Advokat svarer igen i debat om samvær og krisecentre: Vi bør som minimum undersøge barnets virkelighed

Men Familieretten foretager jo ikke nogen strafferetlig vurdering af vold i sagerne.

Familieretten er derimod lovmæssigt forpligtet til at vurdere, om voldsanklager bør have betydning for fællesbarnets kontakt til en forælder. Altså voldsanklagernes validitet familieretligt set. Bækgaard forsøger således at forvirre ved at blande æbler og pærer.

Det familieretlige område har en række blå mærker, som bør løses. I mit debatindlæg satte jeg fokus på det problem, som de falske krisecenterophold (og de "usynlige" børn, som opholdene skaber og skader) udgør. At sætte fokus på de konkrete udfordringer er normalt intet problem.

Men på voldsområdet ses tilgangen ofte primært drevet af følelser, og hos flere aktører er der end ikke plads til nuancer. Noget Bækgaards debatindlæg meget fint understreger.

Men i min optik er verden fuld af nuancer:

Set fra min stol er krisecentrene en vigtigt samfundsmæssig institution, ligesom jeg anerkender forskning på voldsområdet. Men det betyder bare ikke, at krisecentrenes faglighed er grænseløs, eller at krisecentrene er perfekte/alvidende.

Indfør overvåget samvær 

Når jeg påpeger, at der eksisterer falske krisecenterophold, betyder det derfor heller ikke, at jeg skulle mene, at man skal "se bort fra vold fra i forældreansvarssager", at der bør være "samvær for enhver pris" eller, at "børn skal være prøveklude og udsættes for fortsat voldsudøvelse, indtil det måtte kunne bevises 100 procent, at der faktisk var tale om vold", sådan som Bækgaard anfører.

Husk på at jeg også repræsenterer klienter med valide krisecenterophold.

Men som specialiseret advokat sidder jeg bare også med de falske krisecenterophold, og Bækgaards beskrivelse misrepræsenterer den praktiske virkelighed i sagerne groft. Lovgivningen pålægger jo netop myndighederne at agere på voldsanklager, hvilket i praksis indebærer en (næsten) automatisk omvendt bevisbyrde. 

Der er behov for et politisk pålæg til Familieretshuset om at bruge overvåget samvær, så snart der fremsættes anklager om vold i en sag. For ellers bruger Familieretshuset det ikke.

Tanja Graabæk
Advokat, Bolund og Graabæk

Familieretshusets nuværende tilgang kan groft sagt sidestilles med, at et hospital alene på oplysningen om en mulig knude i brystet straks tvangsmæssigt fjerner hele brystet uden at have undersøgt, om knuden var ond- eller godartet, og uden i øvrigt at have dokumentation for, at der reelt var en knude.

Men vi bør da som ansvarlig retsstat være forpligtede til som minimum at undersøge på børnenes virkelighed, inden man binder sig til at ”vælge en dør” sagsbehandlingsmæssigt set. Særligt når det forkerte valg kan skade børn.

Det undersøgelsesgrundlag, som jeg anbefaler, er et tiltag i rammer, hvor børnenes sikkerhed ikke sættes over styr. Overvåget samvær observeres af fagpersoner, som straks stopper samværet, hvis det på nogen måde fagligt vurderes, at det ikke er til barnets bedste.

Det er et kontrolleret observationsmiljø med netop et dobbelte formål:

At beskytte barnet mod potentiel skade og afdække barnets reaktioner under kontakt som led i en psykologfaglig vurdering.

Bemærk også, at Familieretshuset allerede i dag bruger overvåget samvær med præcist dette formål, uden at det ses problematiseret af nogen organisationer/faggrupper. Men det sker bare aldrig som overvåget kontaktbevarende samvær (hjemlen er der, men Familieretshuset lader som om den ikke eksisterer).

Savner nuancer 

Derfor er der behov for et politisk pålæg til Familieretshuset om at bruge redskabet, så snart der fremsættes anklager om vold i en sag. For ellers bruger Familieretshuset det ikke.

Selvom fagpersoner måske er uenige om omfanget, anerkender kerneorganisationerne trods alt i dag – trods indledningsvis modstand – at der findes falske krisecenterophold.

Dermed har man i mine øjne taget første skridt til at få udfordringen løst. Jeg står stadig ved mine dokumentarudtalelser, da de er baseret på min mangeårige erfaring som specialist på området – en erfaring, som jeg naturligvis har trykprøvet hos andre specialister, inden jeg udtalte mig.

For man udtaler sig ikke kritisk om voldsområdet uden at være helt sikker på, at man fagligt kan forsvare det. Tilgangen på voldsområdet er ofte sort/hvid.

Jeg skal afslutningsvist slå fast med syvtommersøm, at jeg har stor respekt for Bente Boserup. Hun har viet sit liv til at sikre børn, og er ikke bange for at sætte sin røv i klaskehøjde.

Det er bare ikke det samme, som at hun set fra min stol altid rammer plet eller at hun altid har validt fagligt belæg for sit perspektiv. Hendes perspektiv på de falske krisecenterophold mener jeg ikke fagligt kan forsvares.

Derfor kritikken i mit debatindlæg. Men den kritik underkender da på ingen måde det kæmpe arbejde, som hun har lagt – og fortsat lægger – for de danske børn.

Igen er min verden heldigvis fuld af nuancer.