Partier stiller krav om dyrevelfærd på finansloven: "Regeringen virker ikke interesseret"

Regeringen har ikke afsat midler til de kommende dyrevelfærdsforhandlinger i sit finanslovsforslag, og det ærgrer to partier på Christiansborg. SF stiller krav om en pulje på 30 millioner over de næste tre år, som blandt andet skal sikre hurtigere udfasning af buræg.

Dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard er skuffet over, at regeringen ikke har sat midler af til dyrevelfærdsforhandlingerne i sit finanslovsforslag.
Dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard er skuffet over, at regeringen ikke har sat midler af til dyrevelfærdsforhandlingerne i sit finanslovsforslag.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Regeringen vil gerne løfte dyrevelfærden for svinene, kyllingerne og køerne i det danske landbrug, men det var svært at se i torsdagens forslag til en finanslov for 2024.

SVM-regeringens forslag bød ikke på nogen pulje med midler til de varslede forhandlinger på området, og det er både ærgerligt og kritisabelt.

Det mener SF og Dansk Folkeparti, der nu går til forhandlingerne om finansloven med krav om, at der sættes penge af til indsatsen.

Meget dyrevelfærdspolitik kan laves uden finansiering, men for nogle tiltag er det nødvendigt.

Carl Valentin (SF)
Dyrevelfærdsordfører

”Regeringen virker ikke særlig interesseret i at løfte dyrevelfærden, og det er for ringe. Der er et stort behov for forbedringer, og det må vi så tage med til forhandlingerne, ligesom vi også gjorde det sidste år. Nu prøver vi igen, fordi det er nødvendigt,” siger Pia Kjærsgaard, dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti.

Kritikken fra de to partier udspringer især af, at fødevareminister Jacob Jensen (V) tidligere på året selv har indikeret, at nogle af tiltagene på dyrevelfærdsområdet ville kræve finanslovsmidler.

”Så jeg håber, at regeringens forslag blot er et udtryk for, at man ikke er færdige med at regne ud, hvad der helt konkret er behov for. Meget dyrevelfærdspolitik kan laves uden finansiering, men for nogle tiltag er det nødvendigt, og derfor kommer SF også til at gå til forhandlingerne med krav om midler til området,” siger dyrevelfærdsordfører Carl Valentin (SF).

Læs også
 

Pulje på 30 millioner

SF stiller helt konkret et krav om, at der afsættes en pulje på 10 millioner kroner hvert år til og med 2026 – altså 30 millioner kroner i alt.

Partiet foreslår selv, at en del af midlerne øremærkes en hurtigere udfasning af produktionen af buræg, der blev forbudt i 2023 med en udfasningperiode på 12 år.

Jeg har været i en svinestald, og det var ikke rart. Det synes jeg ikke, at det var.

Pia Kjærsgaard (DF)
Dyrevelfærdsordfører

”Det er helt vildt, at man skal have lov til at fortsætte med at producere buræg til 2035. Det er både problematisk, fordi de mange høns, der lider, men det risikerer også at sætte præcedens i EU, hvor vi har brug for en hurtig udfasning. Hvis det skal gå stærkere, kræver det noget omstillingsstøtte,” siger Carl Valentin.

Resten af pengene kan bruges i forhandlingerne, foreslår SF.

”Der burde også være midler nok til andre initiativer, men hvad det helt præcist skal være, bør afhænge af, hvad vi kan blive enige om i forhandlingerne. Vi har mange forslag, som vi bør kunne gøre gratis, men jeg forudser, at ministeriet vil sige, at noget af det koster nogle midler, og derfor foreslår vi den her pulje,” siger dyrevelfærdsordføreren.

Forslaget indgår som et element i SF’s samlede finanslovsforslag, som ifølge Carl Valentin præsenteres ”snart”. Her vil der også blive præsenteret en fuld finansieringsplan, hvoraf indførelsen af en formueskat kommer til at indgå som element, lyder det.

Ikke rart i en svinestald

I Dansk Folkeparti nævner Pia Kjærsgaard både midler til Dyrenes Vagtcentral og schweisshunde, der kan opspore sårede vilde dyr, som vigtige prioriteter på dyrevelfærdsområdet.

Også i landbruget er der problemer, der bør prioriteres, lyder det fra ordføreren, der dog ikke stiller krav om et bestemt beløb.

”Jeg har været i en svinestald, og det var ikke rart. Det synes jeg ikke, at det var. Vi har jo nogle EU-regler, som helst skal være nogenlunde ens, og hvor vi derfor også risikerer at tabe konkurrence, hvis vi strammer. Men det bør stadig diskuteres, og jeg er sikker på, at Dyrenes Beskyttelse har flere gode forslag, som ikke bryder med EU-reglerne,” siger DF-ordføreren.

Forhandlinger lader vente på sig

Begge ordførere fortæller i øvrigt, at de endnu ikke er blevet indkaldt til de forhandlinger, som ministeren har varslet på området på denne side af sommerferien.

 

Kort før sommer blev et bredt flertal enig om en aftale, der skal løfte velfærden for slagtekyllinger, men der udestår stadig initiativer for de øvrige dyregrupper i landbruget.

”De snøler, og det lugter langt væk af, at regeringen har et flertal. De behøver jo ikke at konsultere andre partier, og der er heller ikke mange midler, vi kan forhandle om,” siger Pia Kjærsgaard, der forventer, at der snart kommer et udspil fra fødevareministeren.

SF’s Carl Valentin mener også, at det ”haster”, men udviser alligevel lidt mere tiltro og tålmodighed.

”Der er mange udvalgsrejser i den her måned, så den er svær at lægge forhandlinger i. Men jeg så gerne, at vi kom i gang fra starten af næste måned, sådan at vi kan få det med i finanslovsforhandlingerne, hvis der er nogle tiltag, der kræver midler,” siger han.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra fødevareminister Jacob Jensen (V), men det er ikke lykkedes.

Fødevareministeriet oplyser til gengæld, at man planlægger at finansiere tiltag vedrørende dyrevelfærd med nogle af de midler, der er sat af til Fødevarestyrelsens opgaver.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)

Carl Valentin

MF (SF)
BA, samfundsfag (Københavns Uni. 2019)

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00