Debat

Direktør for grønne delebiler: Politikerne mangler vilje til at gøre København renere, grønnere og rigere

DEBAT: Borgerne har allerede taget godt imod el-delebilerne. Nu er det op til Borgerrepræsentationen at føre sin personbils-trafik-politik ind i dette årtusinde og give el-delebilerne den plads, de skal bruge for at kunne forbedre luften, mindske støjen og skabe mere rum til andre aktiviteter end biler, skriver Torben Andersen.

Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Torben Andersen
Direktør i Green Mobility

DR kunne i sommer oplyse, at Københavns Kommune havde takket nej til et tilbud om et gratis stærkstrømsanlæg til krydstogtskibene på Langelinie. Skibene sejler på meget tung og usund bunker, som de også bruger til at generere strøm med, når de ligger ved kaj. Tilbuddet var efter det oplyste blevet afvist med baggrund i forældede tal.

Gentag nu ikke svipseren med forældede data. Kør en tur og se alle bilerne, der holder stille i hverdagene og kun luftes i weekenden, hvis batteriet da ikke er fladt efter den lange lediggang. Oplysningen findes faktisk i den seneste parkeringsundersøgelse for hovedstaden. Der udbygges opad og nedad med nye boliger og kostbare parkeringskældre som svar på alles p-plads-kamp mod alle i stadig flere nye biler. Nye biler er renere end gamle, men så absolut ikke den lige vej til endnu renere luft og mindre trængsel.

Der er en grund til, at flere end 100.000 nu er tilmeldt hos hovedstadens delebilsudbydere. For den enkelte giver delebilerne stor fleksibilitet og gør faste omkostninger variable. Det betyder noget i en verden, hvor familierne nogle gange er meget store med dine, mine og vores børn under samme tag. Andre uger er kun vores fælles børn hjemme.

Borgerne flytter sig trods politikernes fodslæben og manglende vilje til at ændre på den bestående afgifts- og skattestruktur.

Torben Andersen
Direktør for Green Mobility

Det betyder også noget, når korttidskontrakter på arbejdsmarkedet fylder mere. Oven i det kan vi så lægge, at elbilkørsel også er et klimabidrag, som forener på tværs af køn, alder og partifarve, og kan sikre, at København forbliver i top 10 over verdens ”most liveable cities”.

Op til Borgerrepræsentationen
Fra midten af sidste århundrede og mange år frem var den overordnede byplans-idé, at arbejde, indkøb og bolig var geografisk stærkt adskilte størrelser. København var slidt og beskidt, så forstæderne trak.

Hvorfor skal effektiv grøn deleøkonomi ikke også være en dansk spidskompetence, der kan være med til at finansiere velfærdsstaten?

Torben Andersen
Direktør for Green Mobility

København er i dag en ganske ren og rig by, og folk vil gerne bo tæt på hinanden, deres arbejde og en mulig partner. Med andre ord – verden har forandret sig rundt om ”hver mand sin bil”.

Nu er det op til Borgerrepræsentationen at føre sin personbils-trafik-politik ind i det andet årtusinde og give el-delebilerne den plads, de skal bruge for at kunne forbedre luften, mindske støjen og netto skabe mere rum til andre aktiviteter end biler, der står stille.

Tiltaget har ikke kun lokal effekt, men også global effekt; der trækkes mindre på planetens fysiske ressourcer, når antallet af biler falder. Færre biler, der kører ”hele tiden”, vil samtidig frigøre økonomiske ressourcer, der kan anvendes på anden vis. Vi bliver rigere.

Borgerne flytter sig trods politikernes fodslæben
Danmark er tidligere gået foran. Vi har isoleret vores boliger og bragt energiforbruget ned. Velux og Rockwool har nydt godt af det udsyn. Satset på vindkraft, der også var et modsvar til vores olieafhængighed, har skabt Vestas og en underskov af mindre virksomheder med kunder i hele verden. Affaldsvarme og biogas er andre succeshistorier.

Hvorfor skal effektiv grøn deleøkonomi ikke også være en dansk spidskompetence, der kan være med til at finansiere velfærdsstaten? København bør gå forrest.

4,6 procent af GreenMobility's brugere har taget delebilskonceptet helt til sig og solgt deres bil. 15 procent kører altid GreenMobility i stedet for deres egen bil. 16 procent har overvejet at sælge deres bil og 21 procent har undladt eller overvejer at undlade at købe eller lease en bil. Borgerne flytter sig trods politikernes fodslæben og manglende vilje til at ændre på den bestående afgifts- og skattestruktur.

Hvis tanken om at give elektriske delebiler en fortrinsstilling er for radikal, så sidestil i det mindste bare moderne eldelebiler med ældre deleordninger for benzinbiler med fast stamplads, når der gives rabat på p-licenser.

Det er svær som "grøn" at forstå, at nogle "sorte" betaler mindre for en p-licens i København end de grønne. På Frederiksberg er der for eksempel lighed for Tor og Loke. Det er der også i Gentofte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torben Andersen

Adm. direktør, Green Mobility
M.Sc. i business administration og computervidenskab (CBS, 1991)

0:000:00