Mediedækningen af Afghanistan fortjener et eftersyn

Den afghanske katastrofe varede i to årtier. Medierne brugte to timer på at beslutte, hvem der skulle bebrejdes den pinagtige exit, og gjorde det til en banal sag om tabere og vindere, selv om årsagerne til katastrofen er langt mere kompliceret.

Sådan skrev den anerkendte mediekommentator, Margaret Sullivan, i The Washington Post efter Kabuls fald. Andre med kloge medierefleksioner om Afghanistan har peget på, hvor meget den kritiske mediedækning af udviklingen i landet egentlig har fyldt i det seneste år, hvor det store spotlys i medierne har været tændt på Syrien, andre globale krudttønder og på den altdominerende pandemi.

En ting er, at politikere og efterretningstjenester ikke opdagede, at Taliban havde vokset sig så uventet stærkt og regeringsapparatet og regeringsstyrkerne var blevet så svage, at det hele kunne falde sammen som et korthus på en weekend, men hvad opdagede vi egentlig i medierne, og hvad rapporterede vi om udviklingen undervejs?

Der kommer uden tvivl et internationalt efterspil og en selvransagelse efter de seneste dages tragedie. Ingen kan holde ud at tænke på, at danske soldaters liv skulle være sat til, mens andre har mistet førligheden i en forgæves kamp for at vise afghanerne vejen til et bedre liv.

Nu fyldes vi alle i de seneste døgn med hjerteskærende og utænkelige billeder fra Afghanistan. Vi har set mennesker hoppe op på siderne af et fly, der sætter i fart ned ad en landingsbane. Vi har set kroppe falde ned fra selv samme fly, da det letter fra jorden. Vi har set Taliban overtage præsidentpaladset og gaderne i Kabul.

Ja, vi har sågar set Taliban holde deres første pressekonference efter magtovertagelsen, mens amerikanerne og de allierede parter kæmper videre i lufthavnen for at komme ud og væk. Og mens vi stadig er usikre på forløbet af evakueringen af danske statsborgere og vores afghanske hjælpere.

Vi er fuldstændig afhængige af, at modige afghanske journalister og afghanske øjenvidner fortsætter deres arbejde.

Lisbeth Knudsen

Vi har set to modige danske korrespondenter, Simi Jan fra TV 2 og Puk Damsgaard fra DR, give os det aller seneste fra det kollapsede Afghanistan, mens man kun sidder og tænker på, hvordan og hvornår de mon selv slipper ud af Talibans generhvervede land.

Som i alle andre nutidige verdensbegivenheder og katastrofer, så leveres en meget stor del af nyhedsdækningen ikke af de få dygtige, modige og fremragende korrespondenter fra medierne, men af øjenvidner med deres mobiltelefoner.

I dette tilfælde også fordi medierne har været nødsaget til at tage sikkerhedsmæssige hensyn til deres udsendte medarbejdere og deres afghanske hjælpere. Taliban forsikrer, at der ikke vil ske de udenlandske reportere noget, men næppe mange har tillid til, at den forsikring holder vand. Vi er fuldstændig afhængige af, at modige afghanske journalister og afghanske øjenvidner fortsætter deres arbejde, og at Taliban ikke lukker af for internettet og sociale platforme i landet, når regnskabets time indtræffer.

Talibans magtovertagelse giver i øvrigt en svær hovedpine for techgiganter som Facebook, Twitter og Google. Reuters har forsøgt at finde svar på, hvad de selskaber vil gøre i Afghanistan. Facebook bekræftede mandag overfor Reuters, at virksomheden betragter Taliban som en terrorgruppe og forbyder den og indhold, der understøtter den, fra selskabets platforme.

Men Taliban-medlemmer har angiveligt fortsat adgang til at bruge Facebooks messaging-service WhatsApp til at kommunikere direkte med afghanere på trods af Facebooks forbud. En talsmand for Facebook siger til Reuters, at virksomheden nøje overvåger situationen i landet, og at WhatsApp ville tage skridt til at lukke enhver konto, der er forbundet med sanktionerede organisationer i Afghanistan.

