Michael B. Klitgaard: Undervisnings­ministeren bør flirte forsigtigt med Danmarks Lærerforening

KOMMENTAR: Om Danmarks Lærerforening kan lide det eller ej, er information om børnenes skolegang efterspurgt af de fleste forældre. Middelklassens blå Bjarner kan ikke relatere til nuancerne i tysk eller fransk uddannelsesfilosofi, men vil gerne vide noget om, hvordan ungerne læser og skriver, mener Michael B. Klitgaard.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theill er gået på charmeoffensiv hos lærerne og Danmarks Lærerforening.

I et åbent brev til lærerne erklærer ministeren, at tilliden mellem faggruppen og skolens politikere skal genoprettes ovenpå overenskomstforløbet tilbage i 2013.

Det var dengang, Bjarne Corydon helt usentimentalt kørte lærerne over i et lige så usentimentalt parløb med KL. Derudover vil ministeren væk fra det, hun omtaler som præstationskulturen i skolen og varsler et opgør med de nationale test i deres nuværende udformning. Hvad der skal sættes i stedet, er der ikke kommet noget bud på endnu, men lærerformand Anders Bondo Christensen, som aldrig har sagt noget pænt om nationale test, er med hele vejen. Ministeren har således placeret sig godt, hvis hun vil vinde lærernes organisation over på hendes side. Men hun løber samtidig en risiko for at miste en god del af skolens brugere og måske endda også dele af lærerkorpset.  

Reformer i den offentlige sektor, som kræver adfærdsændringer af personalet, er svære at få til at virke, medmindre personalet og deres organisationer er ombord. Personaleorganisationerne har derfor stor indflydelse på politikernes mulighed for at realisere ambitionerne for såvel skolen som sundhedsvæsenet og politiet. I sidste ende er det medarbejderne, der skal få politiske ambitioner til at få effekt i den virkelige verden.

Derudover er organisationerne en potentiel vælgerpolitisk trussel, som kan påvirke medlemmernes stemmeadfærd og true med at straffe politikerne for beslutninger, de ikke bryder sig om. En del folkeskolelærere havde som følge af 2013-massakren noget besvær med at stemme på de daværende regeringspartier ved det efterfølgende valg i 2015.

I det lys er der god ræson i ministerens kur til Danmarks Lærerforening. Men det ministeren gør kur til, er organisationens for tiden noget ét-benede strategi. I mange år brystede Danmarks Lærerforening sig af at være en organisation, der går på to ben. Det ene er fagforeningsbenet, hvor organisationen tager vare på medlemmernes faglige interesser, forhandler løn- og arbejdsvilkår for lærerne og i øvrigt arbejder for at kæmpe goder og services hjem til lærerne.

Det andet ben er det skolefaglige og virket for at skabe en god folkeskole med høj kvalitet i undervisningen, som tilbyder alle børn i Danmark de bedst mulige betingelser for at få en god grunduddannelse. I et fagforeningsperspektiv er lærerne almindelige lønmodtagere, mens de i et skolefagligt perspektiv er kaldet til gerningen.

Det er ikke let for en organisation at gå på de to ben. For hvad skal prioriteringen være i de tilfælde, hvor det skolefaglige rationale tilsiger, at en eller flere skoler måske bør nedlægges af hensyn til helheden og kvaliteten i uddannelsessystemet? Og hvad skal organisationen gøre, når det viser sig, at en lærer ikke er dygtig nok til sit job? Skal organisationen tilsidesætte det fagpolitiske og acceptere, at nogle lærere bliver afskediget, fordi folkeskolen, dens børn og mange dygtige lærere i det lange løb er bedst tjent med den løsning? Skal organisationen for at holde hus i egne rækker måske endda være proaktiv i så henseende?

Danmarks Lærerforening er i offentligheden mest kendt for at gå på det fagpolitiske ben. Det kan man ret beset ikke klandre organisationen for, men det betyder, at det kan være sværere at opnå indflydelse på skolens indhold og virke, end det ville være, hvis der var mere spark i det skolefaglige ben. Organisationens konsekvente afstandtagen til brugen af nationale test i folkeskolen er et udtryk for den overvejende etbenede strategi.

Om test kan der siges både positivt og negativt. På positivsiden tæller, at de har gjort noget ved det forhold, at vi indtil for få år siden ikke havde regulær viden om effekten af undervisningen i folkeskolen, fordi dansk skoleforskning i overvejende grad havde et uddannelsesfilosofisk udgangspunkt. Forskningen var ikke stærk på det empiriske og kunne eksempelvis ikke sige meget systematisk om, hvad der gennemsnitligt virker godt ude i skolerne, og hvad der omvendt ikke virker så godt. Test og effektmålinger, hvor uperfekte de måtte være, er brugbare redskaber i så henseende. Ikke som svar på allehånde problemer, men som analyseværktøjer, der giver information.

Dem har Danmarks Lærerforening bekæmpet, hvilket giver udmærket mening, når organisationen kommer gående på det fagpolitiske ben. Information kan jo samles op af skolens politikere og bruges i politiske beslutninger, som kræver ændringer af lærernes måde at arbejde på. Og lige præcis lærernes måde at arbejde på vil Danmarks Lærerforening gerne undgå, at nogen blander sig i overhovedet. Derfor bliver det et formål i sig selv at bekæmpe eksistensen af redskaber, der kan give politikerne anledning til at gøre det.  

Men information om børnenes skolegang er efterspurgt af de fleste forældre. Middelklassens blå Bjarner kan ikke sådan rigtigt relatere til nuancerne i hverken tysk eller fransk uddannelsesfilosofi, men vil gerne vide noget om, hvor ungerne står i forhold til at kunne læse og skrive.

Nationale test er ikke perfekte, men testresultater er et brugbart redskab for lærerne, når de sidder til forældresamtalen og skal orientere om, hvor Mini-Bjarne måske skal give den en ekstra skalle de næste måneder. Hvis undervisningsministeren lægger sig på en linje, der flugter med lærerforeningens standpunkt og tager redskabet helt væk, risikerer hun derfor at miste en stor del af skolens forældre og en god portion af lærerne.

-----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Forrige artikel Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til  forgængernes galehus Jarl Cordua: Mette Frederiksen soler sig i kontrasten til forgængernes galehus Næste artikel David Trads: I disse døgn falder Vesten fra hinanden David Trads: I disse døgn falder Vesten fra hinanden