Forfatter: Én sætning i regeringsgrundlaget afgør, om regeringen lykkes eller ej

Samfundet er dig og mig, og vi kigger i udgangspunktet på, om vi er trygge ved at aflevere vores børn eller gamle i en bestemt institution. Om åbningstiderne passer, og personalet virker kompetent. Forskellen er kort sagt den samme som forskellen på hård og blød. 

Man kan også sige det på den måde, at de senere års reformer har fintunet velfærdsstaten, og overladt til samfundet at indrette sig efter konsekvenserne. Tænk eksempelvis på folkeskolereformen afsmitning på resten af samfundet. Eller tænk på, at der er regler for, hvor meget mennesker må være frivillige i en lokal forening, hvis de er på en offentlig ydelse. 

Velfærdsillusionen viser med blandt andet en gennemgang af Civilsamfundsstrategien og Velfærdskommissionens arbejde, at statens magt og interesser i årtier er kommet forud for den frihed, faglighed, ansvar og engagement som regeringen nu vil fokusere på. 

Mange regeringer har de sidste årtier forsøgt sig med både afbureaukratisering, tillidsreformer og nærhedsreformer, men hver gang er de strandet. En hovedårsag er, at man har glemt at skelne, og det har haft stor betydning for måden, reformerne er implementeret på.

Tre områder, der afgør regeringens succes 

Regeringens paradigmeskifte omfatter store dele af regeringsgrundlaget. Kapitler om ansvarlig økonomisk politik, velfærd 2.0, sammenhængskraft og et mere åbent demokrati udgør over halvdelen af regeringsgrundlaget. Succes er direkte afhængig af bevægelsen fra velfærdsstat til velfærdssamfund.

Man kan trække tre centrale forhold og nogle spørgsmål frem, som vi fremover vil kunne måle regeringens succes på. Tre forhold, der viser, om vi får mere stat eller mere samfund. 

1. Ansvar er i fagligheden 

Velfærdsstaten har kvalt offentligt ansattes faglighed gennem styring, bureaukrati og kontrol. 

I velfærdsstatens styring har man overset, at faglighed på en arbejdsplads – vuggestue, folkeskole, jobcenter, sygehus eller plejecenter – udgøres af tre forhold.

Afbureaukratisering bliver først en succes, når bureaukratiet erkender eget ansvar og egne begrænsninger.

Nick Allentoft
Forfatter og iværksætter

For det første den tilstedeværende teknologi, for det andet de enkelte medarbejderes erfaring og uddannelse samt for det tredje de relationer, der er mellem medarbejderne. Jo bedre disse tre forhold spiller sammen, jo stærkere faglighed på arbejdspladsen. 

Problemet er, at velfærdsstaten i årtier har fokuseret på teknologi – altså dokumentation, kontrol, styring, regler, rammer og ledelsesrum. Denne udvikling har langsomt kvalt arbejdsglæde og faglighed, fordi offentligt ansatte har været tvunget til at indrette efter teknologiske retningslinjer. Sådan er det i velfærdsstaten, hvor man tror, at styring og regler er garanti for gode resultater. 

I velfærdssamfundet ved man, at vi bliver mere trygge, når vi kan mærke, at de mennesker, der behandler os, udviser omsorg og interesse, faglighed og ansvar. Det forudsætter, at de må, og når det sker, er der også stor sandsynlighed for, at trygheden vokser og antallet af klager falder. 

Vil regeringen have succes, må intentionen om at frisætte institutionerne konkret gøre personale og ledere direkte ansvarlige over for de brugere, de skal servicere. Hvor langt vil regeringen gå? Hvad vil fagforeningerne acceptere, efter de opgav tillidsreformen i 2010’erne?

2. Frihed fører til forskellighed 

Store enheder skaber store skandaler, mens små enheder skaber problemer. En forudsætning for frihed er accept af forskellighed.  

Øvelsen er interessant, fordi den kan aflaste politikere fra at forholde sig til hver eneste sag i offentlige enheder. Når ansvaret bliver lokalt, bliver problemerne lokale. Alene tanken om, hvad det kan betyde for den politiske debat, er fascinerende. Flere værdier og færre diskussioner om, hvor mange bade vores gamle skal have på plejecenteret. 

Udfordringen består i at træffe de beslutninger, der både i ord og praksis lægger ansvaret ud til institutionernes ledere. 

Findes der en politisk vej, som gør borgernes frie valg til frie valg i praksis? Med de konsekvenser, at en børnehave må lukke, hvis ingen vil bruge den. Et plejecenter ligeså. Er det muligt? Hvordan sikrer man, at lederne vender blikket til deres brugere og væk fra rådhuset?

3. Afbureaukratisering flytter ansvar fra system til ansat og borger

Det kræver mod og vilje at afbureaukratisere, fordi regler fritager den enkelte for ansvar. 

Med færre regler og mindre bureaukrati føres ansvar tilbage til ansatte og borgere. Vil fagprofessionelle gribe ansvaret i de beslutninger, de træffer i den direkte kontakt med borgeren? Hvilke sanktioner skal erstatte nuværende regler og kontrol, når en fagprofessionel laver alvorlige fejl? Tør vi stole på fagprofessionelles kompetencer, når et IT-program eller en vejledning ikke længere anviser det rigtige? 

Afbureaukratisering begynder dog et helt andet sted, nemlig hos embedsværket, som er en væsentlig fællesnævner for samtlige regeringers mislykkede forsøg på at fjerne regler. 

Fra tillidsreformen for snart ti år siden til den aktuelle regerings ambitioner har man lagt opgaven hos de mennesker hvis spidskompetencer er det stik modsatte. Bureaukraterne. Embedsværket. Det svarer til at sætte ræven til at vogte høns, bare med omvendt resultat. 

Bureaukrater kan ikke afbureaukratisere, og de ved det også godt selv. Sjovt nok er det ikke noget, man hører Djøf selv erkende, selvom man skulle tro, at djøfferne ville trives mere i at blive hyldet for det, de er gode til, snarere end blive skældt ud over den tilsanding af systemerne, som de selv godt ved foregår.

Der er meget fornuftigt bureaukrati og mange gode regler, og jeg hører sjældent nogen skælde ud over den ordentlighed og grundighed, vores embedsstand er kendt for at repræsentere. 

Til gengæld er der megen utilfredshed over, at bureaukraterne er så lukkede om sig selv. 

Afbureaukratisering bliver først en succes, når bureaukratiet erkender eget ansvar og egne begrænsninger. Når embedsværket selv beder om hjælp og for alvor lytter til de mennesker, der er i den virkelighed, som bureaukratiet hele tiden laver regler og rammer for. 

Vi kan reformere velfærdsmodellen

Regeringen har med sit politiske grundlag spillet ambitiøst og historisk ud.  

“Målet er at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund...” 

Vil regeringen have succes med sine intentioner om mere “frihed, engagement og ansvar lokalt”, skal vi alle tage intentionen om mindre velfærdsstat og mere velfærdssamfund alvorligt. Her ligger nøglen til at reformere den velfærdsmodel, som otte ud af ti danskere bakker op om.