Bygherreforeningen: Ny grøn planlov skal forhindre regelforvirring

Den bæredygtige omstilling er ikke længere blot et nationalt anliggende.

Ambitionerne vokser også i landets kommuner og ser blandt andet ud til at blive et vigtigt emne i den kommende kommunale valgkamp.

En dugfrisk undersøgelse foretaget af Voxmeter for KL's magasin Momentum viser, at bæredygtighed og klima er blandt de tre vigtigste emner for vælgerne til kommunalvalg i november.

Derfor er det også naturligt at undersøge, hvilke muligheder for eksempel en ny planlov giver kommunerne i forhold til at skubbe bag på den grønne omstilling.

For naturligvis skal politikere og embedsværk på landets mange rådhuse have mulighed for at præge udviklingen i en mere grøn retning.

Undgå lovforvirring

Men her er det afgørende at være præcis på, hvad planloven skal dække, og hvad der dækkes af anden lovgivning, således at der ikke opstår lovforvirring i kampen om at nå de målsætninger, der er sat for både CO2-reduktionen i 2030 og 2050 og for omstilling af markedet til en mere cirkulær økonomi.

I evalueringen af den eksisterende planlov lægges der op til, at en revideret lov i højere grad giver muligheder for at indarbejde ambitioner på det bæredygtige område. Og det er vi enige i, så længe det handler om at regulere aktiviteter og de områder, der skal udvikles og bebygges.

En kommune, der ønsker en grønnere profil, kan sagtens initiere øget bæredygtighed i et lokalområde ved for eksempelvis at stille krav om særlige certificeringer eller strategier for udviklingen af et område.

Man kan for eksempel forestille sig, at kommunerne efterlyser særlige bæredygtige løsninger og modeller for hele byområder. Dernæst kan kommunen selv understøtte en lokal bæredygtig udvikling med egne initiativer.

Agerer man som offentlig bygherre selv bæredygtigt i sine egne byggerier, kan det inspirere andre aktører til at indgå i en dialog om udviklingen af lokale initiativer.

Et eksempel herpå er Roskilde Kommune, som har stillet krav om, at bygherrer i særlige kvarterer registrerer deres materialer i en central database med henblik på fremtidigt ressourceoverblik, cirkularitet og genanvendelse.

Varsom med lokale særordninger

Når det handler om opførelse af bygninger, bør man være mere varsom med forskellige kommunale særordninger.

Skal vi nå ambitiøse klimamål i Danmark og måske endda skærpe dem endnu mere, er det afgørende, at hele Danmark arbejder i samme retning, og at der stilles ensartede krav til byggerier i hele landet.

Det er ikke svært at forestille sig den forvirring og det besvær, som det vil bringe, hvis kommunerne via særlige fortolkninger i planloven får mulighed for at stille særkrav til for eksempel materialevalg eller byggemetoder.

Det vil skabe en masse forvirring i branchen, og både bygherrer, rådgivere og entreprenører vil skulle bruge alt for mange ressourcer på at omstille og tilpasse sig lokale forhold, fremfor at kunne formulere strategier, innovation og implementering ud fra et nationalt marked. 

Dernæst vil særlige lokale krav stride imod konkurrencehensyn i EU-lovgivningen, når det for eksempel handler om anvendelse af særlige materialer i byggeriet.

Det er ikke muligt for kommunerne for eksempel at fravige mindstekrav med krav om bedre produkter eller mere bæredygtige materialer.

For så vidt angår krav om anvendelse af bestemte materialer, kan disse ikke stilles, når materialerne er omfattet af byggevareforordningen og de tilknyttede harmoniserede standarder og mærkninger.

Bygningsreglement med bæredygtighedskrav

I dansk kontekst har vi en tradition for, at stramninger af krav til byggerier sker gennem byggelovgivningen.

Med introduktionen af bæredygtighedsklasse i bygningsreglementet er grundstenen allerede lagt til kommende, strammere krav, som i første omgang skal sikre reduktioner af CO2-udledninger gennem materialevalg og byggepladsadfærd.

Planlovgivningens formål må være at give kommunerne mulighed for en stærk og kompetent afvejning af mange lokale hensyn

Henrik L. Bang
Direktør, Bygherreforeningen

Det vil være naturligt, at der arbejdes videre med at stille krav på andre parametre, i takt med at markedet kan levere de bæredygtige løsninger. 

Dette vil spille fint sammen med, at kommunerne samtidig stiller bæredygtighedskrav til områdeudvikling i forhold til for eksempel infrastruktur som trafik, energiforsyning, regn- og spildevandafledning, til arealudnyttelse og -anvendelser og biodiversitet og krav, der relaterer sig til byens helheder som for eksempel bygningskulturelle hensyn og samspillet mellem bygninger og byrum.

Ved at fastholde byggelovgivningen som omdrejningspunkt for kravstillelsen til bygninger vil der kunne bevares en nødvendig agilitet i forhold til innovation og kreativitet, når det gælder nye og bedre løsninger.

Når lokalplaner først er vedtaget, er ændringer heraf meget omstændelige for alle og kan dermed blive kontraproduktive i den kontinuerlige proces, som det er at nå målet om at skabe de mest bæredygtige byggerier.

Lokale hensyn

Planlovgivningens formål må være at give kommunerne mulighed for en stærk og kompetent afvejning af mange lokale hensyn.

Det kan for eksempel være vægtning mellem beskyttelse af naturmiljøer, behov for klimasikring og behov for fysisk udvikling af byer og landområder med boliger, institutioner, erhverv og fritidsfaciliteter.

Vi opfordrer naturligvis landets kommuner til at afsøge mulighederne for at formulere både udviklings- og driftsstrategier for, hvordan de vil skabe en bæredygtig udvikling i inden for bygrænsen, så længe de lokale krav ikke trumfer byggelovgivningen.

Hverken planloven eller byggelovgivningen udelukker, at offentlige, almennyttige eller private bygherrer kan være ambitiøse og stille skærpede krav til sig selv og dermed søge at bygge efter højere standarder end lovgivningens mindstekrav.

Og måske kan man i fælles overenskomst komme frem til fælles retninger og løsninger. Men disse skal gerne vokse frem i en fælles lokal enighed med respekt for nationale regler.