ArbejdsmarkedAdvokat i replik: I strafferetten beskytter vi den mistænkte. I familieretten må vi beskytte barnet
Viggo Bækgaard
Advokat og partner, Keller Advokatfirma
En advokatkollega til mig – Tanja Graabæk – har tirsdag 10. juni 2025 et aldeles far-forvrænget, populistisk læserbrev i Altinget. Læserbrevet handler om en såkaldt TV-dokumentar i sidste uge på TV 2. Jeg har anmeldt dokumentaren her.
Dokumentaren og Graabæk gør sig til talsmand for, at mange mødre bruger krisecenteret taktisk for at afskære den anden forælder fra børnene. Det er legitimt at promovere sine synspunkter. Men det er en usympatisk måde, det bliver gjort på her.
Mine børnepolitiske holdninger har nøjagtig samme udgangspunkt som Boserups: Alt skal ses ud fra et rent barneperspektiv og løsrevet fra kønspolitik.
Viggo Bækgaard
Advokat
For det første tager Graabæk mig til indtægt for noget, der skal forestille at bakke op om hendes egne synspunkter. Det er en journalistagtig fordrejning, hvor man tager en sætning ud af helheden.
Jeg deler nemlig langt fra hendes grundsyn om mødres misbrug af krisecentrene.
For det andet skyder Graabæk med skarpt mod Børnerådets formand, Bente Boserup, der i Altinget har tilladt sig at kalde dokumentaren for et partsindlæg.
Bente Boserup har i mere end 25 år været barnets stemme – ikke mindst som chef for Børnetelefonen og nu som formand for Børnerådet – og har været en seriøs fortaler for barnets perspektiv.
Det er derfor et Trump-agtigt modangreb at bebrejde Boserups udsagn. For dokumentaren var et rendyrket partsindlæg. Mine børnepolitiske holdninger har nøjagtig samme udgangspunkt som Boserups: Alt skal ses ud fra et rent barneperspektiv og løsrevet fra kønspolitik.
Barnet i centrum betyder, at bopæl og samvær er en ret for barnet og ikke en forældreret. Sådan er det også blevet i forældreansvarsloven – men ikke i virkeligheden. Forældreansvarsområdet er trods lovens ord i praksis baseret på kønnenes ligestilling.
Ser bort fra vold i forældreansvarssager
Det er almen kendt, at både fysisk og psykisk vold mod børn og partnere/ekspartnere er meget udbredt. Ligeså kendt er det, at vold af den type er langt mere hyppig udøvet af mænd end af kvinder. Det er også kendt, at børn skades af at være vidne til vold i hjemmet. Se for eksempel Vives rapporter om partnervold fra 2020 og om psykisk vold fra 2018.
Jeg var i fire år medlem af det såkaldte rådgivende udvalg i Familieretshuset. Til møderne var jeg vidne til, hvordan gruppen af far-fortalere forsvarede det synspunkt, at mødre – stik imod alle undersøgelser – oftere end fædre udøver vold i hjemmet. Argumentet var, at det er for ydmygende for en mand at erkende sig voldsudsat, og at statistikken derfor er behæftet med et stort mørketal, hvor fædre i virkeligheden er de mest udsatte.
Tanja Graabæks og dokumentaren læner sig op af tilsvarende tankegange.
Med fed skrift postulerer Graabæk i sit indlæg, at "domstolene tager vold alvorligt". Det er både sandt og falsk på en gang. Sandt er det selvfølgelig, at domstolene idømmer fængselsstraffe til folk, som dokumenterbart har udøvet vold.
Sandt er det også, at dommeren om formiddagen kan idømme en fængselsstraf for vold og om eftermiddagen er i stand til helt og aldeles at se bort fra vold i en forældreansvarssag.
Dermed bliver det i min optik falskt, at domstolene tager vold alvorligt. Som advokat oplever man ofte, at bekymringer ikke tages alvorligt og undersøges.
Tvivl skal komme barnet til gode
Den falske konklusion i Graabæks univers fører til, at børn skal være prøveklude og udsættes for fortsat voldsudøvelse, indtil det måtte kunne bevises 100 procent, at der faktisk var tale om vold.
Det er mit klokkefaste udgangspunkt, at enhver rimelig tvivl selvfølgelig skal komme en person, der bliver beskyldt for noget, til gode. Vi skal i et retssamfund ikke gå rundt og dømme folk til fængsel, medmindre der er faste beviser. Derfor vil mange af de mulige forbrydelser, der begås mod børn, ikke blive retsforfulgt eller føre til domfældelse.
Udfordringerne består i at afdække sandt fra falsk med barnet i centrum. Man skal simpelthen skelne mellem familieret og strafferet.
Viggo Bækgaard
Advokat
Enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Da barnet er den svageste af alle, bør udgangspunktet være, at den rimelige tvivl bør føre til, at der ikke gennemføres samvær. Jeg må understrege, at jeg har forfægtet disse synspunkter i årevis.
Der er brodne kar i alle lejre. Den fysisk og psykisk voldelige kan ikke se egne fejl og slet ikke, at adfærden skader børnene. Voldsudøverne er for de flestes vedkommende belastet psykisk/psykiatrisk.
Hvis en forælder flygter til et krisecenter, sker det oftest af frygt. Måske er vedkommende selv blevet belastet.
Jeg tror ikke, at parterne som udgangspunkt er ondskabsfulde. Udfordringerne består i at afdække sandt fra falsk med barnet i centrum. Man skal simpelthen skelne mellem familieret (barnets bedste) og strafferet.
I strafferetten skal enhver tvivl komme tiltalte til gode. Men man er altså ikke objektivt uskyldig, bare fordi man ikke kan dømmes strafferetligt.
Den svage part er barnet. Barnet skal beskyttes mod enhver rimelig tvivl. Præcis det er samfundets opgave.
Samvær er godt, men ikke for enhver pris.
Artiklen var skrevet af
Viggo Bækgaard
Advokat og partner, Keller Advokatfirma
Omtalte personer
'/%3e%3cdefs%3e%3clinearGradient%20id='paint0_linear_26833_4940'%20x1='11.5'%20y1='10.5'%20x2='11.5'%20y2='11.5'%20gradientUnits='userSpaceOnUse'%3e%3cstop%20offset='0.5'%20stop-color='%232C2CA4'/%3e%3cstop%20offset='0.5'%20stop-color='%23E60103'/%3e%3c/linearGradient%3e%3c/defs%3e%3c/svg%3e)
