Lars Trier Mogensen: Veganerpartiet har en reel chance for at komme i Folketinget

Historien gentager sig som en farce. Traumerne fra folketingsvalgene i 1988 og 1990 står nu til at blive genoplevet for venstrefløjen. Dengang fik et sammenrend af små rød-grønne partier spændt ben for hinanden, og begge gange endte 4,9 procent af vælgerne med at stemme på venstrefløjspartier, der ikke klarede spærregrænsen.

Ved næste folketingsvalg tegner fænomenet til at gentage sig. Den intensiverede vælgerdyst mellem Alternativet og Veganerpartiet – samt måske Frie Grønne, der dog endnu er langt fra at have indsamlet nok vælgererklæringer – kan meget vel føre til, at ingen af dem kommer i Folketinget, og at de dermed i yderste konsekvens kan bringe statsminister Mette Frederiksen (S) til fald. Uforudsigeligheden lurer.

I første omgang er den pludselige konkurrence mellem de mange grønne småpartier dog udtryk for en mere positiv energi, en helt anden form for spirende livskraft: De nye klima-kompromisløse partier appellerer både til unge førstegangsvælgere og højtuddannede protestvælgere i storbyerne og har derfor potentiale til at kunne få flere hundredtusindvis af stemmer. I hvert fald på papiret.

Samlet står de grønne småpartier til at kunne fiske blandt mindst 200.000 vælgere, eller hvad der svarer til op mod seks procent af den voksne befolkning: Ved valget i 2015 trak Alternativet 168.788 stemmer, som alle sammen er i spil igen, plus en ikke ubetydelig del af de 244.664 stemmer, som Enhedslisten fik ved sidste folketingsvalg. 

Venstrefløjen er ved at fragmentere. Mulighederne er nemlig kun blevet større i takt med, at Enhedslisten har indtaget en stadig mere pragmatisk og resultatsøgende position. Som skæbnens ironi kan Enhedslistens succes som parlamentarisk parti således ende med at genskabe det kaos, som det rød-grønne parti blev etableret i 1989 for netop at modvirke.

Dengang fandt tre småpartier – Venstresocialisterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Socialistisk Arbejderpolitik – sammen i trods for at undgå stemmespild, og i dag er dette politiske fornuftsægteskab lykkedes i en sådan grad, at der er opstået plads længere ude på venstrefløjen til ét eller flere partier, som oplagt kan profilere sig på at være mindre disciplinerede og mere lidenskabelige.

Veganerpartiet træder ind som den hidtil mest offensive udfordrer til landbrugssektorens indflydelsesrige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, og fra første færd har Veganerpartiet dermed tiltrukket sig en magtfuld modstander.

Lars Trier Mogensen

Opbruddet i vælgerhavet, der i de senere år har ført til opblomstringen af nye partier overalt i Europa, og som ved folketingsvalget i 2019 ramte højrefløjen hårdest med et stemmespild på i alt 4,3 procent, er langt fra slut.

Det grønne vakuum på venstrefløjen er næste drama.

Selv om meningsmålingerne endnu ikke imponerer, står Veganerpartiet umiddelbart med de bedste og dermed reelle muligheder for at blive det næste nye parti i Folketinget. I de første og usikre målinger trækker Veganerpartiet, der har fået bogstavet G, blot 0,2 procent af de adspurgte vælgere, og ud fra en konventionel analyse ligner det derfor et dødfødt projekt.

Men gammeldags kynisme forslår sjældent, når det gælder nye protestpartier. Ligesom snusfornuft næppe kan forklare den trods alt betydelige opbakning, som i alt 153.923 vælgere gav til de tre borgerlige partier, der ikke klarede spærregrænsen i 2019 – Kristendemokraterne, Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs – er det heller ikke ligefrem realisme, som udgør drivkraften bag Alternativet, Veganerpartiet og Frie Grønne.

De nye partier, som strømmer fra både højre og venstre, ja, selv inde fra midten, næres af en sydende cocktail af politikerlede, en oplevet mangel på forskel mellem de etablerede magtpartier og en jævn afsky for pamperi og teknokrati.

Outsider-positionen er blevet omsværmet, og alene derfor står det nyeste protestparti som hovedregel med de bedste chancer, ganske enkelt fordi de senest nytilkomne altid vil fremstå mest ubesmittede af alt det, som vælgersegmentet er vrede over, og aldrig selv vil kunne drages til ansvar for noget som helst.

