Regeringen overvejer lovændringer efter miljøskandale: "Det er meget tænkeligt, at der kommer et efterspil"

Hver sten skal vendes.
Den melding havde to af regeringens ministre med til et pressemøde fredag eftermiddag, efter at det få timer forinden var kommet frem, at Nordic Waste – virksomheden bag miljøskandalen i Randers – er gået konkurs.
Regeringen vil i kølvandet på sagen både undersøge, hvordan man får sikret, at lignende miljøsager ikke opstår i fremtiden. Samt hvordan man lettere kan drage ejerne bag virksomheden til ansvar.
Det meget tænkeligt, at der kan komme et efterspil.
Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister
"Vi har aldrig prøvet at være i sådan en situation før. Derfor kan jeg også tilkendegive, at vi kommer til at se det her efter i sømmende. Vi kommer til at se på, hvad der konkret er sket i årene op til. Og jeg vil sammen med Folketingets partier sikre, at vi får ændret, hvad der skal ændres," sagde miljøminister Magnus Heunicke.
Ifølge ministeren er det dog fortsat for tidligt at konkludere, hvilket ansvar myndighederne har haft for det massive jordskred, der både truer miljøet og lokalbefolkningen i Ølst syd for Randers.
"Jeg vil ikke stå her og sige, at det er myndighedernes skyld. Det mener jeg slet ikke, der er belæg for at sige. Men der skal selvfølgelig være læring af det her," sagde han.
Som det er i dag har staten ansvaret for de mest komplicerede miljøsager, mens kommunerne har ansvaret for resten. Og ministeren nævnte under pressemødet, at han vil overveje, om staten skal tage flere sager ind på sit bord.
"Vi må se, om den her sag giver anledning til at ændre det snit. Men jeg synes, det er for tidligt at sige," sagde ministeren.
- I december begyndte et stort jordskred ved miljøvirksomheden Nordic Waste.
- Jordskredet er så massivt, at det både truer vandmiljøet og den nærliggende landsby Ølst.
- Nordic Waste overlod tidligt i processen til Randers Kommune at sætte ind mod jordskredet, så det ikke ender i en katastrofe. Det betyder blandt andet, at jord køres væk i døgndrift.
- Staten har stillet sikkerhed på 200 millioner kroner til oprydningsarbejdet og har meddelt påbud til Nordic Waste om at gøre det samme.
- Men sagen har i stedet fået Nordic Waste til at indgive konkursbegæring, da egenkapitalen kun er på 15 millioner kroner.
- Konsulentvirksomheden Cowi har vurderet, at det kan tage op til fem år at rydde op, og at det kan koste milliarder af kroner. Det er fortsat uvist, hvem der kommer til at betale regningen.
- Nordic Waste er ejet af milliardvirksomheden USTC, som er ejet af Torben Østergaard-Nielsen, der også er bestyrelsesformand.
- Torben Østergaard-Nielsen er en af Danmarks rigeste personer.
Justitsminister varsler politisk efterspil
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) deltog også i pressemødet, hvor han især talte om, at regeringen på nuværende tidspunkt ikke er sikre på, om man kan få de meget rige ejere bag det nu konkursramte Nordic Waste til at betale regningen.
"Det er meget tænkeligt, at der kan komme et efterspil, hvor vi kigger på konkursloven, aktieselskabsloven og selskabsloven. Hvor vi ser på, om man i videre omfang end i dag, kan drage ejerkredse ansvarlige," sagde han.
Han understregede samtidig, at regeringen ikke har opgivet at få stillet ejerne bag Nordic Waste til ansvar.
"Hvis det måtte vise sig, at man på den ene eller anden måde har handlet ansvarspådragende, så vil man godt kunne gøre et ansvar gældende. Så vi kommer til at dykke ned i alle hjørner af konkursloven, aktieselskabsloven og selskabsloven for at se, om vi kan få regningen til at ende de rigtige steder," sagde Peter Hummelgaard.
- Han var departementschef i Finansministeriet. Nu kommer han med et opråb til ny regering
- Realkreditkæmpe advarer om endnu større ulighed på boligmarkedet
- Lars Olsen: Socialdemokratiet fik hug i landdistrikterne. Det skal de handle på nu
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Livet på landet er den nye slagmark
Nyhedsoverblik

Eksperter opfordrer til et boligpolitisk "paradigmeskifte": Her er deres anbefalinger til Dan Jørgensen

København har fået sin egen succes galt i halsen

Boligminister til debattør: Du jamrer over en byudvikling, du selv har høstet frugterne af

Glem parkering og børnehaver: Boligpriserne er det, der optager københavnerne mest

3F: Boligmarkedets himmelflugt har negative konsekvenser for vores arbejdsmarked

Jeg ser det, når jeg som DJ spiller dyre vinyler i Kødbyen og drikker naturvin. Og jeg er en del af problemet

LLO Hovedstaden: Hurra, hele rådhuset har indset, at vi er i en boligkrise

Regeringen vil gøre det lettere at bygge almene boliger

I flere år har regeringen lagt arm bag lukkede døre. Stort boligudspil er nu lige på trapperne






















