Debat

3F: Vi bør satse benhårdt på klimarenoveringer

Den kommende finanslov skal tage tyren ved hornene og sætte fut under klimarenoveringer af vores skoler, almene boliger og sygehuse. Det er en dyr omgang, men det er dyrere at lade stå til, skriver Claus von Elling.

Mange af de store projekter, der søsættes i dag, er bygget til at holde langt under halvdelen af den levetid, som godt gammeldags byggeri har, skriver Claus von Elling.
Mange af de store projekter, der søsættes i dag, er bygget til at holde langt under halvdelen af den levetid, som godt gammeldags byggeri har, skriver Claus von Elling.Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix
Claus von Elling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi vil i mål med den grønne omstilling, bør politikerne satse benhårdt på at klimarenovere vores bygningsmasse.

Så kan vi for alvor få sat en stopper for at fyre for gråspurvene og sørge for, at vores gode håndværk holder i generationer.

Temadebat

Hvordan skal by- og boligpolitikken prioriteres i den kommende finanslov?

Et nyt finanslovforslag står for døren og med det en mulighed for at sætte en ny retning for by- og boligpolitikken i Danmark.

Altinget By og Bolig åbner derfor for en temadebat, hvor vi spørger en række af sektorens aktører, om hvad de ønsker en ny finanslov skal indeholde.

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].

Vil man bygge grønt, skal man først og fremmest bygge langtidsholdbart. Det har gode håndværkstraditioner historisk set banet vejen for.

Desværre fylder hurtig profit mere og mere i den danske byggebranche.

De stolte håndværkstraditioner, der har banet vejen for huse, der kan stå i over 100 år, erstattes af den billigste og hurtigste løsning.

Det betyder alt for ofte, at godt kvalitetsbyggeri rives ned i stedet for at blive renoveret.

Langtidsholdbarhed

Men for det danske klimaresultat er det katastrofalt. Jeg siger ikke, at man aldrig skal bygge nyt. Selvfølgelig skal vi også det.

Men jeg mener, at vores politiske fokus først og fremmest bør være på at renovere den gode bygningsmasse, vi allerede har.

Og så skal vi, når vi bygger nyt, bygge langtidsholdbart. Mange af de store projekter, der søsættes i dag, er bygget til at holde langt under halvdelen af den levetid, som godt gammeldags byggeri har.

Når vi derudover ved, at langt størstedelen af CO2-udledningen sker ved opsættelsen på grund af materialer, virker det helt håbløst, at hurtig profit skal diktere kvaliteten af vores bygningsmasse.

Her kunne man lade sig inspirere af Belgien, hvor der er et krav om, at man skal kunne forklare, hvorfor det er nødvendigt at rive en bygning ned i stedet for at renovere eller transformere den.

At indføre en sådan regel, vil nok kunne sætte skub under at tænke mere bæredygtigt i byggeriet.

Se mod resten af Europa

Kigger vi mod EU, er der sådan set ingen tvivl. Her har man igangsat den såkaldte renoveringsbølge, hvor titusindvis af bygninger skal klimarenoveres.

Det er altså ikke bare en god klimavenlig idé at få renoveret vores bygningsmasse; det er også noget, vi allerede har besluttet, er vejen at gå med de andre europæiske lande

Claus von Elling
Formand, 3F Byggegruppen

Med det kommende reviderede bygningsdirektiv kan vi lige så godt komme i arbejdstøjet. Her er der nemlig ingen slinger i valsen: Den samlede bygningsmasse skal energieffektiviseres, og det kan kun gå for langsomt.

Her har vi i fællesskab med de andre europæiske lande forpligtet os på at lave en national handlingsplan for at energirenovere den samlede bygningsmasse.

Et andet ambitiøst mål er, at vi årligt skal renovere cirka tre procent af den offentlige bygningsmasse.

Det er altså ikke bare en god klimavenlig idé at få renoveret vores bygningsmasse; det er også noget, vi allerede har besluttet, er vejen at gå med de andre europæiske lande.

Så selvfølgelig håber jeg, at det bliver denne finanslov, hvor der også kommer politiske handling bag herhjemme i Danmark.

På med arbejdstøjet

Jeg håber, at den kommende finanslov vil tage tyren ved hornene og sætte fut under klimarenoveringer af vores skoler, almene boliger og sygehuse.

Nogle vil sige, at det er en dyr omgang. Men det er også dyrt at lade stå til, mens vi fortsat fyrer for gråspurvene.

Det er estimeret, at vi samlet set kan spare omkring 20 procent af vores årlige energiforbrug ved at energioptimere vores bygninger.

Bygningsarbejdere skal ikke frygte for at blive udsat for livsfarlige stoffer, mens de lægger krop til den grønne omstilling

Claus von Elling
Formand, 3F Byggegruppen

I det store klimaregnskab, og ikke mindst for den enkelte families energiforbrug, er det da noget, der vil kunne mærkes.

I forbindelse med at udvikle denne handlingsplan bør man indføre et krav om at screene for asbest og andre farlige stoffer, før renoveringen påbegyndes samt at sikre en ordentlig sanering af de farlige stoffer.

Selvom asbest blev ulovligt at bruge tilbage i 1985, er det stadig at finde i alt for meget af vores bygningsmasse fra tiden frem mod forbuddet.

Det skyldes blandt andet valget om at indkapsle det. Nu står de nye generationer af håndværkere med arven fra fortidens beslutninger.

Det gælder for eksempel vores tømrere, der frygter for asbest på de københavnske tagrygge. Og mange andre steder.

Bygningsarbejdere skal ikke frygte for at blive udsat for livsfarlige stoffer, mens de lægger krop til den grønne omstilling.

Det gør de desværre alt for ofte i dag. Derfor er mit ønske, at regeringen laver en finanslov, der både sikrer klimarenoveringer af vores bygningsmasse og sørger for, at den bliver social retfærdig, for dem der udfører den.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus von Elling

Gruppeformand, 3F Byggegruppen, formand for Bygge-, Anlægs- og Trækartellet (BAT)
Tømrer, akademimerkonom i ledelse

0:000:00