Lars Trier Mogensen: Klimaet kan annullere våbenhvilen i den rød-grønne blok

Det første afgørende slag i efterårets magtspil om klimapolitikken vil derfor stå om, hvorvidt det skelsættende skal defineres på forhånd eller først udregnes bagefter.

Kampen om delmålet vil kort sagt definere det videre forløb, og støttepartiernes vilje på klimaområdet vil kunne aflæses i selve procentsatsen:

Hvis delmålet enten ikke defineres på forhånd eller sættes under 54 procent, vil S-regeringen have vundet den indledende styrkeprøve med støttepartierne.

Næste runde kommer til at handle om den ømtålelige balance mellem de forskellige indsatsområder, som populært sagt er biler, bønder eller boliger. Hvem skal levere mest CO2-reduktion – og hvem skal betale?

Og her begynder det for alvor at kunne blive ubehageligt for Socialdemokratiet, for pludselig skal der sættes tal og priser på konkrete tiltag.

Reaktionerne på Eldrupkommissionens anbefalinger i sidste uge var et varsel om, at regeringstoppen er rædselsslagne for den kontante klimapolitik.

Så snart reduktioner af drivhusgasser bliver håndgribelige, begynder S-ministrene at lyde uldne, undvigende og ubekvemme.

Det må helst ikke koste noget som helst at udfase benzin- og dieselbilerne, hverken for skatteborgerne eller bilejerne, så hellere skrue helt ned for de grønne ambitioner.

Problemet er blot, at en mindre CO2-reduktion på privatbiler automatisk fører til krav om endnu højere reduktioner inden for anden transport, landbruget og bygningsmassen.

Og selvom det oplagt vil være upopulært at øge afgifterne på privatbiler, er det langt fra givet, at en endnu større reduktioner på for eksempel færger, svinefarme eller opvarmning vil være mere populære. Konsekvenserne kan ikke trylles væk.

70 procentsmålsætningen – som Mette Frederiksen altså selv accepterede som prisen for at blive statsminister – vil uundgåeligt komme til at gøre ondt på nogle, og det er naivt at tro, at det skulle blive nemmere med tiden. Ej heller realpolitisk.

For alternativet til at handle mere resolut nu kan meget vel blive, at støttepartierne finder deres gamle krav frem, altså alt det, som de droppede i forhandlingerne om forståelsespapiret, dengang til gengæld for klimaindrømmelser.

Støtten til Mette Frederiksen hænger på klimaet, og skuffelsen vil være eksplosiv, hvis S-regeringen fortsætter i det nuværende slæbespor.

Det grønne kit, som i dag holder regeringsblokken sammen, risikerer slet og ret at gå i opløsning. Hvis klimaet nedprioriteres, kan våbenhvilen på andre områder hurtigt blive annulleret i den rød-grønne blok.

Radikale Venstre, SF og Enhedslisten kan hver især begynde at stille kontroversielle og modsatrettede krav, som vil gøre livet mere end surt for S-regeringen – og potentielt skabe en åbning for de borgerlige partier og ikke mindst Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Selvom Mette Frederiksen formentlig stadig vågner som socialdemokrat, før hun tænker grønt, er klimaet endt med at blive eksistentielt for S-regeringen – om ikke på klodens vegne, så i hvert fald for hendes egen politiske overlevelse som statsminister i en længere periode.

Alene derfor kommer Socialdemokratiet ikke uden om snart at måtte bekende kulør. Støttepartierne kan ikke holde til at vente meget længere.

Rent magtpolitisk er Socialdemokratiet nødt til at finde sin egen vej frem mod 70 procentsmålsætningen og en parlamentarisk farbar vej, der bygger på mere og andet end fromme håb om fremtidige produktionsjob og en gammeldags tro på hurtige techfix.

Jo længere tid, der går, før S-regeringen selv stiller sig bag 70 procentsmålsætningen, desto mere smertefuldt vil det tilmed blive for Socialdemokratiet. Konturerne af et ny fløjopgør begynder nemlig allerede at tegne sig, denne gang som en generationskonflikt.

I den forgangne uge blev to modsatrettede strømninger blottet i Socialdemokratiet: På den ene side advarede den 65-årige forfatter Lars Olsen – der opfattes som en slags chefideolog for S-regeringen – i en klumme i Jyllands-Posten om, at klimapolitikken vender den tunge ende nedad, virker arbejderfjendsk og i det hele taget har udviklet sig til en ny form for identitetspolitik for "velbjærgede klimafantikere, der ikke har andet i klemme end varmelamperne over caffe latten".

På den anden side opfordrede den 26-årige DSU-formand Frederik Vad i et debatindlæg i Politiken til, at S-regeringen tager det endelige opgør med "Corydon og Thorning", fordi "vi har brug for en helt ny klimaøkonomisk politik". Han blev ligefrem bekymret i forrige uge, da S-regeringen fremlagde sit udkast til næste års finanslov uden de fornødne midler til klimainvesteringer.

Den unge socialdemokrat vil have S-regeringen til at gøre alvor af de grønne ambitioner og blandt andet finde pengene ved lånefinansiering, mens den ældre socialdemokrat vil have sænket tempoet.

Indtil nu har den gammelsocialdemokratiske tænkning domineret, anført af statsministeren selv. Men selv Socialdemokratiet udvikler sig.

Som så mange gange før har ungdommen nok en lidt bedre fornemmelse for de skiftende politiske landskaber. Og det sidste, som DSU-formand Frederik Vad kan beskyldes for, er at være en elitær storbytosse, der mangler fornemmelse for de voksende kløfter mellem højt- og kortuddannede.

Tværtimod skriver han, at "klima og økonomi skal kobles sammen. Ellers kommer vi ikke til at kunne leve op til de løfter der er givet til min generation".

Klimapolitikken rummer så sandelig store sociale faldgruber, men så meget desto mere afgørende er det for Socialdemokratiet, at partiet ikke lader sig trække baglæns ind i fremtiden. Det er ikke længere nok blot at sige, at der kommer en god løsning – inden 2030.

Efter en søvnig begyndelse er støttepartierne i hvert fald tvunget til at vise, hvad de kan og vil. Hvis S-regeringen ikke snart selv kommer i offensiven med en konkret plan for, hvordan et delmål på 54 procent kan realiseres allerede i 2025, risikerer Mette Frederiksen derfor, at regeringskonstellationen krakelerer sammen med glansbilledet af Danmark som et grønt foregangsland.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.