Snit af målinger: De borgerlige tager føringen for første gang

To måneder med strid modvind fra minkskandalen koster nu flertallet bag Mette Frederiksens S-regering for første gang siden folketingsvalget i 2019.

Det fremgår af det seneste vægtede gennemsnit, som statskundskabsprofessor Kasper Møller Hansen laver for Altinget.

Uden de nordatlantiske mandater hedder mandatfordelingen nu 88-87 i de borgerlige partiers favør. Falder fordelingen af de nordatlantiske mandater ud på sammen måde som ved FV19, hvor tre mandater støttede en S-ledet regering og et mandat den borgerlige blok, har regeringen dog stadig et flertal bag sig.

Det er især kombinationen af tilbagegang for Socialdemokratiet – der siden årets begyndelse har tabt seks procentpoint fra 32,8 til 26,5 procent – med fremgang til Det Konservative Folkeparti og især Venstre, som nu ændrer styrkeforholdet mellem blokkene i meningsmålingerne.

Det er også et øjebliksbillede af en regering midtvejs mellem to valg, hvor den medvinden fra corona-indsatsen ikke alene er drevet over, men i en vis forstand har vendt sig mod statsminister Mette Frederiksen.

Konservative står til 14,9 procent af stemmerne og holder dermed det niveau, man har ligget på i 2021, mens V i samme periode er gået fra 12,4 procent i januar til 16 procent.

Det er selvfølgelig et øjebliksbillede. Men det er også et øjebliksbillede af en regering midtvejs mellem to valg, hvor medvinden fra corona-indsatsen ikke alene er drevet over, men i en vis forstand har vendt sig mod statsminister Mette Frederiksen.

Mette Frederiksens styrke er blevet hendes svaghed

Da det gik hedest for sig i foråret 2020 – hvor Socialdemokratiet havde opbakning fra mere end 34,1 procent af stemmerne i det vægtede gennemsnit – havde Mette Frederiksen ifølge analyser, som Epinion laver for Altinget, en historisk høj approval-rating – altså hvor mange af vælgerne, der mente hun klarede sig godt – på 79 procent. Siden da er sidstnævnte tal faldet til 48 procent.

Selvom man ikke kan slutte fra sammenhæng til årsag, er det med den centrale plads, Mette Frederiksen har indtaget den socialdemokratiske kampagne frem mod sejren ved FV19, svært ikke at trække en forbindelse mellem faldet i hendes popularitet og partiets tilbagegang i meningsmålingerne.

I april 2020 var covid-19 offentlig anskuelsesundervisning for Mette Frederiksens fortælling om behovet for stærkt socialdemokratisk lederskab i en tid, hvor globaliseringen truede det danske velfærdssamfund. Nu er historien om regeringens og særligt statsministerens coronapolitik domineret af minkskandalen og spørgsmålet om hendes sms’er.

Altså igen karakteren af hendes lederskab.

Sammen med et skuffende kommunalvalg må det være det, der bekymrer Mette Frederiksens og hendes strateger mest: hendes styrke er blevet hendes svaghed.

Artiklen fortsætter under grafen

Holder den borgerlige fremgang?

Den vinkel udnytter de borgerlige partier maksimalt i øjeblikket, og der vil være vejgreb for yderligere nedslidning af Mette Frederiksens troværdighed, i hvert fald frem til hun indtager den varme stol i Granskningskommissionen 9. december. 

Tiden, fra klimaaftalen om landbruget umiddelbart før Folketinget åbnede sæsonen 2021/2022 frem til nu, har været en lang succesoplevelse for de borgerlige, og som nu spejler sig i et regulært skifte i meningsmålingerne.

Stemningen på de borgerlige partikontorer på Borgen er da også god, når man kigger forbi der. Med en fælles fjende – ovenikøbet regeringens stærkeste kort, nemlig statsministeren selv – er man for indeværende stoppet med at rette kanonerne imod hinanden og retter dem nu udad i stedet.

Men netop med den præmis for den borgerlige overhaling i meningsmålingerne bør man alligevel tage visse forbehold, hvad angår faste konklusioner.

