Anmeldelse af 

Boganmeldelse: Bo Lidegaard er gidsel af sin egen velsmurte pen

ANMELDELSE: Bo Lidegaards biografi om den danske diplomat og eventyrer Henrik Kauffmann er fremragende, hvor den er bedst. Men går Bo Lidegaard for langt i sin stræben efter det gode plot, så det går ud over historiske forklaringer og analysernes holdbarhed?

Er det gode plot eller analysen det vigtigste i Lidegaards biografi om diplomaten Henrik Kauffmann, spørger anmelder Niels Wium Olesen.
Er det gode plot eller analysen det vigtigste i Lidegaards biografi om diplomaten Henrik Kauffmann, spørger anmelder Niels Wium Olesen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Niels Wium OlesenAf Niels Wium Olesen
Lektor i historie på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og forfatter til 'Poul Schlüters tid 1982-1993' og besættelsesbogen 'Modstand'

Diplomaten Henrik Kauffmann (1888-1963) levede et i særklasse eventyrligt liv, hvor han observerede alverdens brændpunkter fra sine gesandtposter i henholdsvis Rom, Peking/Beijing, Oslo og i Washington DC 1939-1958.

Hertil kom et ubændigt rejseri over hele kloden, som gerne blev betalt af og fagligt begrundet over for arbejdsgiveren, Udenrigsministeriet, men tydeligvis også var drevet af udlængsel og eventyrlyst. Med god grund har historikeren Bo Lidegaard været fascineret af Kauffmann og det endda så meget, at han efter sin første biografi, disputatsen fra 1996, 'I kongens navn', nu skriver en ny om manden.

Fakta
Blå bog: Bo Lidegaard
Født 23. januar 1958 i Godthåb 

Historiker, dr.phil. og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken

Ansat i forskellige stillinger i Udenrigsministeriet 1984-2005

Departementsråd og ambassadør i Statsministeriet 
2005-2011 

Forfatter til en lang række bøger om dansk politisk historie, statsministre og embedsfolk. 
I kongens navn: Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958 (1996), Jens Otto Krag, bind 1-2 (2001-2002), Kampen om Danmark 1933-1945 (2018), Landsmænd – De danske jøders flugt i oktober 1943 (2013) og Redningsmænd (2015).   

Konklusionen på analysen af afgørende historiske begivenheder bør ikke være afhængig af, hvilken betydningsfuld person man lige for tiden er ved at biografere.

Niels Wium Olesen
Historiker og forfatter

Det anføres i indledningen, at "adgangen til flere kilder [har] gjort det muligt at komme tættere også på mennesket Henrik Kauffmann". Det er da også dette aspekt, privatlivet, der udgør den markante forskel til biografien fra 1996, mens store dele af den politiske side af Kauffmanns virke beskrives ordret identisk i den nu over 20 år gamle forgænger. De overordnede tolkninger vedrørende dansk udenrigspolitik er da også de samme.

Uden mandat i Washington
I begge bøger er posten i Washington i centrum. Her spillede Kauffmann en betydningsfuld rolle under Anden Verdenskrig, hvor han undsagde sin regering i det besatte Danmark og målbevidst søgte at knytte Danmark til USA ud fra sin vurdering af, hvad der tjente danske interesser bedst. Det skete dels ved begavet og ubestrideligt talentfuldt diplomatisk arbejde fra Kauffmanns side, men også ved at han gjorde dygtigt brug af sin adgang til indefrosne danske midler i USA, indtægter fra Kryolitminen i Ivigtut i Grønland og ved at mobilisere danske gesandtskaber rundt om i verden til sin pro-amerikanske linje.

Bo Lidegaard formidler Henrik Kauffmanns historie med en smittende begejstring og et eminent overblik.

Niels Wium Olesen
Historiker og forfatter

Grundsynspunktet var, at USA var verdens førende magt og i færd med yderligere at underbygge denne position. Danmark måtte derfor etablere et godt forhold til supermagten og ikke fortsat på provinsiel vis orientere sin udenrigspolitik efter de europæiske stormagter og da slet ikke efter det efterhånden neurotiske forhold til Tyskland.

Kauffmanns linje var allerede fra 9. april 1940 i åbenlys modstrid med den officielle danske politik, der trods besættelsen forsøgte at videreføre hovedelementerne fra generationers neutralitetspolitik. Han legitimerede sin politik med en påstand om, at regeringen i København var ufri og derfor var ude af stand til, som ham, at repræsentere Danmarks interesser. Det kom til et endeligt brud præcis et år efter, 9. april 1941, da Kauffmann på vegne af Danmark underskrev en overenskomst med den amerikanske regering, der gav denne ret til at opføre baser på Grønland.

Det var ikke blot et brud med årtiers linje i dansk udenrigspolitik, det bragte også regeringen i København i dyb forlegenhed over for den tyske besættelsesmagt, der lagde det allerhårdeste tryk på Danmark. Tilmed var overenskomsten reelt tidsubegrænset. Regeringen tilbagekaldte på tysk forlangende gesandten, og der blev rejst tiltale om højforræderi.

