Institutleder om rekrutteringskrise: Hvis der skal være prestige i at være pædagog, skal de ikke snitte gulerødder

Prestige og pædagogik har aldrig været forbundne begreber, desværre. Oldtidens pædagog, paidonom, var den mand som holdt opsyn med børnene. Han var ofte en simpel slave, og hans virke var hverken glorværdigt eller velbetalt og heller ikke et kald. For at holde opsyn kan enhver jo gøre, og en slave vælger ikke selv sit fag.

Men det gør vore dages unge. Uddannelsesinstitutionerne må kæmpe bravt om deres gunst, og den er for stadigt færre betinget af livslang kaldsfølelse, men snarere af løn, karrieremuligheder og ja, hvad man samlet set kan kalde professionel prestige.

Derfor er kampen særligt vanskelig for pædagoguddannelserne, for selvom anerkendelsen og lønnen trods alt er en anden end en paidonoms, så halter det fortsat med prestigen i det pædagogiske arbejde. 

Løsninger her og nu

Nu er prestige jo et kompliceret fænomen. Det knytter sig blandt andet til adgangskravene til professionen, til kvalifikationsniveau, karriereperspektiver, placering i det kulturelle samfundshierarki og den anerkendelse og indflydelse, der følger med disse forhold, og som kan udmøntes i (politisk) indflydelse.

Men debatten om, hvordan der skaffes flere pædagoger synes sjældent at tage bestik af disse forhold og bærer i nogen grad præg af ønsketænkning: tiltræk flere ansøgere med en stærkere baggrund til pædagoguddannelsen, jo tak men hvordan og hvordan gøre det hurtigt? Hæv det faglige niveau på uddannelsen (uden at hæve adgangskravene), giv pædagogerne løn som lærerne, og så vil mange flere sikkert søge til faget.

Der høres også anbefalinger om at rekruttere andre, mere eller mindre kloge og varme hænder, i form af korttidsansatte pædagogmedhjælpere og for den sags skyld arbejdsløse historikere og litterater, som A-kasserne kan overtale til at tage en tørn som meritpædagoger. Måske lidt kortsigtet, når nu målgruppen hellere vil være historikere eller litterater.

Alle disse løsningsforslag har indlysende her-og-nu karakter. De drejer sig om at samle til bunke, og det er forståeligt på kort sigt, men det vil næppe gøre det pædagogiske arbejde mere prestigefuldt og dermed attraktivt. Naturligvis ikke, for prestige er vanskelig at tilvejebringe på kort sigt.

Uddannelse leder til kvalitet

Men hvad ved vi så om prestige, der kan overføres til pædagogernes arbejdsmarked? Vi ved, at de konkrete opgaver har betydning for, hvem der bliver tiltrukket og fastholdt inden for området, og det afhænger i høj grad af arbejdsdelingen og sammensætning af personalet, herunder deres uddannelsesmæssige baggrunde.

Det pædagogiske personale lider under en traditionsbetinget ligeværdsideologi

Claus Holm
Lektor og institutleder, DPU, Aarhus Universitet

Internationale undersøgelser som for eksempel Talis Starting Strong påviser en sammenhæng mellem længden af pædagogisk uddannelse og kvaliteten af personalets interaktion med børnene, det vil sige i hvilket omfang børnene trives, stimuleres og gøres skoleparate i institutionen - så kvalifikationsniveau slår erfaring.

Endvidere har Tænketanken DEA nyligt påvist, at institutioner med mange pædagogmedhjælpere producerer ringere kvalitet i interaktionen med børnene, end dem, som har mange ansatte med en pædagogisk bacheloruddannelse. Og allerbedst er det for kvaliteten, hvis der blandt medarbejderne er nogle, der har taget en pædagogisk kandidatuddannelse som overbygning.

Uddannelse er altså afgørende for kvalitet i dagtilbud og, lidt firkantet sagt, jo længere jo bedre. Hvis vel at mærke pædagogerne får mulighed for at bruge deres uddannelse i praksis, og det er ikke alle daginstitutioner, der skaber rammer for dette.