De Anbragtes Vilkår: Børns liv skal styre den sociale indsats – ikke omvendt

Med ‘Børnene først’-aftalen blev vi lovet bedre inddragelse af børn og unge, en bedre indgang til voksenlivet for personer med anbringelsesbaggrund og højere kvalitet i anbringelsen. 

I De Anbragtes Vilkår har vi med stor optimisme set frem til implementeringen af Barnets Lov, der for første gang for alvor skulle sætte børnene først – før systemet - og der er meget godt at sige.

Men når jeg kigger frem mod implementeringen, er der flere ting, der giver anledning til bekymring. Det gælder særligt den del af Barnets Lov, der vedrører Barnets Plan, som ellers skulle være et nybrud i sit forsøg på at fjerne problemfokuseringen på barnet. 

Systemet før barnet 

For det første kan jeg være bekymret for, om Barnets Plan i praksis sætter barnet før systemet.

Den politiske aftale om ‘Børnene Først’ lagde ellers op til, at hensynet til barnets perspektiv skal veje meget tungere på vægtskålen. Men når jeg ser på skabelonen til Barnets Plan er det tydeligt, at den er groet i præcis samme have, som den tidligere handleplanskabelon, selvom det faktisk var den, der skulle gøres op med. 

Den tager således fortsat udgangspunkt i systemets blik på børnene, selvom ”barnet” er skiftet ud med ”dig”.  

Logikken er den ”gamle”, og fokus er stadig på at identificere nogle udfordringer hos barnet, og at det er barnet, der skal udvikle sig.

Konteksten, barnets historie samt anbringelsesforløb, er ikke en anledning i Barnets Plan.

Det er på trods af, at vi ved, at en meget stor gruppe anbragte børn har ringere vilkår, end deres jævnaldrende ikke-anbragte har.  

Det er paradoksalt med en så stor blind vinkel i et fagligt styringsværktøj, der netop skal bruges af det personrettede tilsyn, socialrådgiveren, til at vurdere anbringelsens kvalitet og relevans i forhold til barnets udvikling og trivsel.

Med andre ord er der ikke taget konsekvens af, at det reelt er barnets perspektiv, der skal være i centrum for kvalitetsvurderingen af anbringelsen.  

Hensynet til børnene bør stå øverst

For det andet er jeg bekymret for, om børnene og de unge reelt kommer til løbende at blive inddraget i deres sag, og om Barnets Plan i praksis kommer til at virke som det værktøj, vi har efterlyst. Som det værktøj, der skal bruges til at give deres ord vægt.

Der er brug for en skabelon, som har fokus på de omgivelser, børnene er i.

David Adrian Pedersen
Formand, De Anbragtes Vilkår 

Kommer implementeringen til at betyde et reelt skift for børnene?

Dette skift kommer ikke af sig selv, og det stiller store krav til de voksne, der er omkring børnene, når der skal skabes gode rammer for reel inddragelse. 

Eksempelvis tager Barnets Plan udgangspunkt i at arbejde med SMART-mål.

Det er helt sikkert moderne - og ja, smart -, men det bliver hurtigt en tænkning og en tilgang, der gør børn og unge til projekter.

Husk på, at de først og fremmest er mennesker i en kontekst, der kan være af varierende kvalitet, og at det hensyn bør stå øverst, når man arbejder med relationer og dynamiske, foranderlige liv.

Loven kører i samme spor i stedet for at lytte til børnene

Den tredje ting, der giver anledning til bekymring, er, hvordan Barnets Plan i praksis bliver et værktøj til bedre anbringelser.

Som en tidligere anbragt har formuleret det, var den gamle handleplan barnets “tilstandsrapport”, altså opsamlingen på ”alt, hvad der er galt med mig”.

Målet med den nye Barnets Plan er at svare på, hvad der skal til for, at barnet får mulighed for at lykkes.

Men hvad kræver det af de voksne, der er omkring barnet?