Forsker og idrætskonsulent: Fifas nye fredspris viser os noget vigtigt om sportens magt

Fifa bliver en politisk aktør

Fifa har længe været et eksempel på, hvordan sportens institutioner ikke blot afspejler, men aktivt indgår i verdens politiske dynamikker.

Sport har altid været et spejl for samfundets magtstrukturer.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Alligevel markerer Infantinos initiativ et nyt trin i den udvikling. Han bevæger sig ikke længere i grænselandet mellem sport og politik, men træder direkte ind på scenen som politisk aktør.

Når Infantino offentligt erklærer sin støtte til Trump, forvandler han fodboldens symbolske kapital til et redskab for magtens legitimering.

Han ophøjer et omstridt statsoverhoved til moralsk forbillede og udvisker samtidig den grænse, som burde adskille sportens idealer fra den politiske instrumentalisering.

Vi holder ofte fast i forestillingen om, at sport forener, mens politik splitter. Denne forestilling er imidlertid mere romantisk end realistisk. Sport har altid været et spejl for samfundets magtstrukturer, lige fra de olympiske lege i det nazistiske Berlin til de moderne verdensmesterskaber i autoritære regimer.

I Infantinos tilfælde bliver sportens symbolske potentiale brugt til at iscenesætte en fortælling om global harmoni, mens det i virkeligheden tjener som platform for personlig og politisk legitimitet.

Fodbolden reduceres dermed til en form for blød magt, hvor moralske begreber som fred og fællesskab bliver tømt for indhold og genindsat som brandingværktøjer.

Forfaldet ligger i fredsprisen

For Danmark – et land, der ynder at betragte sig selv som en demokratisk og værdibåret idrætsnation –, er udviklingen i Fifa ikke blot et fjernt fænomen. Den rammer direkte ind i vores egen selvforståelse.

Vi har i de seneste år haft en aktiv stemme i diskussionen om sportens etik, ikke mindst under VM i Qatar, hvor spørgsmålet om menneskerettigheder og moral satte den danske fodboldverden i et historisk dilemma.

Når Infantino nu igen bruger sporten som politisk teater, bliver det også et spørgsmål for os: Hvordan kan danske idrætsorganisationer, spillere, ledere og fans forholde sig til en global idrætsorganisation, der tilsyneladende har forladt enhver forpligtelse over for de værdier, sporten traditionelt forbindes med?

Infantinos fredspris er ikke et udtryk for fred, men for forfald.

Tobias Thune Jacobsen
Idrætsforsker

Spørgsmålet rækker også videre end til fodboldens aktører.

Skal vores danske idrætsorganisationer alene agere som uofficielle udenrigspolitiske aktører, eller bør regeringen tage medansvar for, hvordan Danmark navigerer i sportens magtspil? En diskussion, som tidligere har været rejst i Altinget.

Infantinos fredspris er ikke et udtryk for fred, men for forfald.

Den demonstrerer, hvordan sportens øverste institutioner gradvist bevæger sig væk fra idealet om at samle mennesker og i stedet placerer sig som aktører i en global magtarena, hvor symboler, alliancer og prestige vejer tungere end etik og troværdighed.

Sportens styrke ligger i dens evne til at skabe fælles oplevelser og meningsfulde fællesskaber. Men når dens ledere anvender den som politisk valuta, forsvinder den styrke.

Det er måske det egentlige tab – ikke en pris, der uddeles, men et princip, der går tabt.