Bygherreforeningen: Ny arkitekturpolitik risikerer samme skæbne som den forrige — ingen reel effekt

Ekspertgruppens analyse ligger i forlængelse af et kommissorium, der udpeger fremtidens byggeri, affolkede bymidter og landdistrikter, samt boliger som væsentlige udfordringer, som arkitekturen som disciplin og artefakter skal give nogle kvalificerede svar og løsninger på.

Med få udeladte nuancer er det opridsede udfordringsbillede genkendeligt, men er i et vist omfang desværre også en repetition af nogle af de problemstillinger, som den forrige arkitekturpolitik pegede på for ti år siden.

Hvidbogen skal give et helhedsperspektiv

Efter udfordringsbilledet skal der følge en hvidbog med ekspertgruppens anbefalinger til bæredygtig arkitektur i et helhedsperspektiv, aktivering af bymidter og revitalisering af landsbyer samt fremtidens boligbyggeri med vægten lagt på almene boliger.

Anbefalingerne skal bygge på analyser af de faglige, strukturelle og eventuelle lovgivningsmæssige barrierer for god arkitektur, som øger risikoen for usammenhængende byudvikling og byggeri af lav kvalitet.

Når arkitekturen er afkoblet fra øvrig lovgivning, er der risiko for, at den bliver mindre forpligtende.

Graves Simonsen
Bærdygtighedschef, Bygherreforeningen

Samtidigt skal hvidbogen pege på principper og ambitioner for en helhedsorienteret tilgang til arkitekturen, der gør op med de identificerede udfordringer og skaber attraktive og levende byer for den brede befolkning.

I Bygherreforeningen hilser vi initiativer, der kan styrke den arkitektoniske kvalitet og bæredygtigheden i både byudvikling og byggeri velkommen.

Men vi må samtidig flage en bekymring for, at ekspertgruppens kommissorium og udfordringsbillede vil resultere i anbefalinger uden større effekt, hvis disse som i 2014 samles i en national arkitekturpolitik, der får mere karakter af en strategi end konkrete og integrerede lovgivningsinitiativer, der har ophæng i bygge-, plan- og miljølovgivningen.

Arkitekturen ind i lovgivningen

Når arkitekturen er afkoblet fra øvrig lovgivning, er der risiko for, at den bliver mindre forpligtende.

Arkitektonisk kvalitet er ganske vist nævnt i byggelovens formålsparagraf, men afspejles ikke i nævneværdig grad i bygningsreglementet, der skal sikre byggeriets samlede kvalitet.

Tilsvarende indgår arkitektonisk kvalitet kun i ringe grad i planloven, og når det gør, er det ofte indirekte eller som en del af overordnede hensyn til landskab eller bymiljø.

At koble arkitektonisk kvalitet til nogle mere forpligtende regler og principper er ikke det samme som at låse udvikling, kreativitet og forskellighed, men handler om at turde sætte retning og pejlemærker for de aktiviteter og den samfundsudvikling, som arkitekturen er en del af.

På den måde sikrer vi, at aktiviteterne foregår ansvarligt og på et økonomisk bæredygtigt grundlag for de bygherrer, som skal realisere udviklingen, og for de brugere og borgere, som vi først og fremmest bygger for.

Regler er fælles gods

Regler er noget, vi er fælles om, og som vi som hovedregel er enige om virker for fællesskabet.

Når styrken i regler og principper fremhæves ovenfor, er det ud fra en forudsætning om, at regler skal være dynamiske og kan ændres, hvis udviklingen tilsiger det.

Det kan endda betyde, at regler afskaffes eller løsnes, så der gives plads til innovation, udvikling og ny byggeskik, når det er påkrævet.

Der skal lyde en opfordring til ekspertgruppen og Kulturministeren om at turde tage livtag med regler og principper, der kan styrke arkitekturen og arkitektonisk kvalitet uden at sætte den på formel.

Graves Simonsen
Bærdygtighedschef, Bygherreforeningen

Når en bæredygtig udvikling kræver afskaffelse af CO2-udledning fra og reduktion af ressourceforbruget i byggeriet, må vi reagere ved for eksempel at bygge mindre – både i omfang, volumener og enheder.

Der byder de nuværende regler og afledte markedsmekanismer erfaringsmæssigt ofte på benspænd.

Det skal arkitekturen kunne give nogle konkrete, forpligtende og bygbare svar på, og en ny national arkitekturpolitik må ikke ende som hensigtserklæringer, der ikke er direkte eller indirekte omsættelige for byudviklingens og byggeriets parter.

Derfor skal der lyde en opfordring til ekspertgruppen og Kulturministeren om at turde tage livtag med regler og principper, der kan styrke arkitekturen og arkitektonisk kvalitet uden at sætte den på formel, og som underbygger den viden vi har om, hvad der virker og ikke virker, uanset i hvilken skala udfordringerne skal løses.

Behovet herfor understreges af den begrænsede effekt, som den tidligere nationale arkitekturpolitik hidtil har haft.