V: Kun en kulturændring vil give reel ligestilling i erhvervslivet

Når en kvindelig topchef som Karen Frøsig i en stor dansk virksomhed som Sydbank tager bladet fra munden og taler for ligestillingskvoter i erhvervslivet, så lytter man. For hun sætter fingeren på et stort samfundsproblem, som hun er et af de allernærmeste vidner til.

For jo, der ér for få kvinder i dele af dansk erhvervsliv. Særligt i toppen – på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne. Det har der været altid, og udviklingen over de seneste år er gået alt for langsomt.

Selvom Danmark på flere områder er langt med ligestillingen, viser tallene desværre, at erhvervslivet hænger alvorligt i bremsen.

Eksempelvis viser tal fra Danmarks Statistik, at der i 2018 sad kvinder på 19,4 procent af bestyrelsesposterne. Dermed var andelen af kvinder steget med blot 0,1 procentpoint på fem år. Og i direktionerne var tallet endnu lavere – bare omkring 15 procent.

Det betyder ikke kun, at vi i Danmark går glip af ligestilling – det betyder også, at vi går glip af en masse talent, som kunne komme os alle til gavn.

For det er ikke, fordi der mangler kvinder, som er dygtige nok.

Positiv særbehandling, som ligestillingskvoter er, risikerer at blive en hån mod alle de mange dygtige og talentfulde kvinder, der findes i Danmark.

Fatma Øktem (V) og Torsten Schack Pedersen (V)
Hhv. ligestillingsordfører og erhvervsordfører

De talentfulde skal gå forrest
Men er ligestillingskvoter og mere politisk tvang nu også den eneste og bedste måde, vi kan løse problemet på?

Selvfølgelig vil det meget hurtigt få kvinder ind i bestyrelserne – ja, eller i andre vigtige stillinger – og tallene og procentsatserne vil da også i et snuptag indikere langt mere ligestilling.

Spørgsmålet er bare, om det vil skabe reel ligestilling. Svaret er desværre nej.

For hvilken kvinde vil sidde i et bestyrelseslokale og risikere fornemmelsen af, at man er der på en kvote? Og vil vi ikke risikere at ende med norske tilstande, hvor det er en lille elite af allerede bestyrelsesaktive kvinder, som udfylder alle de kvindelige bestyrelsesposter?

Positiv særbehandling, som ligestillingskvoter er, risikerer at blive en hån mod alle de mange dygtige og talentfulde kvinder, der findes i Danmark. Kvinder, som Sydbanks direktør selv er et godt eksempel på.

Derfor burde hun gå forrest og være den, der i stedet viser vejen for kvinderne.

Virksomheder skal se indad
Flere steder i dansk erhvervsliv har man på eget initiativ indført ligestillingskvoter og andre tiltag i blandt andet ansættelsesprocessen for at øge andelen af kvinder.

Det er godt, og vi vil da også opfordre andre virksomheder til at gøre det samme, hvis de kan se en mening med det.

Men som politikere behøver vi det næsten ikke. For mange steder i dansk erhvervsliv kan de allerede se stor mening i at øge diversiteten.

Ikke kun på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne, men i hele virksomheden, fordi diversitet og flere kvinder øger både produktiviteten, trivslen og motiverer flere relevante kandidater til at søge stillingerne.

Dansk erhvervsliv higer altså efter alle de talentfulde kvinder, fordi det også er godt for bundlinjen. Derfor må vi også appellere alle virksomheder til at se indad og gøre, hvad de kan for at tiltrække flere kvinder.

Men vi må også spørge: Hvor er de så, alle de talentfulde kvinder?

Det handler om en dybt rodfæstet kultur og et meget kønsopdelt uddannelsesvalg.

Fatma Øktem (V) og Torsten Schack Pedersen (V)
Hhv. ligestillingsordfører og erhvervsordfører

For få kvinder på uddannelser til lederstillinger
Der er mange måder at være talentfuld på og mange veje til toppen af erhvervslivet. Men uddannelsesniveau er ofte en væsentlig forudsætning.

I årevis har vi set kvinder udgøre en større og større andel af dem, der fuldfører en lang videregående uddannelse. Faktisk er der nu flere kvinder end mænd, der gør det.

Problemet er bare, at selvom mange kvinder tager lange uddannelser, viser tal fra Dansk Erhverv, at kvinder er voldsomt underrepræsenterede, når det kommer til at fuldføre de uddannelser, der typisk fører til lederstillinger.

Her gælder det særligt ingeniør-, cand.merc.- og økonomiuddannelser.

Det handler om en dybt rodfæstet kultur og et meget kønsopdelt uddannelsesvalg, som politikere kun kan ændre rammerne for – og det gør vi gerne. Faktisk skal vi gøre det, for problemet, skævheden og tabet af talent er stort.

De rigtige spørgsmål skal stilles
Derfor foreslog Venstre også tidligere på året at nedsætte en kønskommission til at kigge hele vores uddannelsessystem efter i sømmene, så vi netop kan blive klogere på, hvordan vi ændrer på rammerne.

For det skal vi ikke bare gøre i blinde. Men vi blev desværre nedstemt af regeringen.

Og så mangler vi helt generelt at spørge og høre fra kvinderne selv. Hvorfor vælger de uddannelse, som de gør? Hvad kan afholde dem fra at gå efter toppen i erhvervslivet?

Er der barrierer og andre motivationer, som gør, at de ikke vil løbe den risiko, det også kræver for at nå erhvervslivets høje stillinger? Skal virksomhederne være mere fleksible i forhold til familieliv?

Det er først, når vi er tættere på svarene til disse spørgsmål, at vi kan knække koden til reel ligestilling i erhvervslivet.