Jens Rohde: Lommeregner-liberalismen skal udfordres

Af Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hvem tør tage debatten om de dynamiske effekter af, at vi betalte lidt mere i skat?

Enhedslistens Pelle Dragsted har besluttet sig for at udfordre Finansministeriets regnemodeller. Det er ikke et sekund for tidligt. Det burde være gjort for længe siden. Alene det faktum, at man ikke regner med dynamiske effekter på offentlige investeringer, men at man gør det på skattelettelser, skaber en asymmetri i den offentlige debat om, hvordan vi fremtidssikrer vores samfund.

Siden Thor Pedersen (V) indtog Finansministeriet i 2001, har ingen udfordret systemet. Det er nødvendigt, hvis man vil skabe forandring. Og det er nødvendigt at mobilisere modet til at stå fast.

Enhedslistens Pelle Dragsted har besluttet sig for at udfordre Finansministeriets regnemodeller. Det er ikke et sekund for tidligt.

Jens Rohde (R)

Lommeregnerliberalisme
Jeg kan huske, hvordan man i Finansministeriet absolut ikke brød sig om hverken skattestop eller præmisserne herfor, da regeringsmagten skiftede fra Poul Nyrup (S). Ti år med en bestemt tankegang sætter sig i systemet, og det tager tid at ændre på.

Sådan var det naturligvis også, da VK måtte overlade magten ved forrige valg. Men her udeblev modet eller lysten til at udfordre, og dermed kom den daværende regering til at bygge på nødvendighedens politik - formet efter den tidligere regerings præmisser.

Hvem tør tage en debat om de dynamiske effekter af en massiv omlægning af vores skattesystem med en potentiel indbygget skatteforhøjelse til investeringer i vort fællesskab?

Jens Rohde (R)

Det betød ret beset, at Thorning-regeringen endte med at gennemføre ting, som VK aldrig havde turdet. For eksempel det gamle Søren Pind-forslag om at reducere i prisreguleringen af overførsler. Der er med andre ord god grund til at spørge, hvad oppositionen ønsker på den økonomiske front i fremtiden, hvis det skal give indholdsmæssig mening, at magten skifter.

Forleden hørte vi, at den nuværende regering ønsker endnu et opgør med dagpengene. Denne gang for de nyuddannede. Logikken er den sædvanlige lommeregnerliberalisme, som tilsiger, at lavere skatter og ditto overførsler fører til højere vækst, større udbud af arbejdskraft og bedre beskæftigelsesfrekvens.

Det behøver ikke i sig selv at være usandt. Men hvis vi tager et bredere perspektiv på effekterne, må det være tilladt at sætte spørgsmålstegn ved forudsætningerne for og virkningerne på de faktiske forhold i jernindustrien.

Skandinaviske lande
Jeg har den fornøjelse gennem mit daglige virke i Europa-Parlamentet og mit job som vært på programmet 'Europa i Flammer' på Radio24syv at have fået et ganske godt indblik i en række økonomiske og arbejdsmarkeds- og erhvervsmæssige strukturer i de fleste lande i EU.

Det er ganske tankevækkende, at på stort set alle væsentlige parametre klarer især de skandinaviske lande sig fantastisk godt. Vi har stort udbud af arbejdskraft, lav ledighed, stor omstillingsparathed, få konflikter på arbejdsmarkedet, og vores virksomheder topper de europæiske aktieindekser set over længerevarende perioder.

Det er sjovt nok alle lande med høj skat, høj offentlig service og dermed højt omkostningsniveau for erhvervslivet.

Dynamiske effekter udelades
Samtidig er det lande med stor stabilitet, bred uddannelsesvifte, en god folkeskole, hvor børn lærer at tænke selvstændigt, en relativt lav social ulighed, og lande hvor en høj grad af tillid præger fællesskabet med stærke sociale sikkerhedsnet, som muliggør et fleksibelt arbejdsmarked.

Alt sammen dynamiske effekter, som behændigt udelades i vores egne samfundsberegninger, selvom man vel skal ned på amøbeniveau for at finde et væsen, som ikke tror på det samfundsgavnlige i for eksempel uddannelse, et godt sundhedssystem eller gode pasningsmuligheder for børnene.

Det er tid til at gentænke de økonomiske modeller. Eller rettere: Tilpasse dem til virkeligheden. Der er masser af empiri at hente i Europa for, hvorfor vi ikke må lade ideologierne nedbryde alt det gode, som vi har bygget op.

Tillad mig efter tyve år med løbende skattelettelser (Nyrup lettede også skatten i sin sidste skattereform) at stille det kætterske spørgsmål: Hvem tør tage en debat om de dynamiske effekter af en massiv omlægning af vores skattesystem med en potentiel indbygget skatteforhøjelse til investeringer i vort fællesskab?