Smuk historisk ironi
Kauffmann blev dog i Washington. For med Grønlandsoverenskomsten havde han så at sige købt sig til en amerikansk anerkendelse af sin rolle som uafhængig dansk gesandt. Med årene skulle det gå op for ham selv og også danske politikere og diplomater, at det var en pris, der kontinuerligt løb ekstra renter på. Gennem resten af krigen fortsatte Kauffmann sin linje tydeligvis med en ambition om, at hans gesandtskab kunne opnå status som en form for eksilregering. Det lykkedes dog ikke fuldstændigt, men i konkurrence med de ledende i eksilmiljøet i London var han blandt de dominerende danske udenrigspolitiske aktører uden for det besatte land. Formentlig den vigtigste af dem alle.

Det er smuk historisk ironi, at den højforræderianklagede Kauffmann – naturligvis – blev medlem af befrielsesregeringen, der fungerede maj-oktober 1945. Han indgik ministerkabalen som en af modstandsbevægelsens ministre. Sammen med John Christmas Møller var han taget fra den pulje, der kaldtes "Frie Danske i Udlandet". Højforræderianklagen blev erklæret ugyldig. Nu var Kauffmann ikke en forlegenhed, men derimod et udenrigspolitisk aktiv for den siddende regering som et signal til omverdenen om, at Danmark skam altid havde holdt med de allierede i det store verdensopgør.


Henrik Kauffmann (i midten sender live til Danmark fra NBC-studiet i New York i 1945. Foto: Ritzau/Scanpix

Kauffmann stod svagt i Udenrigsministeriet, som opfattede ham som illoyal og notorisk enerådende. Men efter befrielsen havde politikere fra de tre store partier blik for, hvordan gesandtens stilling i USA kunne instrumentaliseres. Så Kauffmann fortsatte som gesandt i USA. Med den gradvise udvikling af Den Kolde Krig blev der også rigeligt at se til.

Det grønlandske problem 
Grønlandsoverenskomsten fortsatte med at være et politisk problem for Danmark. Overenskomsten begrænsede Danmarks suverænitet til kun det civile og administrative område, hvorfor skiftende regeringer meget gerne ville slippe ud af den. Overenskomsten satte også Danmark i et negativt lys over for Sovjetunionen, der med hensyn til de amerikanske baser kunne hævde, at Danmark ikke holdt sig neutralt. Det skulle vise sig at være en ubegrundet frygt, men danske politikere var rædselsslagne for, at Sovjetunionen skulle fastholde sine befrielsestropper på Bornholm med henvisning til, at USA med dansk billigelse befandt sig på en anden dansk ø.

Danske politikeres bekymringer afficerede imidlertid ikke den amerikanske regering. USA havde absolut ingen planer om at overgive den militære suverænitet i Grønland til Danmark, som indlysende heller ikke var i stand til at forsvare den under Den Kolde Krig. Tværtimod udbyggede USA sit engagement med opbygningen af Thulebasen, der blev en central brik i USA's atomvåbenstrategi.

Det førte til indgåelse af en ny Grønlandsoverenskomst i 1951, der nok afklarede en række spørgsmål, men stadig var en begrænsning af dansk og (senere) grønlandsk suverænitet på øen. I processen frem mod dansk medlemskab af Nato i 1949 og indgåelsen af den nye overenskomst i 1951 spillede Kauffmann igen en betydningsfuld rolle for at orientere Danmark mod USA. Han opererede nærmest ligeså uafhængigt som under Anden Verdenskrig, men nu uden at kunne hævde, at regeringen i København var ufri. Derfor blev de diplomatiske manøvrer også holdt i det skjulte, med indgåelse af underhåndsaftaler med amerikanerne uden regeringens vidende og med en selektiv informationspraksis over for Udenrigsministeriet derhjemme.

Efterhånden kunne spillet dog regnes ud af ledende danske politikere med det resultat, at tilliden til gesandten svandt, og at han i nogen grad blev kørt ud på et sidespor i forhandlingerne om den nye overenskomst. Hjemkaldt blev han dog ikke. Han var stadig et aktiv for danske regeringer. Dels fordi han havde en meget høj prestige i skiftende amerikanske administrationer, dels fordi han var så dygtig og well connected, at han – hvis instrueret dertil – kunne få ting til at ske i Washington hinsides, hvad nogen anden dansk diplomat kunne.

En eventyrlig fortælling
Bo Lidegaard formidler Henrik Kauffmanns historie med en smittende begejstring og et eminent overblik. Han har både sans for detaljer og et intenst perspektiv på den globale og den danske historie med stærk relevans for Danmarks, Grønlands og Rigsfællesskabets situation netop nu.

Der er konstant to bolde i luften, hvis baner læseren følger. Den ene er den eventyrlige fortælling om Kauffmanns levned, den anden er den større danmarks- og verdenshistorie.

Vedrørende den første bold, den biografiske Kauffmann-vinkel, leveres der kompetente diskussioner af embedsmandens rolle og pligt. Kan en diplomat tillade sig at føre "privat udenrigspolitik" (Lidegaards udtryk) i modstrid med en legitim demokratisk regering? Hjælper det, hvis han eller hun får ret bagefter? Dilemmaet bliver sat præcist og klart op. Lidegaard forsøger ikke at skjule sin fascination af Kauffmann.

