Dansk Ejendomsmæglerforening: Boligmarkedet udvikler sig i modstrid med befolkningens ønsker

Danskerne drømmer om at eje deres egen bolig.
Helt præcist, så er det syv ud af ti danskere, der drømmer om at bo i en ejerbolig. Og hvis man spørger de unge, er dette billede endnu mere udtalt. En ejerbolig er drømmen.
De senere år har der været fokus på danskernes livskvalitet – og ikke mindst, hvad der styrker den.
Realdania har lavet en større undersøgelse af danskernes livskvalitet. Undersøgelsen har en underoverskrift, der hedder: “Hvad kan vi lære af de lykkeligste danskere?”
Den undersøgelse kommer også ind på boligens betydning.
Realdanias undersøgelse viser, at det at eje sin egen bolig fremmer vores livskvalitet. Det er blandt andet muligheden for at vælte en væg, udvide køkkenet – i det hele taget sætte sit eget personlige præg på boligen, der har en positiv indvirkning på livskvaliteten.
Problemet er, at de boligformer samfundet fremmer, er det modsatte af danskernes boligdrømme. Og særligt de unges boligdrømme.
Ole Hækkerup
Direktør, Dansk Ejendomsmæglerforening
Men det at eje sin egen bolig betyder også større kontrol over eget liv. Der er simpelthen en forbindelse mellem boligejerskab og livskvalitet. Også det påpeger undersøgelsen.
Og det er jo slet ikke mærkeligt. Gennem rente og afdrag opstår der friværdi i en ejerbolig. En friværdi, der med tiden giver mere magt over eget liv. Selvfølgelig med den bagside, at man jo skal blive boende i boligen i mange år for, at virkningen med afdragene slår igennem.
Måske er netop fordelen ved at eje sin egen bolig, som de unge har gennemskuet? Det kan i hvert fald forklare, hvorfor de unge i endnu højere grad ønsker at eje deres egen bolig.
Logisk burde Danmark derfor udvikle sig i den retning. En politik for at fremme boligejerskab.
Et spørgsmål om penge
Men det går i den stik modsatte retning. De sidste ti år er der ifølge Danmarks Statistik kommet over 180.000 flere lejeboliger i Danmark, mens der blot er kommet 37.000 nye ejerboliger.
Udviklingen på boligmarkedet går altså den stik modsat vej i forhold til, hvad danskerne ønsker. Og sagt helt stilfærdigt: Også imod det, som Realdanias undersøgelse ellers viser, fremmer livskvaliteten.
Men hvorfor går det den modsatte vej? Svaret er enkelt: Det kan bedre betale sig.
For på udbudssiden er beskatningen ikke neutral, idet nuværende moms- og skatteregler giver stærkere incitamenter til at opføre lejeboliger end ejerboliger.
Formår regeringens boligudspil at tage hånd om de reelle udfordringer på det danske boligmarked, hvor priserne galoperer afsted i hovedstaden, mens det er blevet næsten umuligt at belåne et hus på Lolland?
Eller bærer udspillet præg af, at der skulle være lidt til både Venstre og Socialdemokratiet – og at det derfor mangler en klar, samlet retning for boligpolitikken i Danmark?
Det vil vi på Altinget By & Bolig gerne blive klogere på i en ny temadebat.
Vil du eller din organisation deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.
Samfundet fremmer altså nogle boligformer på bekostning af andre boligformer. Problemet er, at de boligformer samfundet fremmer, er det modsatte af danskernes boligdrømme. Og særligt de unges boligdrømme.
Regeringen er kommet med et boligudspil, der blandt andet vil give kommunerne mulighed for at kræve, at 25 procent af nybyggede boliger, skal være ejerboliger. Det vil formentlig trække udviklingen i retning af flere ejerboliger. Men det vil næppe vende hele udviklingen.
For det er ikke kun nye boliger, hvor der er brug for at sørge for flere ejerboliger. Vi må også kigge på de boliger, der allerede eksisterer. Hvorfor ikke tage nogle af de mange private udlejningsboliger og lave dem om til ejerboliger? Eller gøre det muligt for ejere af tomme erhvervslejemål at ændre dem til ejerboliger.
Samtidig kunne samfundet ændre de økonomiske incitamenter, der netop begrænser det at eje sin egen bolig.
Op med udbuddet
I den offentlige debat fylder de stigende priser på ejerboliger meget. Og måske er det netop for de unge vigtigt. Det er trods alt dem, der står på tærsklen til boligmarkedet. Stigende priser kan få boligdrømmene til at virke endnu mere umulige for de unge.
Den mest robuste langsigtede måde at dæmpe prispresset på ejerboliger er at fremme udbuddet. Men lige nu hæmmes udbuddet af ejerboliger, fordi de økonomiske incitamenter fra samfundet trækker i den modsatte retning.
Når efterspørgslen samtidig er høj, hvad sker der så? Nye prisstigninger. Det bliver endnu sværere for unge at komme ind på boligmarkedet. Danmark rykker endnu længere væk fra danskernes boligdrømme. Og endnu længere væk fra de unges boligdrømme.
Det er den udvikling, vi skal vende.
Ikke fordi ejerboliger er det eneste svar. Tværtimod kan blandede byer eksempelvis modvirke ghettoområder. Blandede byer kan også sikre, at der er boliger, der passer til forskellige faser af livet.
Men lige nu går udviklingen ikke mod blandede byer. Tværtimod. Udviklingen går mod, at ejerboliger fylder mindre i Danmark. Til skade for livskvalitet og danskernes boligdrømme. Og det er særligt de unges boligdrømme, der ofres.
Artiklen var skrevet af
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne


















