LA Ungdom: Borgerlige partier fører venstreorienteret familiepolitik i spørgsmålet om hjemmepasning

Om det er en tilskuds- eller fradragsordning er underordnet.

Det principielle er, at skatteborgernes penge ikke skal ødsles væk på denne måde.

Der er absolut ingen, der tvinger forældre til at aflevere deres barn i institution. Det må man fuldstændig selv om.

Spørgsmålet er alene, om andre mennesker skal betale for, at man kan passe sin lille guldklump hjemme.

Forskningschef hos Cepos Karsten Bo Larsen var for nyligt i TV 2 News med et fornuftigt budskab: Hvorfor skal folk uden børn betale for, at folk med børn kan gå hjemme?

Borgerlige partier tyer til venstreorienteret familiepolitik

Frihed gennem statslige tilskud er en venstreorienteret model og er udtryk for et forskruet frihedsbegreb.

Hvis man virkelig vil give forældrene en større frihed, bør man give en generel skattelettelse til borgerne (også dem uden børn), så alle får bedre forudsætninger for at blive økonomisk uafhængige.

Så kan folk bruge penge på det, de har lyst til – herunder at passe deres barn hjemme.

Dermed bruger de egne penge og ikke andres på at passe deres eget barn.

Frihed gennem statslige tilskud er en venstreorienteret model og er udtryk for et forskruet frihedsbegreb.

Mathilde Colbjørn Holst
Jurastuderende og medlem af Liberal Alliances Ungdom

Det er muligt at give mere frihed til familierne uden at øge den statslige omfordeling, og det er pinligt for de borgerlige partier, at de er nødt til at ty til venstreorienterede metoder for at føre familiepolitik.

Jeg medgiver, at det afgørende for en familiepolitik ikke skal være arbejdsudbuddet.

Ikke desto mindre er det fundamentale princip om, at man gerne må lade være med at arbejde, hvis man kan forsørge sig selv, en vigtig rettesnor i forbindelse med spørgsmålet om hjemmepasning.

Hvis man vil trække sig frivilligt fra arbejdsmarkedet (for eksempel fordi man vil hjemmepasse sine børn), skal man som udgangspunkt være selvforsørgende.

Hjemmepassere må selv betale

Dertil kommer, at det er foruroligende, hvor meget spørgsmålet om, hvad der er det bedste for barnet, har fyldt i debatten.

Hvad der er bedst for barnet, må være op til den enkelte forælder at vurdere.

Det er ikke entydigt bedst for et barn at blive passet hjemme eller entydigt bedst for et barn at komme i vuggestue eller dagpleje.

Det afhænger af det enkelte barn, og forældrene er de nærmeste til at foretage vurderingen af, hvad der giver bedst mening for lige netop deres barn.

Det er selvsagt et værdimæssigt spørgsmål, om man ønsker, at ens barn skal passes hjemme eller i en institution.

Derfor skal det overlades til hver enkelt familie at beslutte det – og betale for det.