
I sidste uge landede Trivselskommissionens anbefalinger. De har på mange måder vakt stor debat — og det gælder også blandt os elever.
Især har delen om et digitalt balanceret liv vakt stor opmærksomhed, for som alle andre er vi også interesserede i, at vores digitale liv skal være i balance.
Men jeg må nu alligevel erklære mig uenig med store dele af anbefalingerne under overskriften "Et balanceret digitalt liv."
En af kommissionens mange anbefalinger lyder eksempelvis: "Grundskoler skal gøres smartphonefrie – også i SFO og fritidshjem." Selvom jeg desværre godt kunne regne ud, at det forslag ville være blandt anbefalingerne ovenpå udtalelserne fra blandt andre formanden, Rasmus Meyer, ja, så håbede jeg alligevel, at kommissionen var kommet på bedre tanker.
Langt, langt de fleste skoler har taget stilling, men løsningerne er ikke ens. Men til gengæld fungerer de ude lokalt i den aktuelle skolevirkelighed.
Caroline Helene Hermansen
For mig at se er det her den helt forkerte vej at gå ned ad, når man for bare et år siden udsendte en række anbefalinger fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK), der anbefalede, at alle grundskoler skulle tage stilling til skærme lokalt på deres skole og i øvrigt skulle inddrage både elever og pædagogisk personale i den proces.
Det betyder nu, at langt, langt de fleste skoler har taget stilling, men også at løsningerne ikke er ens. Men til gengæld fungerer de ude lokalt i den aktuelle skolevirkelighed.
Når Mattias Tesfaye (S) nu alligevel overvejer at indføre national lovgivning, der forbyder telefonerne, synes jeg, at det sender et signal om, at det arbejde, der er foregået ude lokalt, er ligegyldigt og ikke længere har værdi - fordi en række bedrevidende voksne skal træffe beslutninger på vegne af elever, lærer og forældre.
Det synes jeg simpelthen ikke er godt nok.
I stedet for at tage troen fra os elever på, at det betyder noget at engagere sig og sætte sig om et bord og finde gode løsninger, synes jeg, at vi burde få et skulderklap og en tak for det gode arbejde.
I øvrigt vil jeg blot minde om, at en af folkeskolens fornemmeste opgaver er, at forberede os elever til det videre liv uden for skolen. Et liv, hvor job og erhvervsliv kommer til at fylde store dele af vores liv.
Alligevel har jeg ikke kendskab til ret mange arbejdspladser, hvor den daglig telefonrunde bliver gået, og hvor telefonerne gemmes væk i aflåste skabe.
Alligevel har vi en forventning om, at de elever, der kommer ud på den anden side af skolen og får deres første job, kan lægge telefonerne fra sig. Her tror jeg bare lige, vi glemmer én ting.
Hvis vi fratager telefonerne på alle de tidspunkter, hvor de ikke skal være der, så lærer vi aldrig at agere i samspil med dem. Og det er her, hvor det for alvor bliver et problem.
Generelt set klinger det hult for mig, at kommissionen kredser så meget om vigtigheden af et misforstået behov om at pakke børn og unge ind i bobleplast. I stedet burde vi skabe børn og unge, der er rustet til at leve et liv med op- og nedture, og som kan klare sig, også når der er modgang.
Vi elever har en hel masse på hjerte og er fyldt med gode forslag til, hvad der bør gøres for at sikre en øget trivsel på netop vores skole.
Caroline Helene Hermansen
Samtidig anbefaler kommissionen først at introducere mobiltelefonerne til unge efter 13-årsalderen.
Selvfølgelig skal der være styr på rammerne, så vi ikke sendes ud på en ubeskyttet digital legeplads, men jeg synes nu alligevel, at det at vente, til vi er fyldt 13 år og i øvrigt gemme telefoner væk i skolerne, er et udtryk for, at kommissionen ønsker at udsætte problemerne i stedet for reelt set at tage ansvar og danne os elever til at kunne færdes online.
Selvom jeg er vanvittigt glad for, at så mange voksne mennesker bekymrer sig om børn og unges trivsel, synes jeg, at der et meget væsentligt punkt, der overses. Nemlig det at lytte til dem, det hele handler om.
For vi elever har en hel masse på hjerte og er fyldt med gode forslag til, hvad der bør gøres for at sikre en øget trivsel på netop vores skole.
Alligevel viser en undersøgelse lavet af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), at 48 procent af de danske unge ikke oplever at have indflydelse på beslutninger i samfundet, der påvirker deres trivsel.
Så måske vi skulle kigge i den retning i stedet for at tale om trivselsdefinitioner og nye ordvalg. For selvom det også er vigtigt, er det ikke det, der ender med at være skelsættende for, om vi er i trivsel eller ej.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

Rasmus Meyer
Forstander, Krogerup Højskole, formand for Trivselskommissionen

Mattias Tesfaye
Børne- og undervisningsminister, folketingsmedlem (S), forfatter

Caroline Helene Hermansen
Politisk studentermedhjælper, Danske Skoleelever, bestyrelsesmedlem, Foreningen 5. juni, fhv. formand, Danske Skoleelever


















