Flemming Chr. Nielsen: Hvidvask i pizzabageriet Danske Bank

Forleden kom Finanstilsynets afgørelse om Danske Banks meget omtalte hvidvasksag i Estland. Den er på 27 tætskrevne sider, og skønt den drejer sig om kriminelle forhold, er der ikke antydning af kriminalroman over den. Ingen navngivne skurke. Ingen politihelte. Ingen højspændte scener.

Når en sætning endelig pirrer din nysgerrighed, og du som læser sætter tempoet op i håb om yderligere drama, render du ind i en tåge af fremmedord, der ikke opklarer, men formørker:

Fit & proper-regler … AML- og compliance-området … monitorering … Incident Management Team … 1st og 2nd line of defence og så videre.

Hvorfor ikke i det mindste 1st and 2nd line of defence?

I en ordentlig spændingsroman ville vi aldrig acceptere, at det er den mistænkte og hans jurister, der undersøger og i det væsentlige frikender sig selv.

Flemming Chr. Nielsen

En gruppe journalister på Berlingske fortjener derimod tak og hæder for at have oversat det finansielle mandarinsprog til nogenlunde jævnt dansk. Uden Berlingske ville vi som fårene hos Jeppe Aakjær stå der endnu og glo på præsident Putins rubelvaskende fætter og lignende storkunder i Danske Bank.

Nu begriber vi dog, at Finanstilsynet har givet banken otte påbud og lige så mange påtaler, og at banken skal forøge sin kapital med yderligere fem milliarder kroner, fordi ledelsens handlemåde har skadet bankens omdømme.

Kan det med større tydelighed pointeres, at vi lever i et klassesamfund, og at desto flere penge du råder over, desto bedre er du polstret imod alle mistanker?

Flemming Chr. Nielsen

De fem milliarder kan sikkert indkasseres ved uddeling af gebyrhop til skyldfri kunder, for der kan ikke på det foreliggende grundlag "rejses sager i forhold til den nuværende ledelse eller andre ansatte i banken".

Den sidste sætning er unægtelig skuffende som afslutning på en krimi. I en ordentlig spændingsroman ville vi aldrig acceptere, at det er den mistænkte og hans jurister, der undersøger og i det væsentlige frikender sig selv. Men sådan forholder det sig her: "Bankens advokater leder bankens undersøgelser".

Hvorfor ikke (bagmands)politiet? Hvorfor ikke en dramatisk natlig ransagning a la den hos præsident Trumps advokat?

I stedet bemærkes tavsheden hos de partier, der ellers bryster sig af at gå ind for ubetinget lov og orden, for strengere straffe og nul julegaver til de formastelige og for flere opklaringsredskaber til politiet. Men denne gang indskrænker reaktionen sig til, at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) for nogle måneder siden erkendte, at "banken groft har forsømt sit ledelsesansvar […] jeg er rystet over det".

På den manglende offentlige interesse og ministerens hurtigt overståede ”rystelse” kan der være to forklaringer. Den ene er, at det ikke interesserer vælgerne og dermed politikerne, hvordan en bank tjener sine fordækte penge i Estland. Den anden, at der nu engang er forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager, altså at der tages diskrete hensyn til, om personen befinder sig øverst eller nederst i samfundets hierarki.

Nej da, ikke i et demokrati som vores, der hylder alskens ligestilling og herunder lighed for loven.

Men hvad nu hvis den økonomiske krimi ikke havde handlet om en storbank, men om en pizzabager? Ville samfundet også dér acceptere, at han undersøgte sig selv, hvis han var under mistanke for hvidvask og andet snusk i bagbutikken? Kunne også han med en sagfører i sit følge tage en runde i baglokalet og så igen komme ind i bageriet og melde hus forbi: "Der kan ikke rejses sager i forhold til mig eller til mine nuværende ansatte i pizzeriaet."

Pizzabageren og hans eventuelle hvidvaskere i bagbutikken nævnes ikke her som et polemisk trick, der skal illustrere påstanden om et socialt hierarki i vort samfund, for faktisk er han en konkret politisk figur.

Det var én af erhvervsminister Brian Mikkelsens kolleger, som for godt et år siden advarede os imod pizzabageren. Integrationsminister Inger Støjberg (V) opfordrede nemlig "helt almindelige danskere til, når de for eksempel er inde på deres pizzeria og synes, at der er noget underligt med det baglokale, fordi der går mange rundt, der ikke taler dansk, at man så selv kontakter myndighederne".

Givetvis ville jeg blive mødt med sympati, forståelse og måske tilmed en kop kaffe, hvis jeg som snushane knaldede pizzabageren og hans mørklødede Putinfætre til politiet. Det hedder samfundssind og ansvarlighed. Modsat med whistlebloweren, der i december 2013 startede affæren om Danske Banks bagbutik i Estland. Der gik fire år, inden banken "efter eksternt pres iværksatte en undersøgelse af mistænkelige transaktioner og kundeforhold".

Kan det med større tydelighed pointeres, at vi lever i et klassesamfund, og at desto flere penge du råder over, desto bedre er du polstret imod alle mistanker?

Eller kan det synspunkt afvises som venstreorienteret og misundelsesbåren propaganda? Nej, ikke med nogen form for rimelighed. Det er jo hele fundamentet for et anstændigt samfund, at der er lighed for loven, og at ”de store” og magtfulde ikke bare kan undersøge sig selv, mens ”de små” og magtesløse skal have politiet påtvunget.

Vælgere og politikere, der uden skam tør kalde sig borgere i et folkestyre, er netop dem, der foragter pengemagtens illusioner, og som ikke anerkender, at en bank er noget højere og ædlere end et pizzabageri.

------------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen ”Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år”. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.