Oppositionen gør status på et år med SVM: "Deres forslag har været take-it-or-leave-it"

For et år siden ændrede den politiske virkelighed sig, da Danmark fik en flertalsregering hen over midten.

Men hvad har det betydet for oppositions rolle og evne til at kontrollere regeringen, hvordan er det lykkedes partierne at navigere i den nye virkelighed, og hvad har det i det hele taget gjort for både arbejdet og samarbejdet i Folketinget?

Det har Altinget spurgt alle ni oppositionspartier om. Syv har svaret. Du kan læse dem her:

"Vi har alle til fælles, at vi vil af med SVM-regeringen"

Signe Munk, politisk ordfører for SF

"Det er en opposition, som tager sin udformning fra sag til sag, fordi vi er forskellige politiske partier. Partierne udvælger sig større sager – for SF eksempelvis at sætte velfærd før skattelettelser og skubbe på klimakampen – i stedet for at fare i flæsket på en regering ved hver eneste mindre lejlighed, som man har set det med Socialdemokratiet og Venstre.

Det betyder så ikke, at vi er ukritiske. For det, vi alle har til fælles, er, at vi vil af med SVM-regeringen.

Det kan mærkes, at SVM-regeringen først og fremmest skal blive enig med sig selv, og i den tid er der ikke meget inddragelse, hvilket også smitter af på forhandlingsrummet bagefter.

Det er da eksempelvis sørgeligt, at arbejdet med en CO2-afgift på landbruget ser ud til at skulle trækkes i langdrag med en flerpart. Det kan ende med, at regeringens projekt bliver et internt overlevelsesprojekt frem for at drive Danmark fremad."

"Man kan enten takke ja eller nej til en samlet, grålig politisk masse"

Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører for Liberal Alliance

"Jeg tror faktisk, at rigtig mange kunne se en eller anden form for fidus i SVM-konstellationen, da regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag. For den ville jo grundlæggende mange af de ting, som stort set alle partier i Folketinget har ønsket. Derfor var skåltalerne om dens store ambitioner på alt fra ældreområdet til arbejdskraft nok sød musik i manges ører – men det sluttede så også der.

Det er intet, der tyder på, at regeringen kan eller agter at levere på de store ambitioner, den påstod at have. Det er en skam.

For hvor manglende ambitioner i en mindretalsregering kan justeres, så kan regeringen holde stædigt fast i dem, når den har sikret sig sit flertal. Derfor kommer man ofte ind til en forhandling, hvor man enten kan takke ja eller nej til en samlet, grålig politisk masse, man kan få en minimal indflydelse på.

Den parlamentariske debat bærer mere præg af at være verdens længste fremførsel af fortællingen om kejserens nye klæder. På den ene side har man SVM-regeringen, der ifølge dens egen fortælling leverer den ene historiske løsning efter den anden, mens man på den anden side har stort set alle andre partier, der påpeger det åbenlyse faktum, at kejseren intet har på. At der intet historisk er over det, han gør."

"Nye alliancer er opstået, og det er måske meget sundt"

Susie Jessen, politisk ordfører for Danmarksdemokraterne

"Der er ingen tvivl om, at regeringen er meget bevidste om, at den har et flertal og derfor også i højere grad kan gøre, som det passer den. Der er ikke støttepartier til at stå fast, når den laver unoder – og som opposition kan vi ikke gøre meget andet end råbe vagt i gevær.

Oppositionen består i virkeligheden af to oppositioner: En rød og en blå. Det gør den mere fragmenteret. Men alligevel er der blevet indgået nogle særlige alliancer, som måske ikke var blevet indgået i en klassisk rød-blå-konstellation.

I Danmarksdemokraterne har vi for eksempel været ude med fælles meldinger på landdistriktsområdet med SF, og vi har sammen med Radikale – med succes – kæmpet for, at regeringens besparelser på gymnasier i yderområderne skulle standses.

Så nye alliancer er opstået, og det er måske meget sundt. Men når det er sagt, er det stadig unaturligt for os at være i opposition til Venstre."

"Det ikke genialt eller ansvarligt, bare fordi det kommer fra midten"

Søren Pape Poulsen, formand for Konservative

"Det er tydeligt, at en flertalsregering har bedre mulighed for at lukke om sig selv. Som opposition har vi presset på for at få kulegravet FE-sagen, så hele forløbet bliver undersøgt til bunds. Men regeringen har spillet ud med en kommission, som er tandløs, og som efterlader alt for mange ubesvarede spørgsmål. Det kan den så bare vedtage.

