Ja, der skal flere kvinder i bestyrelser. Men hvem taler om de kvinder, der gør lokalerne rene?

Men ægte solidaritet er ikke blot en erklæring. Det er en handling. Det er en universel kamp for dem, som man ikke nødvendigvis behøver at spejle sig i.

Det er at forsvare retten til at bære tørklæde lige så kraftigt som at kæmpe for retten til at bære crop-top.

Det er at råbe for transpersoners ret til egen krop, lige så højt som vi forsvarer retten til abort. At kræve palæstinensernes selvbestemmelse over Gaza, med samme styrke som vi forsvarer Grønlands ret til selvbestemmelse, når Trump truer med at købe landet.

Ægte solidaritet er at forsvare retten til at bære tørklæde lige så kraftigt som at kæmpe for retten til at bære crop-top.

Naima Yasin

'Woke' eller ej, så går jeg ud fra, at Lea Korsgaard er enig i, at det er vigtige kampe.

Da Putins krig i Ukraine brød ud, vågnede 80'ernes unge op. De organiserede indsamlinger, kørte straks mod grænsen med nødhjælp, skrev lidenskabelige opslag om solidaritet, mødte op til demonstrationer og åbnede deres hjem for ukrainske flygtninge.

Det kom som et chok for mig. Samtidig var det en lettelse at se, at den handling, jeg efterspurgte under 'Black Lives Matter'-demonstrationerne i 2020, faktisk var mulig.

Min optimisme er dog endnu engang blevet slået tilbage til start efter den 7. oktober 2023. Frygten for at sige eller gøre noget forkert lægger sig som en dyne af tavshed over folk.

Jeg har forsøgt at tage dialogen med dem, der var så handlekraftige under Ukraine-krigen. De fortæller mig, at de er bange.

Bange for at miste deres job. Bange for at miste venner. Bange for hvad deres familie vil tænke, hvis de taler højt.

Men hvis frygten for sociale eller professionelle repressalier får os til at tie, er vores demokrati i fare.

Jeg ser allerede arrangementer, der fokuserer på at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. Men hvem taler om de kvinder, der gør lokalerne rene?

Naima Yasin

Vi ser os selv som en foregangsnation for frihed og demokrati. Vi hylder vores ret til at ytre os og forsamle os. Men hvis vi kun bruger de rettigheder, når det er bekvemt og ufarligt, har vi så overhovedet forstået, hvad de betyder?

Med kvindernes internationale kampdag den 8. marts er det tid til at sætte reel solidaritet først. Det skal ikke kun være i ord, flotte opslag på Instagram eller en fed TikTok-video, men i reel handling.

Jeg ville ønske, vi gjorde det hele året, men lad nu dette være begyndelsen.

Jeg ser allerede arrangementer, der fokuserer på at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne. Men hvem taler om de kvinder, der gør lokalerne rene?

Ægte solidaritet går på tværs af politiske, sociale, økonomiske skel og kender ingen landegrænser.

Du har ret til at ytre dig, uanset hvem du er. Jeg hører ofte venner og kolleger sige, at de ikke tør tale om de afghanske kvinders kamp, fordi de er bange for at tage pladsen fra herboende afghanere.

Lad mig slå det fast: Den afghanske kvindekamp er også vores kamp. Den kurdiske frihedskamp er også vores kamp. Den Sudanesiske frihedskamp er også din og min. 

Du behøver ikke tale fra et sted, du ikke forstår. Tal i stedet ud fra dit eget ståsted. Stil dig fysisk side om side med afghanske, syriske, iranske, kurdiske, armenske piger og kvinder, så de kan mærke din støtte.

Derfor vil jeg opfordre til, at du spørger dig selv, hvordan du vil prioritere at bruge din 8. marts?

Mit opråb til arrangører af arrangementer den 8. marts: Vent ikke på, at minoriteterne banker på din dør og "tigger" om at låne mikrofonen denne ene dag om året. I skal tage ansvar selv ved at starte disse samtaler. Og løfte det tunge arbejde.

Som majoritet har I nemlig det privilegium at lade samtalen blive i det rum, I efterlader. Vi andre tager den med os under dynen, og den sidder i os for altid.  

Og mit opråb til dig som deltager og aktivist den 8. marts: Hvis du mærker et stik af dårlig samvittighed, så husk, at det aldrig er for sent at handle.

Drop forklaringerne, mød op, vær synlig, brug dit navn, dit ansigt, dine privilegier. Det, som millioner af mennesker giver deres liv for i skrivende stund. Netop nu er behovet for solidaritet med kvinder på tværs af grænser større end nogensinde.

Kvinder og minoriteters rettigheder er under angreb, og vi kan ikke vente på en hypotetisk fremtid, hvor situationen er endnu værre, før vi gør noget.

I Afghanistan bliver to millioner kvinder systematisk nægtet adgang til uddannelse og arbejde og holdes fanget i deres egne hjem. Inuitkvinder i Grønland og Danmark oplever, at deres børn bliver taget fra dem kort efter fødslen.

Som majoritet har I det privilegium at lade samtalen blive i det rum, I efterlader. Vi andre tager den med os under dynen, og den sidder i os for altid.

Naima Yasin

Over hele verden bliver kvinder og børn taget som gidsler i konflikter, hvor deres kroppe reduceres til brikker i brutale politiske spil.

I Gaza nægtes kvinder basal medicinsk behandling, mens tusindvis er tvunget på flugt og lever under ekstreme og livsfarlige forhold. I Sudan begår kvinder selvmord i desperation for at undgå fangenskab og umenneskelige overgreb. I DR Congo udsættes tusindvis af kvinder systematisk for seksuel vold. Yezidi- og kurdiske piger og kvinder trues igen af etnisk udrensning og sexslaveri. 

Støtte og handling er altafgørende – fra Afghanistan til Sudan, fra Kurdistan til Ukraine, fra Gaza til Iran, fra Syrien til Armenien, fra Grønland til vores rengøringsfolk i bestyrelseslokalerne.

Historien har vist os igen og igen, at ingen ændrer verden alene. Forandring sker, når vi organiserer os, protesterer sammen og bruger vores fællesskaber. Styrken ligger i det kollektive, og det er dér, vi finder den fremtid, vi kæmper for.

Lad os alle huske det på kampdagen. God solidarisk 8. marts!