Biskop: Vi har fået angst for opdragelse. Derfor undviger forældre ansvaret for børns trivsel

Diagnoser og undersøgelser sygeliggør almene tilstande

Med opbakning fra flere forskere peger kommissionen på, at mistrivsel er blevet et begreb i sig selv, der slører for en mere nuanceret og virkelighedsnær fortolkning af, hvad der er på færde.

Hvis vi hele tiden taler om, søger efter og spørger efter, om børn og unge mistrives, så er der også en indbygget fare for, at de faktisk svarer bekræftende. At selve den måde, vi spørger på, bliver en selvopfyldende profeti.

Diagnoser og undersøgelser, der dokumenterer mistrivsel, er med til at sygeliggøre almene tilstande, og det har to alvorlige følger:

Dels risikerer vi at miste blikket for dem, der faktisk mistrives og som har brug for hjælp og støtte – og dels er der en nærliggende fare for, at vi tolker almindelig modgang som udtryk for mistrivsel og ikke som naturlige udfordringer, den enkelte skal lære at håndtere for at blive livsduelig.

Her har vi forældre et kæmpe ansvar, som vi ikke tager på os.

Pilen peger på os forældre, og vi begår en kæmpe fejl, hvis vi ignorerer kritikken.

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

Forældre skal sætte rammer for børn

Børn og unge tillægges i dag i bedste mening et for stort ansvar af forældre, der i stedet for at være tydelige autoriteter forhandler alt med deres børn, og dermed forskyder de en grundlæggende dannelsesudfordring til børn og unge og deres omgivelser – herunder skoler og uddannelsesinstitutioner.

Og lad mig lige slå fast: Jeg taler ikke for, at vi skal skrue tiden tilbage og tro, at vi kan genoplive tidligere tiders autoritære opdragelse. Men vi er havnet i den modsatte grøft i en angst for opdragelse.

Intet menneske træffer livsvalg ud af det blå; det er opdragelsen, der sætter den enkelte i stand til at sige imod og stå imod. 

Det er autoritært er at forlange, at ens barns skal spise op, men autoritativt at fortælle dem, at den mad, der står på bordet, er den mad, de kan få.

Hvis opdrageren unddrager sig sit ansvar, fører det til grænseløshed og manglende struktur, og problemet er, at børnene både bliver inddraget i, hvad der skal serveres, og når det så står på bordet, og de afviser det, bliver de tilbudt noget andet. Det er utryghedsskabende for et barn.

Moderne forældre er mere end nogensinde optaget af deres børns opdragelse, men ved ikke at vedkende sig voksenautoriteten, bliver opdragelsen til en forhandling med ens eget barn i centrum.

Dermed svækkes sansen for fællesskabet; barnets individuelle behov kommer til at stå over fællesskabet.

Det er et vilkår, at livet kan være ubehageligt

Oven i alt dette kommer så vores velmenende håb for vores børn om, at de skal være lykkelige.

Fremfor at oplære dem i livets og fællesskabets begrænsninger, fokuserer vi deres opmærksomhed mod individets muligheder.

Hvis forældre unddrager sig deres ansvar, fører det til grænseløshed og manglende struktur for børn.

Peter Birch
Biskop, Helsingør Stift

Det er vel at mærke i en tid og en kultur, der er præget af digitalisering og sociale mediers døgnåbne eksponering af det perfekte liv. En virkelighed, hvor det almene er blevet afløst af det ekstraordinære.

Det lægger op til et præstationspres, som de færreste kan honorere, og det skaber følelsen af utilstrækkelighed – af at være forkert. En forkerthed, der så bliver bekræftet af forældre og sundhedssystem, når den unge forsøger at placere ubehagelige følelser.

Helt almenmenneskelige følelser som tvivl, frygt og sorg, bliver til stress, angst og depression. Det er en begrebsudvidelse, der leder til psykolog eller psykiater, fordi man er gået i stykker og skal repareres.

Unge og børn bliver altså bekræftet i, at de er forkerte, og jeg ved det, for vi præster møder børn og unge i vores arbejde. Vores job er at rumme dem som det hele menneske, de er – ikke at reparere dem, for de er ikke gået i stykker.

De er på vej ud i livet, som også kan være ubehageligt, og det er et vilkår, ikke et traume.

Jeg byder derfor Trivselskommissionen anbefalinger meget velkommen. De giver os muligheden for at deltage i en debat, der faktisk handler om vores liv med hinanden.