Debat

Professor: Ministerium spreder usande fordomme om indvandrere i udsatte boligområder

DEBAT: Ny rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om indvandrere i udsatte boligområder er i stærk modstrid med virkeligheden og er udtryk for trend mod en stærkere politisering af embedsapparatet, skriver Hans Skifter Andersen.

Indvandrere bosætter sig ofte i almene boliger som Mjølnerparken grundet korte ventetider og er billig husleje − ikke for at danne modkulturer og isolere sig selv, skriver Hans Skifter Andersen.
Indvandrere bosætter sig ofte i almene boliger som Mjølnerparken grundet korte ventetider og er billig husleje − ikke for at danne modkulturer og isolere sig selv, skriver Hans Skifter Andersen.Foto: Sofie Mathiassen, Ritzau/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet

Der er i Altinget rejst en meget relevant debat om Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport om såkaldte parallelsamfund. For rapportens konklusioner er baseret på antagelser og fordomme, der er i stærk modstrid med det, vi ved fra forskningen, om hvorfor vi har boligområder med mange indvandrere, og hvad det betyder for dem at bo der.

Familienetværk er vigtigere end parallelsamfund
Rapporten indeholder tal om, hvor mange indvandrere der bor i områder med mere end 25 procent indvandrere og efterkommere, og hvor mange af disse der har været langvarigt arbejdsløse, går i skoler med mange tosprogede eller har været dømt eller sigtet med videre.

Der, hvor kæden hopper helt af, er, når man bruger disse tal til at postulere, at 76.000 indvandrere lever i ’parallelsamfund’, har en ’selvvalgt isolation og social marginalisering’ og danner ’modkultur til det danske samfund’.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Den første forkerte antagelse er, at disse boligområder er opstået, fordi indvandrerne har søgt sammen her for at bo for sig selv. I en undersøgelse, som jeg foretog i 2006 blandt beboerne i tre af de mest kendte områder, Mjølnerparken, Vollsmose og Gellerupparken, svarede kun to procent, at de gerne ville bo i et område med et flertal af indvandrere.

Det er således ikke rigtigt, at disse indvandrere har bosat sig i områderne for at undgå danskere. Undersøgelsen viste også, at det ikke er vigtigt for dem at bo tæt på landsmænd, men nogle af dem vil gerne bo i nærheden af venner og familie, ligesom i øvrigt mange danskere vil. Det er således det tætte familienetværk, der betyder noget for dem, ikke 'parallelsamfund'.

Synspunkterne i Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport er klart i modstrid med virkeligheden. Det er stærkt beklageligt, fordi der jo her er tale om et meget følsomt emneområde, hvor negative fordomme om indvandrere florerer.  

Hans Skifter Andersen
Adjungeret professor, Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet

Økononmisk usikkerhed gør det svært at købe bolig
Årsagerne til den høje koncentration af indvandrere i nogle områder af byerne skal således søges et andet sted, nemlig i de generelle segregationsprocesser på boligmarkedet. Indvandrere har generelt noget lavere indkomst end danskere og har derfor sværere ved at købe ejerboliger.

Undersøgelser har desuden vist, at de af forskellige grunde sjældnere køber ejerboliger end danskere med samme indkomst.

Det skyldes blandt andet, at de er mere usikre på deres fremtid, og at de har sværere ved at få lån. En undersøgelse viser, at indvandrere således i stor udstrækning er henvist til lejeboligerne, og her har det vist sig, at de har sværere ved at få adgang til private udlejningsboliger og andelsboliger end danskere med samme indkomst .

Mange indvandrere bor i almene boliger
Indvandrerne er derfor i vid udstrækning henvist til den almene sektor, hvor også mere end halvdelen af dem bor. Der er meget forskellige muligheder for at få adgang til almene boliger, idet nogle områder har meget lange ventetider, mens andre har korte.

Det er især de udsatte boligområder, der har korte ventetider, hvor indvandrerfamilier med akutte boligbehov derfor har søgt bolig. En meget væsentlig årsag til de korte ventetider er, at danske boligsøgende fravælger boligområder med mange indvandrere.

Der har i en omfattende undersøgelse af til- og fraflytningen for 9.000 danske byområder gennem 25 år vist sig en stærk negativ sammenhæng mellem andelen af indvandrere i boligområder, og hvor mange danskere der flytter ind. Jo større andel indvandrere, jo færre danske tilflyttere.

Dette betyder, at ventelisterne har været særligt korte i disse områder og har givet indvandrere bedre muligheder for at få en god bolig her. Der har været en selvforstærkende proces på boligmarkedet, hvor nogle boligområder i stigende grad er blevet beboet af indvandrere og færre danskere. Denne proces er dog gået lidt i stå i de senere år.

