Jarl Cordua: Nye Borgerlige er en gave til Mette Frederiksen

Uanset om man sympatiserer med Pernille Vermunds småborgerlige populisme, må man bestemt anerkende hendes store talent til at bruge sig selv og sit privatliv for at få medieomtale.

Men også hendes evne til at brænde igennem medierne med fortællingen om, at der findes en vej for Danmark, hvor vi kan nyde alle det internationale samarbejdes goder, men helt uden forpligtelser af nogen slags. En verden, hvor man vender ryggen til både menneskerettigheder eller frihedsrettigheder som religionsfrihed helt uden konsekvenser for vores land.

Især må Vermund takke dagbladet BT – og især dennes politiske redaktør, Andreas Karker – for de mange store og små historier om Vermunds trummerum frem og tilbage med millionærkæresten i Schweiz, besøgene på det fortabte Nørrebro med hendes mørkhårede, endnu mere skingre sidekick Mette Thiesen i partiets front.

Benævnte Karker har i øvrigt en forkærlighed for at skrive ikke alt for kritiske biografier om markante yngre kvinder med stærke meninger, især dem med en stram udlændingepolitik.

Benævnte Karker har i øvrigt en forkærlighed for at skrive ikke alt for kritiske biografier om markante yngre kvinder med stærke meninger, især dem med en stram udlændingepolitik.

Jarl Cordua

Det så man sidst, da han sammen med Martin Hjort skrev biografien om Venstres Inger Støjberg, hvor den portrætterede politiker blev så glad for bogen, at hun drog på turné rundt i sine jyske valgkredses boghandlere for at signere bogen.

Der medfulgte dengang også efterfølgende lidt kælne sofa-interviews med Støjberg i Go' morgen og Go' aften Danmark m.v., hvor der sigende nok ikke blev plads til de to forfattere. De to forfattere burde nok have sendt en faktura på et klækkeligt konsulenthonorar til Støjberg for deres bidrag til hendes efterfølgende valgkampagne.

Forleden mundede islamforskrækkelsen ud i en direkte hetzkampagne, hvor personer omkring partiet, blandt andet en excentrisk kunsthandler fra Luxembourg, enten konstruerede eller bakkede op om en bimlende skør konspirationsteori.

Jarl Cordua

Karker forsøger tilsyneladende at gentage bog-succesen. Denne gang alene med Vermund. Det vil bestemt også være hans og ikke mindst hans avis’ fortjeneste, hvis det lykkes at få Nye Borgerlige over spærregrænsen. Det kan man så tænke over i det stadigt mere politisk profilerede Berlingske Hus, hvis BT's politiske redaktørs kæledægge ender med at blokere for dannelsen af en borgerlig regering.

Vermund-bogen er af de fleste anmeldere blevet stemplet som et langt mikrofonholderinterview, hvor den eneste rigtige nyhed er, at Vermund frejdigt flager med, at de øvrige politikere ikke kan tale med hende i fortrolighed.

Venstres Kristian Jensen ville i al fald ifølge bogen undersøge, om Vermund var til at tale med, hvad hun viste sig ikke at være. Også i det lukkede rum har Vermund tænkt sig at køre videre med sit kamikaze-stunt, som offentligheden rutinemæssigt bliver belært om. Det vil sige, at Lars Løkke bliver sat i en umulig situation, hvor han enten kan bryde med de internationale konventioner eller opgive at danne regering. Der kommer på denne side af valget næppe flere tilbud til Vermund om fortrolige samtaler.

Nye Borgerliges krav er dermed et totalt og radikalt opgør med den måde, som vi har bedrevet folkestyre i dette land, hvor alt, der besluttes, plejer at være et resultat af kompromiser mellem partierne på Christiansborg.

På den anden side er det ikke usædvanligt, at der findes et lille mindretal på både højre- og venstrefløj, som synes, at kompromis er noget skidt, og at alt-eller-intet-politik er vejen frem. Det nye er blot, at synspunktet ikke har været særligt repræsenteret i højre side af Folketinget. Hemmeligheden bag DF's succes er for eksempel, at partiet altid har bedt om politiske indrømmelser, som andre var i stand til at give dem. Det har dog knebet i de senere år, hvor regeringen er ved at løbe tør for mulige mærkbare udlændingestramninger.

For store dele af Nye Borgerlige og DF er man ramt af udbredt islamforskrækkelse, og derfor er de to partier endt i en stadigt mere skinger og uskøn konkurrence, der handler om at overgå hinanden i forslag, der ikke er mulige at gennemføre med den nugældende lovgivning på grund af grundlovens bestemmelser og menneskerettighedsforpligtelser.

Imidlertid er det ikke præmisser, som politikerne fra disse to partier anerkender, og i dele af befolkningen vil man så gerne tro på, at der findes en legal og effektiv vej, hvor man i en ruf kan komme islam til livs.

