor kvinder og mænd reelt har lige muligheder. For staten har rig mulighed for at gå foran og sikre flere kvinder i toppen uden at krabbe sig ind på bestyrelsesforpersonernes domæne.

Hvert eneste år udnævner regeringen forpersoner og medlemmer til udvalg, nævn, råd og bestyrelser i offentligt ejede selskaber. Man kunne for eksempel begynde med at bede de ressortansvarlige ministre sørger for, at der sidder lige så mange kvinder som mænd i de besluttende, kontrollerende og rådgivende organer.

På tilsvarende vis kunne man beslutte sig for, at kredsen af offentlige topchefer i departementer og styrelser skal afspejle den kønsmæssige fordeling i samfundet, nemlig at der cirka er halvt af hver.

Man kunne for eksempel begynde med at bede de ressortansvarlige ministre sørger for, at der sidder lige så mange kvinder som mænd i de besluttende, kontrollerende og rådgivende organer.

Tine Lund-Bretlau
Selvstændig rådgiver

Skulle man alligevel turde prikke til det private erhvervsliv uden at tage deres magtudpegningskompetence fra dem, kan man skrue på de offentlige indkøb. De løber ifølge finansministeriet op i 380 milliarder kroner om året, og beskrives i regeringens strategi fra efteråret 2020 som ”en grøn forandringsmotor, der spiller en afgørende rolle i at nå nationens klimamål”. Ergo må man antage, at offentlige krav om kønsdiversitet hos de leverandører, der byder på offentlige opgaver også kan drive en udvikling.

For tænk hvis man pludselig ikke kom i betragtning til en millionkontrakt, fordi udsynet var for snævert, sidst man skulle rekruttere en direktør eller et bestyrelsesmedlem.

Det leder mig tilbage til min egen overvejelse om, at takke ja til at lade mig kvotere ind i kommentariatet. Den umiddelbare betænkning er afløst af trangen til at gribe muligheden og samtidig anerkende Altinget for også at byder prototypen op til dans.