Franciska Rosenkilde: Tiden er inde til, at Danmark får et svinevalg

Landbrugets fortælling holder ikke

Spørgsmålet er, hvor mange sager om dyremishandling og døde grise, der skal til, før man politisk erkender, at problemet ikke er nogle få landmænd, men derimod det system, der belønner tempo, volumen og profit frem for ansvarlighed, bæredygtighed og dyrevelfærd?

Spørger I mig, er tiden inde til, at Danmark får et decideret svinevalg. Og heldigvis bliver vi flere og flere, der mener netop det.

For eksempel fik et borgerforslag med fokus på at styrke forholdene for grisene over 50.000 underskrifter på rekordtid. Forslaget har nu mere end 80.000 underskrifter.

At 80.000 danskere har skrevet under burde være et vink med en vognstang til de partier, der konstant forsvarer det konventionelle svinelandbrug.

Virkeligheden er desværre, at langt de fleste partier kun taler gerne om dyrevelfærd, men sjældent er klar til at sætte handling bag. For bag de pæne ord gemmer der sig en brutal politisk virkelighed: At det for mange partier stadig er mere politisk opportunt at svigte dyrene end at tage et nødvendigt opgør med en af landets mest magtfulde lobbyorganisationer.

Særligt partier som Venstre og Danmarksdemokraterne har gjort det til en mærkesag at forsvare det konventionelle landbrug og den konventionelle svineproduktion, vi har i dag. Derfor er det oplagt at kigge nærmere på, hvad det rent faktisk er for en industri, de vælger at forsvare.

For mange partier er det stadig mere politisk opportunt at svigte dyrene end at tage et nødvendigt opgør med en af landets mest magtfulde lobbyorganisationer

Franciska Rosenkilde
Politisk leder, Alternativet

Det er en industri, der benytter sig af systematisk halekupering, som formelt er ulovligt, men hvor 95 procent af danske grisehaler alligevel klippes af.

Det er en industri, hvor søer spændes fast i ugevis og behandles som simple fødemaskiner i en sådan grad, at de ikke er i stand til at passe mange af deres unger, og hvor 25.000 pattegrise dør hver eneste dag.

Det er en industri, der har et massivt forbrug af antibiotika, som øger risikoen for fremtidige sundhedskriser og skaber resistens mod livsvigtig medicin.

Det er en industri bestående af færre og færre bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker, der bidrager med en mindre og mindre andel af den samlede økonomi.

Det er en industri, som snart kun består af store bedrifter uden lokal forankring, som koster lokalsamfundene dyrt, og hvor mere og mere jord opkøbes af udenlandske kapitalfonde. Udenlandsk ejet jord i Danmark er steget med 28 procent på fire år.

Og så er det en industri, der eksporter 16,7 millioner levende svin om året, hvoraf størstedelen sendes ned gennem Europa på lange transporter på over otte timer, hvor dyrene “nogle gange (er) pakket i op til fem lag, som var de legoklodser”, som det beskrives af Dyrenes Beskyttelse.

Meget kan gøres

Det er denne industri, som et flertal af de politiske partier ønsker at bevare og udvide. Og når de en sjælden gang forholder sig til kritiske kommentarer, er modsvaret altid og lige så sikkert som amen i kirken: “Jamen, hvis vi ikke gør det, er der bare nogle andre, som gør det”. Men det er ikke et godt argument.

Det er en ansvarsfraskrivelse og et svigt af dyrene. Som Kathrine Lilleør skrev i Berlingske 9. februar: “Der kommer en dag, hvor vi vil være rystede over at have vendt det blinde øje til grisene”.

Heldigvis bliver vi flere og flere – på tværs af de normale politiske skillelinjer – der nægter at vende blikket bort. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at der er mange ting, man kan gøre for at komme problemerne til livs. Både på den korte og den lidt længere bane.

På den korte bane kan man let opstille reelle og bindende krav til dyrevelfærd: et forbud mod fiksering af søer, et stop for rutinemæssig halekupering og et loft over, hvor mange dyr der må være per kvadratmeter, er oplagte tiltag, der bør indføres med det samme.

Ligeledes er det en decideret ‘no brainer’ at skærpe reglerne for lange dyretransporter, så der sættes en bedre og langt mere dyrevenlig grænse for, hvor længe levende dyr må være på vejene.

Et svinevalg er ikke kun et valg om grise. Det er et valg om, hvilken type samfund vi vil være

Franciska Rosenkilde
Politisk leder, Alternativet

På den lange bane skal der selvfølgelig ske en større omlægning af det konventionelle landbrug, herunder svineproduktionen. Animalsk landbrug er enormt klimabelastende, men har også konsekvenser for fødevarekvaliteten og tilstanden i vores fjorde og farvande.

Derfor skal den massive statsstøtte selvfølgelig omlægges, så den ikke længere belønner størst mulig produktion, men bedst mulige praksis fra et klima-, miljø- og dyrevelfærdsperspektiv.

Og så bør vi politisk understøtte et langt mere plantebaseret landbrug, så vi får mindre fokus på animalske produkter til fordel for frugt og grønt.

I Alternativet har vi tidligere argumenteret for, at 86 procent af den animalske produktion – alt det vi eksporterer til udlandet – bør omstilles til plantebaseret landbrug. Så producerer vi stadig det kød, vi selv kan spise, men langt, langt mere frugt og grønt.

I dag er det kun ni procent af frugterne og 26 procent af grøntsagerne på hylderne i supermarkederne, som produceres herhjemme, og alene produktionen af æbler fra danske producenter er faldet med 80 procent på 40 år. Det er resultatet af politik – ikke en naturlov.

Den offentlige sektor kan ligeledes understøtte udviklingen. Når skoler, hospitaler og kantiner stiller højere krav til dyrevelfærd og økologi og serverer flere plantebaserede måltider, sender det et klart signal til markedet om, hvilken retning Danmark vil i. Og når vi politisk understøtter lokale slagterier og kortere forsyningskæder, sikrer vi, at værdien og arbejdspladserne bliver i lokalsamfundene i stedet for at sive ud af landet.

Et svinevalg om værdier

Et svinevalg er ikke kun et valg om grise. Det er et valg om, hvilken type samfund vi vil være.

Et samfund, der vender blikket væk, når skjulte optagelser fra svinefabrikkerne afslører kummerlige forhold i industrien – eller et samfund, der tør stille krav, også til en magtfuld branche, der har nydt godt at den politiske elites gunst i generationer, men som befolkningen i stigende grad vender sig mod.

Det er uforståeligt, at så mange partier fortsat holder hånden under en industri, der er marineret i statsstøtte og betyder mindre og mindre for samfundsøkonomien, men som til gengæld har enorme konsekvenser for dyrevelfærd, vandmiljø, drikkevand, klimaaftryk og fødevarekvalitet.

Men når titusindvis af danskere skriver under på et borgerforslag og kræver bedre dyrevelfærd i svinefabrikkerne, er det et tegn på, at der er et folkeligt oprør på vej.

Og måske er det et varsel om, at næste valg også bliver et svinevalg. At mange danskerne, når de næste gang står i stemmeboksen, vil kigge på stemmesedlen og spørge: Hvem står på dyrenes side – og hvem står på svinefabrikkernes side?