Flere af Nye Borgerliges støtter mener for eksempel, at det er muligt at forbyde islam, med henvisning til at det er en religion, som i virkeligheden virker ved vold og terror, og som derfor med et fingerknips kan forbydes. Det er bare et spørgsmål om politisk vilje. Der findes dog næppe en eneste anerkendt jurist i landet, der er enig i det synspunkt, men det kan NB jo være ligeglade med, blot så længe tilpas mange vælgere køber analysen.

Hver eneste forbrydelse foretaget af en muslimsk indvandrer bliver i Nye Borgerliges optik set som et bevis på, at Islam er en voldelig religion, som derfor bør forbydes. Alle, der stiller sig kritisk an, risikerer at blive hængt ud som landsforrædere og det, der er værre, på Facebook af NB's tilhængere. Der er ikke mange nuancer i NB's politik og derfor ikke megen spillerum til de til den tid valgte politikere. Alting er sort eller hvidt. Enten er der lys i pæren – eller også er der ikke.

Forleden mundede islamforskrækkelsen ud i en direkte hetzkampagne, hvor personer omkring partiet, blandt andet en excentrisk kunsthandler fra Luxembourg, enten konstruerede eller bakkede op om en bimlende skør konspirationsteori.

Her blev en ansat sagsbehandler i Udlændingestyrelsen med muslimsk baggrund, der bar tørklæde, bizart nok indirekte anklaget for at have sagsbehandlet på en sådan måde, at thailandske piger blev udvist forkert i forhold til familiesammenførings-reglerne, måtte man forstå. Altså var der en forestilling om, at en offentligt ansat muslim ikke formår at forvalte korrekt i henhold til retsstatens regler og derfor når frem til upopulære afgørelser ud fra et implicit motiv om, at beslutningerne får den stramme udlændingelov til at se skidt ud.

Ekstra bizart blev det, da tidligere folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, den sidenhen konservative, så Venstremand, for siden at ende som NB-folketingskandidat Jan Køpke Christensen først videreførte anklagerne på sin Facebookside for pludselig at undskylde opslaget med, at han var blevet ”hacket” af ukendte gerningsmænd med ukendt motiv.

Med det in mente, at Køpke i sit noget brogede politiske liv altid har haft hang til at skyde genvej, ofte med noget friske meldinger, er der næppe ingen, heller ikke blandt hans egne, der tror på hans søforklaring. Som sædvanligt spillede Køpke højt spil og tabte, og ligner nu igen det, som han altid har været: en uforbederlig opportunist med konsekvent dårlig dømmekraft, flosset moral og helt uden troværdighed.

Dagbladet BT har i øvrigt i nogen tid kørt kampagne for disse thailandske piger, og man gør ikke meget ud af at forklare læserne, der naturligvis har sympati med disse ofte velintegrerede piger, at hjemsendelserne selvfølgelig er en direkte konsekvens af DF's politiske krav igennem de sidste 20 år, og at reglerne i øvrigt må formodes at blive endnu strammere, hvis avisens darling, Pernille Vermund, rent faktisk fik lov til at gennemføre sin udlændingepolitik.

I BT's optik, så er de hovedansvarlige minister Støjberg og regeringspartiernes udlændingeordførere, som man render på dørene, vel vidende at det ikke er derfra, at kravene om udlændingestramningerne primært stammer fra. De stammer fra DF.

Man kan dog heller ikke udelukke, at BT selv abonnerer på forestillingen om, at det er muligt at diskriminere med hensyn til opholdstilladelser ud fra folks religion. Det er dog ikke noget, den stadigt mere småborgerlige tabloide kampagneavis bruger særligt meget krudt på at forklare sine læsere, har man indtryk af. Det er sikkert ikke de nuancerede og indviklede forklaringer, de stadigt færre papiravis-købere har mest lyst til at læse om.

Så er der nok mere interesse i flere nyhedshistorier og i at være uofficiel partiavis for den blonde partileder, der med smil og charme serverer rabiate meninger i en lind strøm frem mod valget.

Næsten uanset om Vermund – med blandt andet BT's fortsat velvillige hjælp – får skrabet to procent sammen eller ej, så vil det med stor sandsynlighed føre til Løkkes fald.

Skulle Nye Borgerlige alligevel ikke klare skærene, så mangler stemmerne for, at det blå regnskab går op, og så vil der næppe være noget flertal på 90 mandater bag Løkke.

Kommer NB ind i Folketinget, så gør de ultimative krav det helt umuligt for Løkke at danne en regering, og dermed serverer NB rivalerne i DF et smukt alibi for at støtte Mette Frederiksen som statsminister. Det vil alt andet lige ikke føre til den borgerlige politik, som Nye Borgerlige ellers hævder, at de kæmper for. Faktisk bliver det nok fire år, hvor de borgerlige idéer kommer helt i skammekrogen.

Så uanset hvor mange anstrengelser man gør sig om at kæmpe for borgerlig politik, så er Nye Borgerlige med deres ultimative krav en kæmpe gave til Mette Frederiksen og det røde Danmark.

Med Nye Borgerlige på Pernille Vermunds kamikazekurs, så kan det næsten ikke gå galt for Socialdemokraterne.

--------------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.