Anmeldelse: Tim Knudsen har skrevet en livlig og inddragende bog om statsministerembedets historie

Knudsen baserer overordnet set sin fremstilling på sekundærlitteratur, som han diskuterer over for hinanden. Disse positioner vil naturligvis altid kunne diskuteres, men Knudsen fremstår generelt rimelig afbalanceret i sin stillingtagen.

Springer ikke over, hvor gærdet er lavest
Det er såre givende og prisværdigt, at Knudsen har påbegyndt sit værk i 1848. Det er før sket, at netop sidste halvdel af 1800-tallet er blevet udeladt i sammenlignelige fremstillinger. Det er eksempelvis tilfældet i Kristian Hvidts 'Statsministre i Danmark fra 1913 til 1995' fra 1995 og Søren Mørchs '24 statsministre' fra 2001 (i 2004 blev den genudgivet under navnet '25 statsministre').

Dermed får man ikke de første 50 års konstitutionelle danmarkshistorie med, og det bliver lettere at overse den udvikling mod parlamentarisk demokrati, der også fulgte efter 1901. Det lader Knudsen til at have øje for, og det er godt.

Det betyder også, at Tim Knudsen ikke er sprunget over, hvor gærdet er lavest. Han har givet sig i kast med en kompleks periode, som let kunne blive forsimplet og ensrettet. Det slipper Knudsen imidlertid fint udenom på grund af et markant overblik, som han magter at overdrage læseren.

I skildringen af politiske standpunkter og grupperinger fremstiller Knudsen nøgternt de forskellige politikeres ofte meget sammensatte politiske standpunkter i en periode, hvor dansk politik havde mange akser, ikke mindst hvad angår det nationale spørgsmål og det forfatningsmæssige spørgsmål.

Tim Knudsen har det dog omvendt med at fortabe sig i konteksten. Mere end 100 af bogens godt 400 sider bruger Knudsen alene på krigen i 1864. Dens optakt og udfald er unægtelig væsentlig for forståelsen af de politiske problematikker i perioden, men i skildringen af førsteministerrollens politiske udvikling er det ikke indlysende, hvorfor krigen er så stærkt repræsenteret i bogen.

Et klart blik på kongens rolle
En meget systematisk analyse af førsteministerens rolle er bogen ikke. Det er snarere en politisk historie, hvor førsteministrene fremhæves. Knudsen har imidlertid et virkelig godt øje for de centrale udviklingstrin, når det kommer til udviklingen af dennes rolle.

Her kan nævnes, om førsteministeren er den ledende figur i regeringen, om regeringen står samlet eller splittet, når den møder for kongen i Statsrådet, om det er den afgående eller vordende førsteminister, der kontrasignerer afskedigelse og udnævnelse af sig selv og lignende.

Knudsen er særlig stærk, når det kommer til at analysere forskellige institutioners indvirken på hinanden. Han skildrer, hvordan kongernes skiftende interesse i det politiske styre og de forskellige parlamenters pres indvirker på udviklingen af regeringens og dermed førsteministerens rolle.

Det gør også, at læseren får et meget klart blik af den store rolle, som kongen personligt fortsat spillede i politisk henseende i denne periode, og som nok kan siges regelmæssigt at være blevet overset. Omvendt er det dog ærgerligt, at kapitel to, der omhandler forhistorien under enevælden, ikke mere direkte er blevet bragt i spil som netop forhistorien til førsteministerens rolle.

I Knudsens lidt anderledes fokus på den politiske danmarkshistorie udfordres også den gængse opfattelse af, hvilken rolle de forskellige førsteministre har spillet. Konseilspræsident J.B.S. Estrup (1875-94) får i denne fremstilling en anderledes udviklende rolle end ellers, fordi hans regeringsperiode netop bliver en væsentlig årsag til, at førsteministeren efterfølgende stod så relativt stærkt både i forhold til kongen, men også i forhold til de andre ministre.

Livlig og inddragende
Overfor Altingets politisk-historiske feinschmeckeren kan jeg i en ellers udmærket og detaljerig bog ikke undlade at botanisere i en enkelt af bogens ukorrektheder.

Tim Knudsen skriver om Estrups justitsminister, Johannes Nellemann, at han er ”den længste ubrudte ministertid nogensinde”. Det er unægtelig en imponerende bedrift at sidde som minister uafbrudt i 21 år og 2 dage, men her forivrer Knudsen sig.

Nellemanns stilfærdige kollega marineminister N.F. Ravn blev udnævnt 4. januar 1879 og gik af 27. april 1900 og slår dermed justitsministeren med små fire måneder.

I en samlet bedømmelse af bogen må det indgå, om bogen bidrager med andet og mere end en almindelig oversigtsfremstilling af den politiske danmarkshistorie eller mere biografiske oversigtsværker som Svend Thorsens 'De danske Ministerier.'

Tim Knudsen får imidlertid fremdraget og ekspliciteret pointer, som ellers enten er blevet bagatelliseret eller helt overset. Det er meget fortjenstfuldt. At han gør dette på en livlig og inddragende måde er yderligere prisværdigt.

Fortabelsen i kontekst og den mindre systematiske analyse af udviklingen gør, at man får et indtryk af, at forfatteren til tider arbejder ud ad en tangent, men det opdager man dog ofte først noget senere på grund af bogens levende fortællemåde.

Tim Knudsen: 'Statsministeren. Bind. 1. Kampe om regeringsledelsen 1848-1901', 448 sider, Forlaget Samfundslitteratur