Benny Damsgaard: Løkke bliver næppe ny DI-direktør

KOMMENTAR: Jobbet som adm. direktør i Dansk Industri er det ypperste, man kan nå i den danske organisationsverden. Posten har nu stået ledig i seks måneder, og behovet for en afklaring stiger. Alt tyder på, at industriens nye førstemand ikke bliver en politiker – eller en mand.

Med de nuværende målinger er der ikke noget at sige til, hvis en række af regeringens topministre ser sultent mod Rådhuspladsen, hvor det stadig ikke er endelig afgjort, hvem der skal afløse Karsten Dybvad som ny administrerende direktør i Dansk Industri. Alt tyder dog på, at de i givet fald kigger forgæves.

Arbejdet med at finde en ny direktør har været i gang i efterhånden seks måneder, siden Karsten Dybvad i november meddelte, at han ønskede at stoppe for at blive ny bestyrelsesformand i Danske Bank.

Seks måneder uden øverste chef og synlig frontfigur er lang tid for en vigtig samfundsaktør som DI – især lige inden et folketingsvalg. Og selvom den fungerende administrerende direktør, Kim Graugaard, vurderes at have gjort et solidt stykke arbejde med at holde tingene kørende internt, så er der blandt de ledende medarbejdere og i Hovedbestyrelsen et stigende ønske om at få rekrutteringsprocessen afsluttet og komme i gang med en ny og mere synlig æra.

Til sammenligning tog det kun fire måneder at ansætte Karsten Dybvad, da den mangeårige DI-direktør, Hans Skov Christensen, i slutningen af juni 2010 meddelte, at han ønskede at stoppe.

Processen med at finde Dybvads afløser er formelt forankret i formandskabet i DI, som består af formanden, CEO i Cowi, Lars-Peter Søbye, og de to næstformænd, CEO i Grundfos, Mads Nipper og CEO i Ancotrans, Anne Kathrine Steenbjerge.

Normalt styrer direktionen i DI organisationen med fast, ja nogen vil sige hård, hånd. Dette ændrer sig dog, når der skal findes en ny daglig ledelse. Her overtager formandskab og forretningsudvalg styringen. Og de griber rekrutteringen an, som de er vant til ude fra deres virksomheder: med et headhunterbureau. I dette tilfælde headhunterbureauet Amrop med de to partnere Kenneth V. Mortensen og Bo Eske Nielsen i spidsen.

Rygterne om interesserede kandidater har undervejs været mange. Især er der blevet spekuleret i, om jobbet på Rådhuspladsen kunne være en passende exitmulighed for en af regeringens topministre. Sågar statsministeren har været nævnt i den forbindelse. Hvis man spørger rundt i DI, er der dog ikke mange som tror, at erhvervslivets top har mod på at gå ned ad "politikerruten". Direktørerne i Danmarks største virksomheder efterspørger ganske enkelt en anden profil end den klassiske, nuværende politiker.

Til forskel fra hvad mange i blandt andet det politiske miljø tror, så er det ikke den politiske interessevaretagelse, men overenskomsten som er "kerneforretningen" i DI, og det er den, virksomhederne primært melder sig ind for. Uden en overenskomst risikerer virksomhederne nemlig ballade og blokader fra fagbevægelsen. Derfor bliver alle DI-direktører internt vejet på deres evne til at beskytte kerneforretningen og forhandle "billige" og fleksible overenskomster.

Der har i årevis været en drøm blandt de store medlemsvirksomheder i DI om, at industriens førstemand, deres talerør, skulle være en af deres egne. Altså en erhvervsmand med erfaring fra daglig drift af en produktionsvirksomhed på internationalt niveau, og som samtidigt er udstyret med en veludviklet politisk næse og et politisk netværk.

Sådan en person er imidlertid svær at finde, hvis vedkommende overhovedet eksisterer. Og netop dette problem, altså udfordringen med at finde den rigtige kandidat, er den primære grund til, at processen har taget så relativt lang tid.

Selvom flere nuværende og tidligere toppolitikere har budt sig til, er lysten til at eksperimentere med en politiker ikke stor i hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Man gider ikke igen importere samarbejdsproblemer, sager og historik fra Christiansborg, men vil gerne kunne starte på en frisk med en sandsynligvis ny rød regering, som ikke føler, at den skylder dansk erhvervsliv noget.

Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt statsministeren var kandidat til jobbet, så blev det definitivt lukket ned med hans nylige forslag om lovgivningsbestemt mindsteløn. Den type indblanding i kerneforretningen er stort set det værste, man kan forestille sig i arbejdsgiverkredse.

På trods af udfordringerne med at finde profilen tyder alt på, at man snart kan se en ende på processen, og forventningen internt i DI er, at man vil kunne melde et navn ud i løbet af den næste måneds tid. Inden det sker, vil det være en overvejelse værd at sætte sine penge på en kvinde.

Stadig flere i arbejdsgiverkredse taler om, at det lidt støvede DI-image kunne have godt af en skarp, kvindelig direktør, som kunne ryste op i organisationens rockwool-lag af mellemledere. Og ikke mindst en leder som kan give DI en troværdig stemme i debatten om grådighed og mangel på moral i toppen af dansk erhvervsliv. En debat, som DI reelt aldrig er kommet ind i, og som bliver helt central under en rød regering.

--------------

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese.  Fra 2013 til 2016 var Benny Damsgaard kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad. 

Forrige artikel Benny Damsgaard: Kandidattest er noget, fanden har skabt Benny Damsgaard: Kandidattest er noget, fanden har skabt Næste artikel Michael B. Klitgaard: Socialdemokratiets ulighedskampagne i modvind Michael B. Klitgaard: Socialdemokratiets ulighedskampagne i modvind