Stor til- og fraflytning i udsatte boligområder
I ministeriets rapport kan man få det indtryk, at beboerne i de omtalte områder er groet fast for tid og evighed. Det er i modstrid med, at der rent faktisk er et ret stort gennemtræk i de fleste af dem.

Den ovennævnte undersøgelse i tre områder viste således, at henholdsvis 26 og 33 procent af beboerne i Vollsmose og Gellerupparken havde boet der mindre end to år. Kun henholdsvis 19 og 27 procent havde boet der mere end ti år. Gennemtrækket i Mjølnerparken var lavere på grund af det pressede københavnske boligmarked.

Indvandrerne flytter ind og ud, og undersøgelsen viste, at fraflytterne i højere grad var i beskæftigelse end beboerne som helhed, mens tilflytterne oftere var arbejdsløse. Der har altså været en proces i områderne, hvor en del er kommet i beskæftigelse, men så har valgt at flytte. De bliver så erstattet af nye beboere uden for arbejdsmarkedet.

Den ovennævnte undersøgelse af til- og fraflytningen for alle byområder viste desuden, at indvandrere ikke bliver længere boende i områder med mange indvandrere, men har samme fraflytning her, som gælder for lignende områder med færre indvandrere. De bliver således ikke hængende i de påståede parallelsamfund.

Mangel på sammenhængskraft i multietniske byområder
Man kan også undre sig over, at ministeriet i sin rapport anser alle indvandrere i et boligområde, uanset religion og baggrund, for at være en del af et parallelsamfund. I forskningssammenhænge kalder vi dem multietniske byområder, fordi de består af mange forskellige etniske grupper − nogle steder op til 70 forskellige.

Det er grupper, som ofte ikke har noget til fælles, og som nogle steder har konflikter. Problemet i områderne er snarere, at der mangler en bedre social sammenhængskraft, end at den er for stærk.

Beboere i multietniske byområder danner ikke modkulturer
Endelig er der de udokumenterede påstande om, at beboerne har selvvalgt isolation og danner modkultur til det danske samfund.

Der er ingen tvivl om, at især nyere indvandrere medbringer en kultur fra deres hjemland, som på nogle punkter er anderledes end danske normer, og at det tager tid, inden de vænner sig til danske forhold. Men det har ikke noget at gøre med, hvor de bor. Sammenhængen er omvendt.

Nyere og mindre integrerede indvandrere havner oftere i multietniske byområder, fordi de har svært ved at finde bolig andre steder. Det har været en generel erfaring fra indvandringen i først USA og senere Europa, at nye indvandrere oftere bosættes i byområder med mange indvandrere, men at de, efterhånden som de integreres økonomisk og socialt, flytter ud i mere blandede områder. Forskning har vist, at denne proces også finder sted i Danmark.

Den ovennævnte undersøgelse i tre boligområder viste også, at beboerne her ikke afviger meget fra andre indvandrere, bortset fra at flere er arbejdsløse og har lavere indkomst. 82 procent af beboerne havde danske venner og bekendte, mens det var 87 procent for alle etniske minoriteter.

Kontakten blev etableret mange andre steder end i boligområderne, nemlig i foreninger, skoler og andet. Under ti procent så kun tv-kanaler fra deres oprindelsesland, mens de øvrige kun så danske eller så begge dele. I kun fem procent af familierne var der ingen voksne, der kunne dansk. For begge forhold var svarene de samme for gennemsnittet af etniske minoriteter.

Ingen sammenhæng mellem beskæftigelse og multietniske byområder
Det postuleres i rapporten, at indvandrere bliver mindre tilbøjelige til at søge arbejde, når de bor i multietniske byområder. Det er der ikke nogen evidens for. Der har været en omfattende europæisk forskning af, hvorvidt beskæftigelsen blandt beboere er påvirket af, at de bor i udsatte byområder.

Det er der ikke fundet nogen særlig stærk sammenhæng for. En dansk undersøgelse af sammenhængen mellem flygtninges bosætning og deres beskæftigelse har således vist, at de, der blevet anbragt i udsatte boligområder, ikke har fået mindre beskæftigelse end de, der ikke er.

Læs også

Rapport i modstrid med virkeligheden
Synspunkterne i Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport er således klart i modstrid med virkeligheden. Det er stærkt beklageligt, fordi der jo her er tale om et meget følsomt emneområde, hvor negative fordomme om indvandrere florerer.

Vi har været vant til, at dokumentation fra ministerier er rimeligt objektive og veldokumenterede. Rapporten er givetvis blevet lavet for at støtte regeringens såkaldte kamp mod parallelsamfund. Den markerer, at der er startet en trend i dansk statsadministration mod en stærkere politisering af embedsapparatet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Skifter Andersen

Professor emeritus

0:000:00