Debat

K: Statslige indgreb modvirker ligestillingen i det danske erhvervsliv

Ligestilling betyder, at kvinder og mænd skal bedømmes ud fra de samme kriterier. Derfor skaber man det komplet modsatte, hvis man indfører statslige tvangskvoter, der samtidig er en umyndiggørelse overfor kvinder, skriver ligestillingsordfører Birgitte Bergman (K).

Det er grundlæggende et skridt i den helt forkerte retning at tvinge virksomheder til at have et særligt antal kvinder i bestyrelser, ledelser og andre steder, skriver ligestillingsordfører Birgitte Bergman (K).
Det er grundlæggende et skridt i den helt forkerte retning at tvinge virksomheder til at have et særligt antal kvinder i bestyrelser, ledelser og andre steder, skriver ligestillingsordfører Birgitte Bergman (K).Foto: Pressefoto/Konservative
Birgitte Bergman
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden beskrev Berlingske, hvordan flere fremtrædende erhvervsfolk nu ønsker kønskvoter i danske virksomheder. Sydbanks topchef, Karen Frøsig, går endda så langt som at foreslå ”tvungne kvoter for kvinder både i bestyrelser, på ledelsesniveau, og hvor det ellers giver mening at lave det.”

Et stort nej tak
Frøsig inviterer dermed omsiggribende statslige indgreb indenfor i dansk erhvervsliv, senest i et debatindlæg her på Altinget.

Og selvom der sikkert findes politikere på venstrefløjen, som gnider sig i hænderne over dén tanke, så bliver det et stort nej tak herfra. I Det Konservative Folkeparti er vi lodret imod at detailstyre danske virksomheder.

Dansk erhvervsliv er kun så småt ved at komme oven vande efter en tid præget af tvangslukninger og økonomisk usikkerhed.

Derfor skal vi selvfølgelig ikke indføre nye, statslige indgreb og krav. Tværtimod. Virksomhederne har brug for frie rammer, så de kan komme tilbage i gear.

På et frit marked skal ansættelser selvfølgelig basere sig på kvalifikationer og ikke køn.

Birgitte Bergman
Ligestillingsordfører og MF, Konservative

Kvalifikationer over køn
Det er grundlæggende et skridt i den helt forkerte retning at tvinge virksomheder til at have et særligt antal kvinder i bestyrelser, ledelser og andre steder.

På et frit marked skal ansættelser selvfølgelig basere sig på kvalifikationer og ikke køn. Derfor skal staten ikke læse med, når virksomheder gennemgår jobansøgninger.

For det må og skal være de enkelte virksomheder, der vælger, hvem de ansætter. Virksomhederne ved langt bedre end politikerne, hvem der har de rette kvalifikationer til en given stilling.

Det kan være kvinder, og det kan være mænd. Men dit køn har nu engang intet at sige om dine evner som ansat.

Og hvem vil i grunden ansættes på baggrund af sit køn?

Umyndiggørelse af kvinder
Jeg ville bestemt ikke være tilfreds med at vide, at jeg alene havde fået et job i kraft af mit køn. Vi kvinder kan godt selv.

Vi uddanner os mere end mænd, og man hører konsekvent, at bestyrelser med stor diversitet klarer sig bedre end bestyrelser, hvor alle er ens. Den udvikling hilser jeg velkommen.

Betyder det, at vi skal fremtvinge en kønsfordeling gennem politiske indgreb? Nej! Alle virksomheder er interesseret i at sammensætte den for dem mest velfungerende bestyrelse - men det skal ske frivilligt, og sammensætningen skal basere sig på kvalifikationer og erfaring.

Kvinder har, ligesom alle andre, også et personligt ansvar for at kæmpe sig til tops, hvis det er det, man ønsker. Det skal aldrig hedde sig, at vi løfter særlige grupper af mennesker ind i høje stillinger.

Og det er lidt en umyndiggørelse af kvinder, når man foreslår, at virksomhederne skal tvinges til at ansætte dem til særlige positioner.

Lad virksomhederne vælge deres ansatte - de ved bedst selv, hvad der skal til.

Birgitte Bergman
Ligestillingsordfører og MF, Konservative

Virksomhederne ved bedst selv
Ligestilling betyder ikke, at der skal være lige mange kvinder og mænd i en given bestyrelse.

Ligestilling betyder, at kvinder og mænd skal bedømmes ud fra de samme kriterier. Men man skaber det komplet modsatte, hvis man indfører statslige tvangskvoter.

Danske virksomheder gør allerede en hel del for at omfavne diversitet og undgå diskrimination. Der er derfor ingen grund til at mistænkeliggøre hele vores erhvervsliv ved at presse dens slags tvang ned over hovedet på virksomhederne.

Vi er gudskelov ved at være i gennem coronakrisen, men vi kender endnu ikke de langsigtede økonomiske konsekvenser til fulde.

Derfor er tiden ikke til at indføre nye bureaukratiske byrder for vores virksomheder. Lad virksomhederne vælge deres ansatte - de ved bedst selv, hvad der skal til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00