Professor: Naturen giver ikke kredit, og byggekontoen er i minus

Der venter en regning

Hvis ikke vi holder inde med at bruge af klimabudgettet, der for længst er brugt op, vil kreditorerne snart banke på og præsentere os for en regning, som vi alle helst ville være foruden.

Før eller siden sprænger elastikken.

Harpa Birgisdóttir

En ny FN-rapport viser, at vi aktuelt er på kurs mod en global temperaturstigning på 2,5 grad i forhold til niveauet før industrialiseringen med uoverskuelige økonomiske og menneskelige konsekvenser til følge.

Alligevel fortsætter vi, som om klimaregnskabet er elastisk. Hver gang en ny teknologi lover at spare lidt CO2, ånder vi lettet op og bruger lettelsen til at trække elastikken lidt længere.

Men før eller siden sprænger elastikken. Og for at sige det, som det er: Selv om teknologisk innovation er en velkommen, ja, påkrævet del af en bæredygtig fremtid, så er vi nu et sted, hvor teknologien ikke kan fjerne overtrækket. Der skal mere og andet til.

Naturen har ikke et overtræk

Når vi overskrider et økonomisk budget, ved de fleste af os godt, hvad der skal til: Vi må prioritere, skære ned og tænke os om.

Når vi overskrider vores klimamål, taler vi i stedet om innovation, vækst og grønne muligheder.

Vi må alvorligt overveje, om vi kan bygge mindre og bruge ressourcerne klogere.

Harpa Birgisdóttir

Men naturen er ikke en mere overbærende kreditor end den mest gebyr-gesjæftige bank. Et overtræk er et overtræk, og konsekvenserne bliver kun større, jo længere vi ignorerer det. Det er på tide at behandle de planetære grænser som det, de er: et budget med faste rammer og reelle konsekvenser.

Vores budget er allerede overskredet, og vi er nødt til at tilpasse vores aktiviteter til den faktiske virkelighed – præcis som ansvarlig økonomisk styring kræver det.

Selvfølgelig skal vi udvikle ny teknologi, men vi må også alvorligt overveje, om vi kan bygge mindre og bruge ressourcerne klogere. Måske handler det om at sænke tempoet og spørge os selv: Hvad har vi reelt brug for, og hvad er blot ønsker?

Midt i boligkrisen, hvor huslejerne stiger, og storbyerne trænges i Danmark og Europa, kan det virke paradoksalt at skrue ned for byggeriet. Men selv i en tid med boligpres kan vi ikke ignorere planetens grænser.

Vores begrænsede klimabudget bør derfor bruges på de mest nødvendige kvadratmeter, herunder boliger, der er til at betale, frem for at fortsætte et overtræk forklædt som grønt byggeri.

Det konkrete svar er, som sagt, op til vores folkevalgte, men kravspecifikationen må lyde på, at udviklingen sker inden for de rammer, der er tilbage.

Et fælles nulpunkt

Når verdens ledere i disse dage samles til COP30 i Brasilien, vil Parisaftalen igen være i centrum. Ikke som et håb, men som et regnskab, der ikke stemmer.

Jeg håber, at politikerne under de sydlige himmelstrøg vil lytte til forskningen og turde tage fat på de svære spørgsmål: Hvad skal vi bygge, og hvordan gør vi det inden for de rammer, der er tilbage? Og ikke mindst: Hvad kan vi helt lade være med at bygge?

Vi må begynde dér, hvor nul betyder nul: Ved at bruge det, vi allerede har, gentænke det eksisterende og investere i viden, der ikke bare gør tingene lidt bedre, men rigtigt.

COP30 minder os om, at verden ikke længere mangler løfter – den mangler handling. Og i byggeriet bør vi gå forrest og vise, at et klimabudget kan – og skal – overholdes.