Lige nu er Veganerpartiet det reneste og klareste alternativ til business-as-usual i dansk politik. Hvor Alternativet allerede er floppet på Christiansborg, og Frie Grønne primært er dannet i et personligt vendetta i frustration over sammenbruddet i Alternativet, træder Veganerpartiet frem på scenen med frisk vildskab.

De to første forudsætninger er allerede lykkedes: Først fik de indsamlet de fornødne vælgererklæringer, som betyder, at Veganerpartiet rent faktisk står på stemmesedlen ved næste valg, og dernæst lykkedes lanceringen også i går, hvor de to frontfigurer, Henrik Vindfeldt og Lisel Vad Olsson, fik demonstreret tilstrækkelig skarphed til at kunne modstå mediepres og kritiske spørgsmål.

Den tredje og i længden altafgørende forudsætning for at klare sig som politisk parti synes også at være tilstede: Veganerpartiet har én passioneret mærkesag, dyrevelfærd, som mange vælgere nærer endog meget stærke følelser for, og som tilmed vil blive presset højere op på den politiske dagsorden i takt med, at de etablerede partier i de kommende måneder skal diskutere klimareduktioner i landbruget.

Veganerpartiet kæmper for en følelsesfuld sag, som alle de andre partier ikke kan komme uden om, og hvor det nye parti tilmed har en løsning, der skiller sig ud ved at være påfaldende enkel: Hvis den industrielle dyreproduktion lukkes ned i Danmark, eller i hvert fald begrænses drastisk, ville det med ét slag blive muligt at opfylde målet om en reduktion af drivhusgasudledningerne med 70 procent i 2030.

Frem for at foreslå alverdens teknisk avancerede klimatiltag, der matematisk set er uhyre komplicerede at forstå effekten af, selv for eksperter og embedsmænd, for slet ikke at nævne de folkevalgte, står Veganerpartiet nu med et kontant forslag, der er lige så let at forstå som højrefløjens krav om asylstop: Luk lortet!

Landbruget er suverænt den erhvervssektor, der bidrager med den største CO2-udledning, og samtidig en branche, som ikke længere beskæftiger særligt mange danskere. Rent klimamæssigt kan de største reduktioner logisk set foretages her, og rent politisk vil det formentlig også være mindst bøvlet at gennemtvinge vidtgående omlægninger her, simpelthen fordi antallet af vrede landmænd ikke længere kan noget nær måle sig med antallet af afgiftsangste bilister og prisbevidste forbrugere. 

Vælgermæssigt er landbruget det letteste offer, og som kampagneparole er Veganerpartiets krav om et ‘svinestop’ også langt mere effektiv og populistisk, end hvad der ellers tilbydes fra de beslægtede partier. Mens Enhedslisten har svært ved at forklare præcist, hvad deres  forkromede klimaplan vil betyde konkret for borgerne i dagligdagen, er det endnu sværere at forstå, hvad Alternativet og Frie Grønne egentlig foreslår.

Styrken ved Veganerpartiets ‘svinestop’ er ydermere, at forslaget er så spektakulært, at det uundgåeligt provokerer alt og alle hele vejen rundt i det politiske spektrum. Veganerpartiet træder ind som den hidtil mest offensive udfordrer til landbrugssektorens indflydelsesrige lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, og fra første færd har Veganerpartiet dermed tiltrukket sig en magtfuld modstander. Og dét skal ikke undervurderes i politik.

Selv om Landbrug & Fødevarer vil have råd til købe sig til fortsat flertal på Christiansborg, vil ethvert forsøg på at lave skræmmekampagne mod Veganerpartiet kun resultere i, at flere vælgere mobiliseres. Som i en moderne fortælling om David og Goliat vil Veganerpartiet kunne få stor gavn af landbrugslobbyens noget tunge spinarbejde. Fremover vil det ikke være nok blot at hyre digteren og filmmageren Jørgen Leth til at indtale reklamevideoer for Landbrug & Fødevarer.

Til sammenligning kæmper Alternativet mest med egne spøgelser, mens Frie Grønne tumler forvirret rundt og foreløbigt ser ud til at finde størst kraft i fantomet fra de amerikanske raceoptøjer. Josephine Fock holder udsalg af gammelt Elbæk-merchandise, og Sikandar Siddique forsøger at optræde i dilettantrollen som en ”dansk Malcolm X”.