S-ordfører: Strammere klimakrav for nybyggeri er nødvendigt
Grønne krav til byggeriet skal være så stramme som muligt, men også have et øje for udfordringer i branchen, skriver Thomas Monberg (S).
Thomas Monberg
MF (S)En grøn byggebranche er fremtidens byggebranche. Det bliver vi nødt til at insistere på. Særligt når vi ved, at bygninger er en stor del af danskernes klimaaftryk.
Hele 30 procent af vores udledninger i Danmark kommer fra vores bygninger. Det er på tide, at hjemmet ikke kun er tag over hovedet, men at de trygge rammer også bliver bygget mere skånsomt for vores miljø og klima.
Vi ser klare tegn på, at det også er den retning, som Europa bevæger sig i.
Det ses med EU’s nyeste bygningsdirektiv, som har mange gode elementer i sig. Særligt EU’s spor i forhold til at kigge på bygningers klimaaftryk i hele livscyklussen er et skridt i den rigtige retning.
Med livscyklusvurderinger af et nybyggeri vurderes hele klimaaftrykket for byggeriet. Det betyder, man får inkluderet vigtige faser af byggeriet og drift af boligen, som belaster vores miljø og klima.
Med en livscyklusanalyse sikrer vi, at vi også kan inkludere udledninger fra byggematerialer, transport, opførsel og drift af vores boliger.
Dansk viden har værdi
EU’s ambitioner er godt nyt for Danmark. For Danmark regner allerede på bygningers samlede klimaaftryk med livscyklusmetoden for de danske byggeprojekter.
Hvordan skal Danmark løfte EU's planer om klimaneutrale bygninger?
Europa-Parlamentet og Ministerrådet er blevet enige om et revideret bygningsdirektiv. Med aftalen skal alle bygninger være klimaneutrale senest i 2050.
Hvis direktivet vedtages, skal Danmark finde ud af, hvordan de nye regler præcist skal implementeres i dansk lov.
Altinget By og Bolig giver aktørerne mulighed for at komme med deres bud på, hvordan Danmark bør implementere direktivet.
Læs de øvrige indlæg her.
Ønsker du at deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Sophie Bavnhøj.
Socialdemokratiet sikrede med et bredt udsnit af Folketinget i sidste periode, at Danmark som et af de første lande i Europa indførte livscyklusvurderinger samt et loft for CO2-udledning fra byggeriet.
Branchen er altså allerede i gang.
Jo bedre vi bliver til at bygge bæredygtigt, desto mere bliver vi også i stand til at eksportere vores grønne ekspertise og løsninger til resten af Europa.
Det er godt for den danske byggebranche.
Mit budskab til branchen er således sole klart: Vi skal gå forrest i Europa og vise vejen for en grøn byggebranche, så vi kan eksportere den viden og ekspertise, som branchen allerede er i gang med at opbygge.
Det skal vi på Christiansborg skabe de bedste rammer for.
Stram kravene
Det meget opløftende er, at branchen selv er klar på de grønne ambitioner.
Det er aktører lige fra cementindustrien, rådgivere, arkitektfirmaer og ingeniørfirmaer til entreprenører, bygherrer, byggecentre og håndværkere, som står skulder ved skulder - med et samlet ønske om at stramme de nuværende klimakrav for nybyggeri.
Det er præcis den slags ansvar, vi som samfund har brug for.
Målet er at sikre det rigtige tempo for den grønne omstilling af byggeriet.
Thomas Monberg (S)
MF og boligordfører
Jeg er utroligt enig i, at vi skal stramme kravene. Lige inden jul startede det første møde om forhandlingerne om klimakrav for byggeriet.
Her gjorde vi status på, hvilke resultater vores aftale om bæredygtigt byggeri har givet, og hvilke potentialer, der stadig er for at skabe et endnu mere klimavenligt byggeri.
Målet er at sikre det rigtige tempo for den grønne omstilling af byggeriet. Så alle aktører i branchen, små som store, har mulighed for at bidrage.
Kravene skal være så stramme som muligt, men også med et øje for udfordringer i branchen, så Danmark kan vise EU vejen til en grøn byggebranche. Samtidig med at vi reducerer vores klimaaftryk, så vi efterlader vores klode i en forfatning, hvor de næste generationer kan bo her.