Åbenhedsreglerne for partistøtten er så gennemhullede, at de intet er værd

Valgkampen 2022 bød på nye afsløringer af, hvordan nogle partier rådgiver økonomiske sponsorer om, hvordan de kan omgå åbenhedsreglerne.  

Mediet Frihedsbrevet tilbød en række partier 50.000 kroner i støtte gennem en tidligere bedrageridømt erhvervsmand med en klausul om, at støtten skulle gives anonymt i strid med lovgivningens krav om offentliggørelse af støtte over 22.200 kroner. Fire-fem partier sagde nej tak, men flere andre partier rådgav om, hvordan pengene kunne kanaliseres til partiet uden om reglerne.  

Det er pinligt for de afslørede partier, men det er alvorligt og graverende for det danske demokrati, at reglerne om åbenhed er så fyldte med huller, at de reelt intet er værd.  

Danmark lever ikke op til de internationale standarder for åbenhed, og derfor er døren vidt åben for skjulte penge i politik, vennetjenester og korruption. Enhedslisten vil kræve, at en kommende regerings forståelsespapir indeholder strammere regler for eksempelvis de såkaldte pengeklubber.  

Og der er mange andre regler, som bør strammes. Men Enhedslisten skal også huske at kræve tidsfrister for reformerne, ellers kan det gå som under Helle Thorning Schmidts regering, hvor øget åbenhed også stod i regeringsgrundlaget, men blev syltet af regeringen, så intet skete. 

Den dybt pinlige afsløring er blot den seneste i mediernes mere end to årtiers lange dokumentation af hullede åbenhedsregler og partiernes krumspring for at smyge sig udenom kravene om åbenhed om pengestrømmene i politik.  

Sandheden er, at man skjult kan kanalisere lige så mange penge ind i danske partier, som man har lyst eller råd til. Det har man kunnet i årtier på trods af utallige medieafsløringer og mange politiske krav om stramninger.  

Roger Buch
Forskningslektor, Dmjx

Det er ikke blot pinligt for danske politikere og partier, det er også et problem for retssamfundet og demokratiet. Åbenhedsreglerne handler ikke kun om demokratiske spilleregler, åbenhed og fairness, men også om at værne imod vennetjenester og regulær korruption.

Derfor er Danmark også blevet kraftigt kritiseret af blandt andet Transparency International og Europarådets anti-korruptionsenhed Greco for manglende åbenhed om partiøkonomi.  

Greco skrev eksempelvis i en rapport i 2019: ”Greco er bekymret over de manglende fremskridt, når det gælder en række andre anbefalinger for at øge åbenheden om økonomisk støtte i politik i Danmark.”  

Ja, det er virkeligt nedslående, at partierne, som på mange områder kræver regelrethed af borgere og virksomheder – at indvandrere skal have pletfri strafattest, eller at virksomheder ikke skal lave skattetænkning – tillader sig selv at omgå reglerne og lave regler fyldt med smuthuller.  

Enhedslisten har efter folketingsvalget krævet at få skærpet reglerne. Pelle Dragsted udtrykte det på denne måde:  

”Vi vil gøre det til et krav, at vi får skrevet ind i forståelsespapiret, at der skal være en reform af partistøtteloven, som sikrer mere åbenhed. Det kan også være, at man kan gøre det mere konkret, så man kan sige, at de forskellige måder, som offentligheden omgås på, skal lukkes.”  

Ud over pengeklubber, erhvervsnetværk og så videre, hvor penge indsamles i parallelle organisationer og sendes videre til partier – og dermed skjuler, hvor store beløb deltagerne i klubber og netværk giver – så er der yderligere tre større huller i den danske åbenhedslovgivning. 

For det første er der ikke krav om åbne partiregnskaber for lokale partiforeninger og kandidater. Det ville svare til, at der kun var regnskabspligt for private virksomheders moderselskaber, men ikke for deres datterselskaber.  

Der bør selvfølgelig være regnskabspligt for lokale partiforeninger og kandidater, som kan offentliggøres på de kommunale hjemmesider, hvor man i forvejen offentliggør partiernes erklæringer om bidragydere over beløbsgrænsen, som i 2022 er 22.200 kroner. 

For det andet viser netop erklæringerne til kommunerne en anden absurditet. Partierne skal for at få partistøtte lokalt ikke dokumentere, hvad de bruger den offentlige partistøtte på, men blot underskrive en tro-og-love erklæring på, at penge er brugt efter hensigten.