Jarl Cordua: Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps

KOMMENTAR: Midtervælgerne er på flugt fra det absurde populistiske højrefløjscirkus, som nu antager mere groteske former med Nye Borgerlige og Stram Kurs. Det vil formentlig tage mindst to valgperioder at rette op på det borgerlige kollaps, som vi er vidne til.

Valget er inde i sit tredje døgn, og spændingen om placeringen af statsministerposten er for længst forduftet.

Mette Frederiksen bliver Danmarks næste statsminister, og Lars Løkke Rasmussen er snart fortid og ifølge professor Peter Kurrild-Klitgaard den hidtil eneste, der to gange af vælgerne er blevet stemt ud af statsministerstolen. Der kommer ikke en tredje gang.

De første dage har i et stort omfang handlet om den nye enfant terrible i dansk politik: youtube-stjernen, den ifølge flere medier lettere hjerneskadede advokat, Rasmus Paludan, som dagligt skaber skandale, for eksempel ved at kalde Centrum-Demokraternes tidligere leder Mimi Jakobsen for Adolf Hitler, selvom de fleste nok har svært ved helt at kunne få øje på ligheden med den for længst afdøde, men i sin tid stærkt fremtrædende tyske rigskansler.

Skandaler oprulles, og skeletter vælter ud af skabet om Paludans kulørte fortid, blandt andet som ihærdig stalker med tilhold fra sin tid på jurastudiet, og selv om hans kommunikationsevner af en række kommentatorer sammenlignes med Donald Trumps, så er spørgsmålet nok, om cirkus Paludan holder hele vejen.

En enkelt måling i dagens Voxmeter kunne tyde på, at vælgerinteressen er for nedadgående efter en massiv omtale, især fra en fascineret formiddagspresse. I målingen får Stram Kurs kun 1,6 procent af stemmerne.

Stram Kurs har dog for tiden en vis tiltrækningskraft på alle hånde løse fugle og lykkeriddere på den skøreste del af højrefløjen, blandt andet med tilgang til kandidatholdet fra den kontroversielle intelligensforsker Helmuth Nyborg på 82 somre og senest den katolske teolog og journalist Iben Thranholm med hang til Putin-apologi og et særligt øje for de skjulte dæmoniske budskaber i J.K. Rowlings Harry Potter-bøger.

Hvad kan det dog ikke ende med, inden valget er overstået? Mange vil nok prise sig lykkelige i sikker forvisning om, at Stram Kurs med dets direkte grundlovsstridige politik absolut ingen indflydelse får på Christiansborg, selv hvis partiet bliver repræsenteret på tinge.

Klaus Riskær Pedersen fik en pludselig optur i begyndelsen, da han for nogle måneder siden præsenterede sit program, som de færreste nok forstår. Alt skal laves om, må man forstå, men næppe mange forstår hvordan.

Partilederen selv virker uoplagt og uden forne tiders energi og skal hele tiden forklare personaleudskiftninger i koncernen, hvor folketingskandidater fyres, som var der tale om et afsnit af The Apprentice med Donald Trump. Riskær-partiet er kun interessant herfra, henset til hvor meget stemmespild hans anstrengelser genererer til glæde for rød blok.

Mest spektakulært er det dramatiske fald i vælgeropbakningen hos Dansk Folkeparti, der giver mindelser om, når nogen hiver proppen ud af et fyldt badekar. Målinger viser nu opbakning på kun 11 procent, altså tæt på en halvering af det indtil for få dage siden ekstremt magtfulde støtteparti.

Chefen selv, Kristian Thulesen Dahl, evnede slet ikke at trænge igennem hverken i partilederrunderne, og nu får han assistance fra Morten "Meld/Feld" Messerschmidt, der i dagens Jyllands-Posten melder, at DF kræver stop for asyl til Danmark i næste valgperiode mod at støtte Løkkes efterhånden meget teoretiske statsministertaburet.

