SF’er: Erhvervslivets modstand mod formueskatten bør bekymre os alle

Politisk reagerede midterpartierne og højrefløjen prompte med at stramme slipseknuderne og blankt afvise forslaget i kor. Oftest med argumentationen om at “det ville gøre Danmark fattigere”.

Men måske skulle partierne tage et skridt tilbage og spørge sig selv, hvor problemet i formueskatten egentlig ligger. Er det selve skatten eller reaktionen på den?

Når pengemagt trumfer demokratisk magt

Reaktionen fra mange i toppen af erhvervslivet understreger i hvert fald, hvorfor det er så stort et problem, at vi som samfund har ladet de rigeste drive deres formuer i vejret uden hensyntagen til resten af samfundet.

Skiftende regeringer har været medvirkende til at give dem en oplevelse af at stå over fællesskabet, i en sådan grad at de nu føler sig som konger, der bør kunne regere uantastet fra deres ‘millionærpaladser’ i Gentofte, mens resten af befolkningen klarer regningerne for krige og kriser.

For det er det, vi har set de sidste mange år.

De rigeste er blevet rigere – også på grund af politiske beslutninger – mens almindelige mennesker har fået frataget en fridag, skåret i deres ydelser, ringere velfærd og er blevet tæsket med økonomiske reformer så stramme som politikernes føromtalte slipseknuder.

Kort sagt: hvis ikke politikerne tager deres ansvar på sig, så ender vi i et plutokrati, hvor det er dem med flest penge, der styrer samfundets udvikling.

Robin Seeberg
Formand for SFU Hvidovre

Jeg forstår godt, hvorfor borgerlige politikere bliver bekymrede, når erhvervseliterne slår alarm. Men det understreger bare, hvorfor vi allesammen er nødt til at indse, at det demokrati, vi er så stolte af, vakler, når en lille udvalgt elite kan undtage sig selv fra at tage ansvar for fællesskabet, alene fordi deres formuer giver dem så meget magt.

Det er en demokratisk falliterklæring, når pengemagten trumfer den demokratiske magt.

Hele det politiske spektrum er nødt til at indse, at dette i fremtiden ikke bare vil være en ideologisk kamp mellem rød og blå, men en kamp mellem de folkevalgte politikere og den økonomiske elite.

Koncentrationen af formuer hos den rigeste ene procent vokser, og i takt med denne udvikling risikerer den demokratiske indflydelse at blive svækket, mens mere magt samler sig hos dem med de største økonomiske ressourcer.

Kort sagt: Hvis ikke politikerne tager deres ansvar på sig, så ender vi i et plutokrati, hvor det er dem med flest penge, der styrer samfundets udvikling.

Trump viser, hvor galt det kan gå

USA er vel nok det vigtigste eksempel på, hvor galt det kan gå, når vi lader plutokratiet gøre sit indtog. Der har man i alt for lang tid ladet de frie markedskræfter definere udviklingen i samfundet på bekostning af den almindelige amerikaner.

Med Donald Trumps indsættelse forsøgte man ikke engang at skjule det længere, da de største tech-milliardærer sad på allerforreste række. Vi må heller ikke glemme Trumps flirt med Elon Musk, som viste hvordan de største markedskræfter var helt inde ved den demokratiske magts centrum.

Danmark er ikke blevet et af verdens bedste lande at drive virksomhed i på grund af gunstige skatteregler for de rigeste. Det er vi, fordi vi har skabt et trygt samfund med en stabil økonomi.

Robin Seeberg
Formand for SFU Hvidovre

Med alle beslutningerne fra Det Hvide Hus, som har skabt enorm usikkerhed på tværs af hele kloden, har første del af Trumps anden periode føltes som et skørt mareridt. Et mareridt, som har kostet dyrt for det amerikanske demokrati, der nu er gået fra at være nummer 20 til nummer 51 på en rangliste over de mest demokratiske lande i verden.

Danmark er ikke blevet et af verdens bedste lande at drive virksomhed i på grund af gunstige skatteregler for de rigeste. Det er vi, fordi vi har skabt et trygt samfund med en stabil økonomi.

Det er vi, fordi vi har bygget en stærk velfærd, der uddanner noget af verdens bedste arbejdskraft til virksomhederne.

Alt sammen resultater skabt gennem et solidarisk skattesystem. Og det er de ting, vi skal konkurrere på. Netop derfor bør danske politikere arbejde på fælles løsninger for at sænke uligheden – også på europæisk niveau – hvor man i højere grad kan handle uden at svække de enkelte landes konkurrenceevne.