Debat

Borgmester: Dagtilbud med særlige profiler skal tiltrække flere mænd

DEBAT: Det er vigtigt, at vi får flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne. Både piger og drenge har brug for at kunne spejle sig i mænd som rollemodeller. I København er en del af løsningen dagtilbud med særlige profiler, der tiltrækker de mandlige pædagoger, skriver Jesper Christensen.

At fokusere mere på idræt og udeliv kan være en del af vejen frem i forhold til at tiltrække flere mandlige pædagoger, skriver Jesper Christensen (S). (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
At fokusere mere på idræt og udeliv kan være en del af vejen frem i forhold til at tiltrække flere mandlige pædagoger, skriver Jesper Christensen (S). (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Christensen (S)
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune

25 procent af de studerende på pædagoguddannelsen er mænd, men alligevel er mindre end ti procent af pædagogerne i landets dagtilbud mænd. Det skal vi have gjort noget ved. For børnenes skyld.

Det er vigtigt, at vi får flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne. Både piger og drenge har brug for også at kunne spejle sig i mænd som rollemodeller. Et relativt balanceret sammensat personale i alder og køn vil som udgangspunkt være en fordel på enhver arbejdsplads.

I daginstitutionerne vil bare lidt flere mænd især være en gave for de vilde drenge, som har svært ved at sidde stille på en stol og samle perleplader.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er desværre en udbredt fordom, at alle disse drenge er mindre begavede eller har en diagnose. Det er ikke tilfældet. Mange af dem har bare mere krudt i måsen end gennemsnittet og vil hellere klatre i træer, spille fodbold eller slås med sværd end de mere stillesiddende aktiviteter.

Vi taber alt for mange af de drenge i vores skolesystem. Det er ikke kun skolernes opgave at ændre det. Flere mandlige pædagoger i børnehaverne kan sikre en balance i aktiviteterne, så flere af disse drenge bliver skoleparate.

Det handler også om at differentiere pædagogstillingerne mere. At de forskellige pædagoger i en institution ikke bare er stuepædagoger, men at den enkelte pædagog har særlige ansvarsområder for  motorik, sprog, musik eller udeliv.

Jesper Christensen (S)
Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune

Der findes selvfølgelig kvindelige pædagoger, som er gode til de vilde lege, og mandlige, der ikke er. Men overordnet set hører jeg fra de pædagogisk ledere, at den gennemsnitlige mandlige pædagog er markant mere mindet for det end sin gennemsnitlige kvindelige kollega.

Dagtilbud med særlige profiler tiltrækker flere mænd
Men hvordan får vi så tiltrukket flere mænd? Traditionelt har de mandlige pædagoger i høj grad søgt job der, hvor de kan arbejde med de større børn i skoler og fritidstilbud, hvor aktiviteterne er mere i fokus end den nære omsorg.  

I København er 14 procent af pædagogerne i vores dagtilbud mænd. Altså et godt stykke over landsgennemsnittet. Vi kan se i København, at de institutioner, som har en særlig profil med fokus på for eksempel idræt eller udeliv, typisk har en relativ høj andel mandlige pædagoger.

At fokusere mere på idræt og udeliv kan være en del af vejen frem i forhold til at tiltrække flere mandlige pædagoger. 

I København er det især vores udflytterinstitutioner/skovbørnehaver, der hver dag tager bussen ud af byen, som har mange mænd ansat.

I København arbejder vi i stigende grad med, at daginstitutionerne får en særlig profil, hvor institutionen har fokus på for eksempel idræt, udeliv eller musik og drama. 

Det er med til at gøre den enkelte institution til noget særligt, og det kan være med til at højne dagtilbudspædagogernes status i samfundets øjne. Men løsningen er ikke nødvendigvis, at alle vores institutioner skal være skovbørnehaver eller have særlige profiler.

Læs også

Mere end bare en stuepædagog
Det handler også om at differentiere pædagogstillingerne mere. At de forskellige pædagoger i en institution ikke bare er stuepædagoger, men at den enkelte pædagog har særlige ansvarsområder for  motorik, sprog, musik eller udeliv. 

Jeg er overbevist om, at den specialisering og uddelegering af ansvar vil gøre det mere attraktivt for mandlige pædagoger at arbejde i dagtilbud. 

Helt overordnet handler det også om at tiltrække flere, både mænd og kvinder, til pædagoguddannelsen. Den skal gøres mere attraktiv for flere. Det kræver, at faget får mere anerkendelse, status og prestige, hvis det for alvor skal flytte sig.

Her er vi godt i gang med de første vigtige skridt. Mens regeringen arbejder på et udspil til at styrke pædagoguddannelsen, er vi godt i gang med at indføre bedre normeringer. 

Og de seneste år er der også kommet meget mere fokus på selve indholdet og den pædagogiske kvalitet i institutionerne. 

Samlet set giver det pædagogerne og deres fag mere af den anerkendelse og respekt, som det fortjener. Det, håber jeg, vil betyde, at flere får lyst til et fag, hvor man i den grad kan gøre en stor forskel. Også flere mænd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Christensen

Direktør, Teach First Danmark
student (Efterslægtsselskabets Skole 1982)

0:000:00