Meldingen – eller parade-/panikforslaget – vil naturligvis kræve et opgør med de flygtningekonventioner, som Danmark har tiltrådt, og Dublin-forordningen i EU. Forslaget skal såmænd nok have sit publikum på den yderste højrefløj, som DF er ved at tabe, og hvor man åbenbart ikke evner – eller nægter – at forstå, at en dansk udtrædelse betyder, at Danmark ikke længere kan sende flygtninge, der tidligere har søgt asyl i Italien, tilbage til det første asylland, når de melder sig hos myndighederne i Danmark.

Vores land vil efter alt at dømme blive en sand magnet for de flygtninge, der kommer fra oprindelseslande, der nægter at tage imod dem, og med udsigt til at blive i Danmark til evig tid. Det har flygtninge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) naturligvis for længst forstået, og hun var derfor straks ude fredag morgen for at afvise Messerschmidts parade-/panikforslag.

Nu venter verden på, at de panikslagne DF'ere stiller det næste forslag fra Nye Borgerliges politiske værktøjskasse af lige så teoretiske "ultimative" krav på flygtningeområdet.

DF's strategi med at søge ind mod midten og blive de nye radikale på velfærdsområdet lever dog stadig trods den heftige decimering, hvis man skal tro flere kommentatorer. Man forestiller sig, at DF trods de kun 12-13 procent stadigvæk vil være en central spiller, som S kan lave flere aftaler med på områder som velfærd og flygtninge.

Problemet er imidlertid, at DF's mandater kun er relevante, hvis mere end ét rødt parti er med. For eksempel er det sagnomspundne FOA-flertal væk. Det betyder, at det næppe er relevant at lave udlændingepolitik alene med DF uden Venstre.

Tilbage er naturligvis muligheden for at føre traditionel velfærdspolitik med gaver på alle hylder. Men der behøver S ikke DF. Der kan Frederiksen nøjes med at formilde sit parlamentariske bagland.

Kun i den situation, hvor der skal laves reformer, der gør ondt på nogen, bliver de borgerlige interessante for S. Og her viser historien, at det er mindst besværligt at lave aftaler med et Venstre, som målingerne spår, bliver noget større end Dansk Folkeparti.

Hvis man taler om "store" borgerlige partier for tiden, så er alting relativt. Flere målinger viser i dag, at den blå blok er i total opløsning. Enten fordi mange partier får meget lille opbakning (Norstat), eller også fordi mange partier ligger under spærregrænsen i målingerne (Voxmeter).

Førstnævnte måling giver de blå partier 78 mandater, mens sidstnævnte måling kun giver de blå 73 mandater. Det giver rød blok en endnu mere markant føring end i dagene inden valgudskrivelsen. Spørgsmålet er, om blå blok har ramt bunden endnu.

Lars Løkke har ellers gjort sit til at svinge sit parti ind mod midten, når det gælder velfærdspolitik, hvor hele råderummet frem mod 2025 nu skal gå til velfærd, må man forstå.

Henset til at meldingen kom to dage inde i valgkampen, så er det næppe noget, der vil give store udslag på troværdighedsskalaen hos midtervælgerne, der i forvejen er i vild flugt fra det absurde populistiske højrefløjscirkus, som Løkke som regeringsleder og VLAK-partierne har stået model til og sandelig også har bidraget til i de seneste fem år med DF, og som nu har antaget endnu mere groteske former med Nye Borgerlige og Stram Kurs.

Vi er vidne til et veritabelt borgerligt kollaps, som det formentlig vil tage mindst to valgperioder at få rettet op på.

Mest bekymrende set med borgerlige briller er det imidlertid, at rød bloks valgsejr ser ud til at blive så stor, at en ny socialdemokratisk mindretalsregering sammen med venstrefløjen ser det som et folkeligt mandat til at lave Danmark helt om. Det vil næsten være tragisk i en situation, hvor Danmarks største – og nærmest eneste – økonomiske problem er en udbredt mangel på arbejdskraft i samtlige brancher.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Biskop: Religion og politik i private rum er dødsensfarlige Biskop: Religion og politik i private rum er dødsensfarlige Næste artikel Johanne Dalgaard: Bevar roen og lad dig ikke provokere Johanne Dalgaard: Bevar roen og lad dig ikke provokere