Ekspert til regeringen: To politiske tiltag kan forsvare sportens værdier i kampen mod autokraterne

Sportens globale karakter

Sport er ikke længere blot en arena for konkurrence; det er en global industri, hvor økonomiske interesser spiller en dominerende rolle.

Saudi-Arabiens massive investeringer i sport er ikke blot sportswashing – de bygger på en vision om at etablere et nyt sportsøkosystem, der kan få dybtgående konsekvenser for sportens økonomi og kultur.

Denne udvikling rejser spørgsmålet: Hvordan kan vi beskytte de værdier, vi hylder i Danmark, samtidig med at vi engagerer os i en global sportsverden?

Pia Kjærsgaard rammer plet, når hun påpeger behovet for en politisk strategi og en mere aktiv dansk rolle.

Et idrætspolitisk råd som katalysator

Som jeg tidligere har foreslået i en tidsskriftartikel, så bør Regeringen etablere et idrætspolitisk råd, som kan samle relevante aktører for at formulere en international idrætspolitisk strategi, som det i øvrigt også er blevet foreslået af Idrættens Analyseinstitut.

Pia Kjærsgaard rammer plet, når hun påpeger behovet for en politisk strategi og en mere aktiv dansk rolle  

Tobias Thune Jacobsen
Doktorand i idrætspolitik, Julius-Maximilians-Universitet Würzburg

Det er et oplagt første skridt, men vi bliver også nødt til at se ud over Danmarks grænser. EU har i flere år forsøgt at koordinere indsatsen mod problemer som matchfixing og korruption, men samarbejdet har været ineffektivt.

Forskellige idrætskulturer og politiske prioriteringer blandt EU-landene forhindrer ofte enighed om fælles standarder.

Danmark bør i stedet tage føringen og søge samarbejde med ligesindede lande, der deler vores værdigrundlag. I stedet for at vente på en urealistisk fælles EU-strategi bør vi etablere vores eget samarbejde med fokus på etiske standarder i sportens verden.

Landene kunne eksempelvis omfatte de nordiske nationer og andre europæiske lande.

En danskledet taskforce for sportsintegritet

Danmark bør tage initiativ til at oprette en taskforce for sportsintegritet med ligesindede nationer.

Denne taskforce kan samle ressourcer og skabe et effektivt modpres mod regimer, der forsøger at købe sig til legitimitet gennem sporten. Et samarbejde mellem eksempelvis nordiske lande og andre udvalgte og værdiorienterede nationer vil kunne få markant betydning.

Desuden bør denne taskforce arbejde for, at sponsorer og internationale sportsorganisationer forpligter sig til at følge etiske standarder.

Hvis europæiske sponsorer og lande står sammen, kan vi skabe økonomisk og politisk pres, der kan tvinge forandringer igennem.

Bindende krav til værtslande

Danmark kan og bør spille en ledende rolle – også uden at være afhængig af EU’s nølende tilgang. DIF’s indsats er et bevis på, at Danmark kan stå fast på sine værdier

Tobias Thune Jacobsen
Doktorand i idrætspolitik, Julius-Maximilians-Universitet Würzburg

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har flere gange forsøgt at stille bindende krav til værtslande, såsom overholdelse af FN’s menneskerettighedskonventioner og implementering af konkrete planer for social og økonomisk ligestilling.

Disse krav er i princippet stærke redskaber, der kan fremme værdier som menneskerettigheder og retfærdighed i forbindelse med store sportsbegivenheder.

Men erfaringerne viser, at disse krav alt for ofte ikke bliver fulgt op med den nødvendige konsekvens.

Et tydeligt eksempel er VM i Qatar 2022, hvor regeringen lovede forbedringer i migrantarbejderes forhold som svar på international kritik. Selvom der blev indført nogle reformer, var mange af dem kosmetiske eller kun delvist gennemført.

Danmark har her en oplagt mulighed for at gå foran. Ved at indgå i målrettede internationale samarbejder med lande og organisationer, der deler vores værdier, kan vi skabe et samlet pres på værtslande og sportsorganisationer.

DIF som et forbillede

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har allerede markeret sig stærkt i den internationale idrætspolitiske debat. Formanden Hans Natorp har eksempelvis taget klare etiske standpunkter og endda forladt internationale møder i protest mod Ruslands sportspropaganda.

Det viser, at Danmark kan og bør spille en ledende rolle – også uden at være afhængig af EU’s nølende tilgang.

DIF’s indsats er et bevis på, at Danmark kan stå fast på sine værdier, selv når det betyder at gå imod økonomiske interesser eller sportslige magtpositioner.

Denne proaktive tilgang bør være en model for, hvordan vi engagerer os internationalt – ikke gennem passiv tilpasning, men ved at sætte dagsordenen.

Det fremgår da af DIF’s internationale strategi, at DIF selv ønsker at styrke og formalisere samarbejdet med relevante ministerier som Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet for at forankre deres internationale strategi bedre og bygge videre på det eksisterende uformelle samarbejde, som ministerierne selv lægger op til.

Et formaliseret samarbejde mellem relevante aktører, i et idrætspolitisk råd, vil kunne styrke Danmarks politiske gennemslagskraft ved at sikre fælles strategier, bedre koordinering og en mere ensartet international repræsentation.

Hvad ønsker vi at stå for?

Kampen mod sportswashing handler ikke kun om at sige nej – det handler om at finde nye veje, hvor sporten igen bliver en positiv kraft.

Fremtiden for sporten afhænger af, at vi tør tage ansvar og stille klare krav til både os selv og dem, vi samarbejder med

Tobias Thune Jacobsen
Doktorand i idrætspolitik, Julius-Maximilians-Universitet Würzburg

Hvis vi ignorerer de økonomiske og kulturelle konsekvenser af diktaturstaternes investeringer, risikerer vi at miste kontrollen over sportens fremtid og den danske foreningskultur.

Pia Kjærsgaard har med sit indlæg gjort opmærksom på flere konkrete løsningsforslag, nu er der behov for at politikerne skrider til handling.

Fremtiden for sporten afhænger af, at vi tør tage ansvar og stille klare krav til både os selv og dem, vi samarbejder med.

Kun gennem modige beslutninger og stærke alliancer med ligesindede kan vi beskytte sportens værdier mod oliepenge og diktaturers indflydelse.

Når vi gemmer os bag idéen om idrættens autonomi og fastholder, at sporten ikke må politiseres, giver vi i realiteten autoritære regimer frit spil til at udnytte sporten som et redskab for propaganda.

Denne tilgang bliver en bekvem undskyldning for politikere til at undgå de svære, men nødvendige debatter og løsninger, der kræves for at sikre sportens integritet og vores værdier.