Kommunerne lader dagplejen i stikken, mens de private børnepassere får frit spil

Sidste års overenskomstaftaler ligger nok i glemslen for de fleste, men overalt i landets kommuner er lokalaftaler med de lokale dagplejere ved at blive indgået.

Og aftalerne viser med tydelighed det samme billede, vi har set de seneste år: Dagplejen er ikke politikernes hjertebarn. Dagplejen er en stille succes. Den leverer tryghed, stabilitet og høj forældretilfredshed. Alligevel er der få, der tager den kommunale dagpleje alvorligt.

Der investeres ikke i den. Der rekrutteres sjældent til den. Og ingen promoverer den — hverken som arbejdsplads eller som dagtilbud. Det er en kæmpe fejltagelse.

I mange kommuner er man bange for, at promovering af dagplejen vil ligne intern konkurrence blandt kommunens dagtilbud.

Natascha Steen

Enhver kan forklare dig, hvad en vuggestue er.

Men spørg, hvad en dagpleje er, og du vil møde usikkerhed. Hvorfor? Fordi vi ikke taler om den, og slet ikke om den faglighed, der ligger bag.

Fordi dagplejen — modsat private pasningstilbud — i mange kommuner ikke må reklamere for sig selv. Ikke en eneste folder på biblioteket eller hos sundhedsplejersken. De må flere steder ikke engang have en Facebookside.

I mange kommuner er man bange for, at promovering af dagplejen vil ligne intern konkurrence blandt kommunens dagtilbud.

I stedet lader man de private passere have frit spil, og de vinder let de tvivlende forældre over i deres fold, fordi de uimodsagt står som eneste alternativ til den traditionelle vuggestue.

I mellemtiden leverer den kommunale dagpleje det mest stabile dagtilbud, man kan forestille sig. Tre til fire børn. Den samme voksne. Det samme hjem. Samme hverdag. Forældre, der afleverer og henter hos den samme person hver dag.

Når dagplejeren er syg, bliver barnet passet hos en anden dagplejer, som barnet kender fra den legestue, som dagplejerne typisk deltager i sammen. Det er tryghed. Det er kvalitet. Og det er netop det, som alle institutioner kæmper for at skabe.

Men dagplejen behandles som en nostalgisk rest fra gamle dage. Mange omtaler stadig dagplejen som en "dagplejemor", men trods det velmenende navn, der giver associationer til moderlig kærlighed og omsorg, udsættes de ansatte snarere for en systematisk negligeren fra politisk hold. Mon ikke, de snarere føler sig som kommunale stedbørn.

Navnet dagplejemor modarbejder det, som ligger bag. Nemlig et professionelt, pædagogisk tilbud, som er underlagt præcis de samme krav, retningslinjer og tilsyn som vuggestuer og børnehaver.

Dagplejerne arbejder 48 timer om ugen — i deres eget hjem. Det stiller ikke bare høje krav til faglighed, men griber ind i hele deres livsstil og privatliv. Alligevel er anerkendelsen minimal. Dagplejerne får den fra forældrene — dem, der ser arbejdet i praksis — men sjældent fra politikerne. Og slet ikke fra de systemer, der burde understøtte dem.

I Hvidovre er man begyndt at lade pædagogiske assistentelever komme i praktik i dagplejen. Et nytænkende skridt, der virker. Eleverne er glade. Kommunen er glad. Og vigtigst af alt: Det sår frø til rekruttering og anerkendelse. Det burde være standard.

Men mens dagplejen kæmper for sin overlevelse, vokser antallet af private pasningsordninger. De får lov at markedsføre sig frit, og mange steder overgår de i antal de kommunale tilbud. Og de har én klar fordel: De kan tjene penge.

Private børnepassere fastsætter selv deres løn og har derfor et økonomisk incitament til at tage flere børn — ofte fem. Enhver, der har arbejdet med 0-3-årige ved, at det er for mange til én voksen. Det går ud over børnenes trivsel, udvikling og deres mulighed for tilknytning.

Og når de private passere bliver syge? Så må forældrene selv finde en løsning. Der er ikke noget sikkerhedsnet. Ingen kollega, ingen vikar.