Det er usundt for både demokratiet og retsstaten, at vi ikke kan få svar på, om ministre eller myndigheder har begået alvorlige fejl.

Samtidig har vi fået en regering, der kalder andre uansvarlige, hvis ikke man takker ja til dens aftaler. Hvis ikke man er enig med regeringen, så er man åbenbart helt fra snøvsen. Som om sandheden skulle ligge i en midterregering. Det er altså ikke genialt eller ansvarligt, bare fordi det kommer fra "midten". Dårlige politiske idéer skal til enhver tid skydes ned af oppositionen."

"Det har først og fremmest ført til en form for handlingslammelse"

Martin Lidegaard, politisk leder for Radikale

"Det giver sig selv, at så længe regeringen har sit flertal på plads, kan vi som opposition ikke vælte ministre eller uddele næser og rykke på store principielle spørgsmål. Derfor får udvalgsarbejdet og samråd måske mindre prioritet. Omvendt er det også tydeligt, at regeringen er presset af de dårlige målinger og har lært af sin egen bastante fremfærd i de helt tidlige dage.

Regeringen er ikke meget for at sætte sit flertal igennem i sidste instans – men de bruger det gerne som en styrkeposition i forhandlingslokalet. Og det forstår jeg egentlig godt. Det er så den virkelighed, vi må navigere i.

Desværre synes jeg samlet set, at kombinationen af en svag flertalsregering og en opposition med forskellige dagsordener først og fremmest har ført til en form for handlingslammelse på de store dagsordener. Det er som om, at jo længere tid der går med den her regering, jo langsommere går det hele, og jo lavere bliver ambitionerne.

Men den nye virkelighed på Christiansborg har også tvunget partierne til at smide rygmærkerne og nytænke mulighederne for at samarbejde på kryds og tværs. Det er ekstremt positivt."

"Regeringen er kommet under beskydning fra begge sider af Folketinget"

Peter Kofod, gruppeformand for Dansk Folkeparti 

"En del af formålet med at etablere en flertalsregering har været at forhindre fløjene i at få indflydelse. Jeg tror også, at regeringen havde en forestilling om, at den ved at splitte oppositionen i to ville få en sejlads i mere smult vande. Men det, regeringen faktisk har opnået, er, at den er kommet under beskydning fra begge sider af Folketinget.

Flertalsregeringen har også medført, at partierne på tværs af den politiske midte er blevet mere opmærksomme på de fælles interesser, vi trods alt har, og hvad partierne på den anden side af midten siger, som vi rent faktisk er enige i. Dermed har midterregeringen i virkeligheden fået os til at tale mere og bedre sammen i oppositionen.

Det er indlysende, at etablering af en flertalsregering har haft betydning for den måde, der bedrives politik på Christiansborg, al den stund at det er noget helt andet at gå til forhandlinger med en regering, der har et flertal på plads i forvejen, end en mindretalsregering. Der er simpelthen mindre at forhandle om."

"Deres forslag har været take-it-or-leave-it"

Franciska Rosenkilde, politisk leder for Alternativet

"Flertalsregeringen blev skabt i krisernes navn. Et arbejdsfællesskab, der skulle kunne tage de modige og svære beslutninger. Efter dannelsen blev den krisesnak dog hurtigt lagt ned. Nu er regeringens værdi det brede samarbejde i sig selv. Og de modige beslutninger er udeblevet. Regeringen laver politik, ingen har bedt om.

Men selvom vi i oppositionen står langt fra hinanden politisk, så fandt vi dog hurtigt fællesskab. Det har været et fokus for alle oppositionspartier at arbejde for at værne om demokratiske principper over for en gennemtrumfende flertalsregering.

Jeg synes, vi har været ret gode. Der er ingen tvivl om, at det er en svær disciplin, men at vi har kunnet samarbejde så godt på trods af politiske uenigheder, er en demokratisk styrke.

I den formelle parlamentariske proces har regeringen kørt et benhårdt magtspil. De har i flere omgange givet udtryk for, at de var og er meget optagede af brede forlig. Men i praksis har de drevet processerne med hård hånd. De har måske nok inviteret til kaffe, men deres forslag har været take-it-or-leave-it."