Legepladsleverandør: Vi må ikke glemme børnene i den nye arkitekturpolitik

Det afspejler sig i "Udfordringsbillede for en kommende national arkitekturpolitik", som ekspertgruppen har udarbejdet.

Her er børnene skrevet ud af fremtidsplanerne for arkitekturen, skønt DE er fremtiden.

Undersøgelserne taler for sig selv

Tænk hvis vi havde flere grønne byrum, hvor børnene kan lege og dyrke sociale fællesskaber. Hvor børnenes bedste venner er de andre børn og ikke iPaden.

I øjeblikket er vi vidne til en epidemi af mistrivsel blandt børn og unge. Og op mod hvert femte barn eller ung i Danmark lever med overvægt eller svær overvægt.

Vi ved fra utallige undersøgelser, at fysisk aktivitet øger børns sundhed og trivsel.

Vi ved også fra undersøgelser, at det er vanskeligere at få børn til at bevæge sig, når der ikke er en legeplads i nærheden.

Og så bliver det endnu sværere at nå de 60 minutters bevægelse hver dag, som WHO anbefaler for børn over 5 år

Det er altså ikke undersøgelser, vi venter på, men en arkitekturpolitik, som tænker leg, fællesskab og sundhed ind i byens rum.

Og savner man inspiration, kan man tage til byer som Barcelona og Nürnberg, hvor der er byplaner for, hvor langt der må være til nærmeste legeplads.

Man skal både inddrage små og større børn

Da det er børnene, der skal bruge legepladserne, er det oplagt at spørge børnene om deres ønsker.

Nye modeller og processer for borgerinddragelse er netop, hvad ekspertgruppen lægger op til.

Man kan både lave brugerinddragelse med små og større børn.

Børn i de mindste klasser kan for eksempel arbejde i grupper med at tegne deres yndlingslegeplads. Og med de ældre børn kan man lave workshops faciliteret af en landskabsarkitekt, hvor børnene skal bygge en legeplads af materialer.

Her må arkitekten være åben over for, at børnenes ønsker nogle gange går mere i retning af Cirkus Benneweis end Nordic Nature.

Det er op til politikerne, om børnene skal med

Men hvad er det for kvaliteter, vi ikke kan gå på kompromis med, når vi taler arkitektonisk kvalitet?

Grønne byrum med legepladser skal være designet til forskellige aldersgrupper og børn med bevægelseshandicap. Og de skal være bæredygtigt produceret og rumme historier, som forældrene kan tale med deres børn om.

Nu er det op til politikerne: Skal børnenes ønsker til arkitekturpolitikken stå på side et eller på bagsiden?

Mikael Bjørnskov
Administrerende direktør, Kompan

Det kan være historier om, at legepladser kan være lavet af affald, og at børnenes aflagte tøj og sko måske har fået nyt liv i legepladsens stolper og underlag.

Eller det kan være, at rutschebanen, de rutscher på, er lavet af udtjente fiskenet, der ellers ville være endt på havets bund.

Hvis vi skal lykkes med at skabe grønne byrum med legepladser, der inviterer til bevægelse, leg og fællesskab, som er bæredygtigt produceret og rummer læringspotentiale, så skal flere aktører arbejde sammen: Arkitekter, designere, kommuner og specialister i bæredygtighed, leg, fysisk aktivitet og sundhed.

Og vi skal inddrage dem, det hele handler om, nemlig børnene.

Nu er det op til politikerne: Skal børnenes ønsker til arkitekturpolitikken stå på side et eller på bagsiden?