På Twitter har Talibans talsmænd med hundredtusinder af følgere tweetet opdateringer under overtagelsen af landet. Reuter har også spurgt Twitter om deres holdning til Taliban. Her peger man på virksomhedens politik mod voldelige organisationer og hadefuld adfærd men giver ikke noget svar på, om man vil standse Talibans opslag. Google har ikke villet svare på Reuters spørgsmål. Så hvad er det lige disse platforme vil gøre i fremtiden?

Ifølge organisationen Reporters without Borders* er omkring 100 medier allerede holdt op med at fungere i Afghanistan siden Talibans hurtige fremskridt begyndte. Og bortset fra dem i Kabul, hvis personale stadig møder på arbejde, opererer medierne i overensstemmelse med de betingelser, der er stillet af landets nye herskere. I Kandahar er en radiostation allerede blevet omdøbt til " Sharia Voice ". Det navn, der blev brugt af den Taliban-kontrollerede radiostation fra 1996 til 2001.

Afghanistan har – igen ifølge Reporters Without Borders - mindst otte nyhedsbureauer, 52 tv-kanaler, 165 radiostationer og 190 trykte publikationer (inklusive dagblade, ugeblade og månedlige aviser).

Ifølge de seneste tal fra det afghanske forbund for medier og journalister har det i alt 12.000 medlemmer. Center for Beskyttelse af afghanske kvindelige journalister (CPAWJ) rapporterer, at i alt 1.741 kvinder arbejder for afghanske medier, hvoraf 764 er professionelle journalister. Ingen tvivl om at medierne og journalisterne i Afghanistan frygter for fremtiden.

Allerede for en måned siden begyndte kvindelige afghanske journalister i de provinser, som Taliban dengang kontrollerede, at de ikke følte sig sikre. I Talibans regeringstid fra 1996 til 2001 blev alle medier forbudt undtagen ét, Voice of Sharia, der ikke udsendte andet end propaganda og religiøse programmer.

Nu lyder der andre bemærkelsesværdige toner fra det nye Taliban-styre. Nu siger Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, sådan her til Reporters without Borders (RSF) at "der vil ikke blive udført nogen trussel eller repressalier mod journalister" under Taliban. Og han tilføjede:

"Vi vil respektere pressefriheden, for mediernes rapportering vil være nyttig for samfundet og vil kunne hjælpe med at rette ledernes fejl," sagde Mujahid. "Gennem denne erklæring til RSF erklærer vi over for verden, at vi erkender vigtigheden af mediernes rolle."

Der kommer uden tvivl et internationalt efterspil og en selvransagelse efter de seneste dages tragedie.

Lisbeth Knudsen

Det lyder alt for godt til at være sandt og han tilføjede endda: ”Hvis journalister nogle steder er blevet hjemme, er det på grund af krigssituationen. De vil snart kunne arbejde som før. Vi har brug for dem for at 'bryde' klimaet af frygt, der i øjeblikket hersker i landet.”

Om de kvindelige journalister sagde talsmanden ifølge Reporters without Borders: ”Det afghanske samfund er som bekendt muslimsk. Kvindelige journalister er også muslimer. Vi vil naturligvis etablere en juridisk ramme for spørgsmålet om tøj - brugen af Hijab - så kvinder ikke generes på gaden og på deres arbejdssted.

Men indtil disse skriftlige bestemmelser er vedtaget, beder jeg de kvindelige journalister om at blive hjemme uden stress og uden frygt. Jeg forsikrer dem om, at de vil kunne gå tilbage til deres job.” Det er for mange kvindelige journalister nok ikke en særlig betryggende udtalelse.

Når det politiske og militære ”bo” gøres op efter 20 år i Afghanistan, så er det måske også på tide at kloge medieforskere ser nærmere på, hvordan krigen mod Taliban og udviklingen i landet er blevet dækket i danske og internationale medier. Måske kunne vi også lære noget i medierne af de tyve år og sætte en ny målsætning op for at holde skarpt øje med det nye Taliban-styre.

*Reporters sans Frontièrs eller Reporters without Borders er en international non-profit organisation, der bekæmper overgreb mod journalister og mediearbejdere verden over, fordi de har udøvet deres journalistiske arbejde.