Ja, politik er et nulsumsspil, hvor den enes brød er betinget af den andens død. Men politik er også en omskiftelig affære, hvor genopstandelsen lurer om lige hjørnet. For hvis konklusionen på meningsmålingerne ikke er, at regeringen nu er på vej i afgrunden, men at den nuværende krise er så slem, som det bliver, så er perspektivet et andet.

Grundlæggende er tilstanden i dansk politik nemlig stadig, at en S-ledet regering står med ejerskabet til de politiske emner – velfærd og klima – der er højest på vælgernes dagsorden, så med mindre regeringen direkte falder på minkskandalen, vender det gamle problem for de borgerlige tilbage, når energien går ud af minksagen: man er bagud på det, der afgør folketingsvalg i Danmark. Dansk økonomi er samtidig i topform, så heller ikke på den front kan de borgerlige partier hente yderligere momentum, og man mangler en stærk fortælling om samfundet, vælgerne kan samles om.

Udover den samlede føring kan Venstre lune sig ved, at de værste dage i vælgeropbakningen er overstået, og at man bevæger sig op mod de 23,4 procent fra FV19 i stedet for væk. Men det irriterer samtidig, at man står stort set lige med K i meningsmålingerne, fordi det gør det til uafklaret spørgsmål, om det er Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape, der er den borgerlige statsministerkandidat.

Ét er, at det spørgsmål gør ondt i selvopfattelsen, noget andet er, man meget nødig vil ud i en valgkamp, hvor det bliver et centralt tema, hvem af de to der er blå bloks leder. Det vil især være et problem, hvis Venstre vil udfordre Mette Frederiksen netop på den arena, der handler om kompetent lederskab.

Omvendt er man i K ganske tilfreds med rumlen om Pape Poulsen som potentiel statsministerkandidat. Her er analysen, at det styrker hans valør i vælgernes øjne og vænner dem til tanken om en konservativ statsminister. Og lige nu er det mindst ligeså meget Pape Poulsen, der sælger partiet som den anden vej rundt.

Artiklen fortsætter under grafen

Løkke kun lige over spærregrænsen
Ser man udover kampen om nøglerne til regeringskontorerne, er der et par ekstra tal fra det vægtede gennemsnit at bide mærke i. Efter at Frie Grønne er blevet opstillingsparate, er det ifølge Kasper Møller Hansens analyse legitimt at antage, at kategorien ”andre partier” i dag er kode for Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.

Det står til 2,2 procent. Om det er et godt eller dårligt resultat, kan udlægges på forskellig måde. Der har længe været stille om Løkke Rasmussen, og under kommunalvalget var han helt ude af fokus. Set på den baggrund kan et resultat lige over spærregrænsen måske være fint nok.

På den anden side er Løkke Rasmussen en af de seneste 20 års mest eksponerede politikere, og han har med stor tæft holdt gang i medieopmæksomheden både på sin egen person og partiets undfangelse. I den optik kan man konstatere, at der ikke er den store efterspørgsmål i vælgerhavet på hans parti.

For De Radikale – som i egen optik ellers havde et godt kommunalvalg – er det vægtede gennemsnit en skuffelse. Man har stadigvæk ikke fået de ’blå’ radikale vælgere tilbage, der forsvandt i kølvandet på partiets #Metoo-problemer, og det på trods af et intensiveret samarbejde om for eksempel topskat med K.

For Liberal Alliance må resultatet også være demotiverende. De seneste par måneders ret intense kampagne både digitalt og analogt er i hvert fald ikke slået igennem hos vælgerne, blandt hvem blot 2,9 procent vil sætte kryds ud for Alex Vanopslaghs parti.

Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har for indeværende delt de cirka 13 procent af vælgere mellem sig, for hvem stram udlændingepolitik er alfa og omega. Her bliver det interessant at følge, hvordan et nyt formandskab i DF kommer til at påvirke den balance. 

Samlet set står vi med en langt mere åben situation i dansk politik end på noget tidspunkt siden FV19.