Hvem ville overhovedet kunne? Men han er heller ikke ukritisk. Således præsenteres der flere mindre pæne motiver bag Kauffmanns ageren: Forfængelighed, ambition, fascination af det heroiske, tilbøjeligheden til hensynsløs selvudfoldelse, og gedulgte investeringer i USA, som State Department var klar over, og som måske spillede ind på Kauffmanns varetagelse af gesandtskabet. Var Kauffmann simpelthen mere USA's mand end Danmarks?

Et trekantsdrama
Når det gælder den anden bold, danmarks- og verdenshistorien, belyser, forklarer og perspektiverer Lidegaard verdenspolitikken gennem 100 år og Danmarks rolle i den på fornem vis.

Det helt centrale tema er her trekanten USA-Danmark-Grønland. Med Kauffmann som prisme forklares Danmarks skifte fra undseelig neutral småstat i mellemkrigstidens europæiske kaos, til den mere selvbevidste allierede småstat, der deltager i vestligt orienterede sikkerheds- og samarbejdsorganisationer, og som i sidste instans ser USA som den primære beskyttelsesmagt. Grønland spillede en væsentlig rolle i skiftet. Dels fordi rigsdelen hjalp med til gradvist at flytte danske beslutningstageres forståelse af Danmarks sikkerhedspolitiske placering fra det snævert europæiske til det globale. Dels fordi USA's supermagtsrolle dæmrede for samme beslutningstagere, da USA begyndte at stille krav om baser og var villig til at sætte sin vilje igennem uanset hvad.

Men Grønland blev også et dansk aktiv. Man kunne købe sig til amerikansk beskyttelse til nedsat pris ved at lade supermagten få adgang og reelt en del af suveræniteten over øen. Grønlandskortet, kom det til at hedde.

Det var imidlertid et noget fordækt kort, der krævede, at beslutningstagerne skulle lyve over for den danske og den grønlandske befolkning og over for det internationale samfund. Rækkevidden af den amerikanske indflydelse blev holdt skjult og Grønlands rolle i den amerikanske atomvåbenstrategi blev fortiet. Løgnene har til skiftende tider og med svingende styrke belastet det dansk-amerikanske forhold, det dansk-grønlandske forhold samt relationen mellem beslutningstagere og offentlighed i Danmark.

Nylige udviklinger som Donald Trumps købstilbud har ikke efterladt tvivl om, at trekanten USA-Danmark-Grønland stadig er særdeles væsentlig for alle tre lande og relationerne imellem dem. Med henblik på de aktuelle spørgsmål, der knytter sig hertil, bidrager Lidegaards analyse i øvrigt perspektivrigt. Man kan næsten læse det som et memento til danskere og grønlændere, at USA's interesse i Grønland ikke kun er drevet af konkrete, politiske hensigter – som et 'nice to have'. Grønland er siden i hvert fald 1939 blevet opfattet som eksistentielt vigtigt af amerikanske beslutningstagere. Som noget strukturelt, næsten tvangsbetonet – som et 'need to have'. Flere sikkerhedspolitiske beslutningstagere i Washington tenderer kort sagt mod at opfatte en vis kontrol med Grønland som værende essentiel for USA's sikkerhed.


Donald Trumps købstilbud har ikke efterladt tvivl om, at trekanten USA-Danmark-Grønland stadig er særdeles væsentlig for alle tre lande. Foto: Eric Thayer/Reuters/Ritzau Scanpix

Bogens rige kildemateriale og den grundige brug af det fortjener også ros. Der er næsten altid mere end et referat af en samtale i arkiverne. Og skal et af referaterne hentes i Moskva, så bliver det det. Ofte med ganske pudsige resultater, som Lidegaard typisk formidler elegant, så det morsomme heller ikke går tabt for læseren.

Lidegaard har altid været eminent dygtig til at levere fagligt skarpe teser i en letlæst fortælling med litterært swung. Han skriver godt. Og ekstremt pointeret. Der er noget på færde om væsentlige forhold og historiske sammenhænge, der rækker ud over den gode fortælling.

To vidt forskellige tolkninger af Nato-medlemskab 
Den foreliggende Kauffmann-biografi accentuerer imidlertid et generelt karakteristikon i forfatterskabet, hvis man sammenligner med andre titler i det: Lidegaard fortæller sin historier fra et ekstremt aktørorienteret perspektiv. Man kunne hertil svare: Naturligvis, det er i stor udstrækning biografier, Lidegaard skriver. Men andre moderne faghistoriske biografier har imidlertid vist, at man kan fortælle væsentlige historier, uden at det alene er – lidt karikeret formuleret – midaldrende, hvide mænd, der forandrer verden bevæget af deres stærke ideer og brændende personlige lidenskab. Problemet stikker imidlertid dybere end som så og får direkte konsekvenser for de historiske forklaringer og analyser, som Lidegaard diverterer med.

I Lidegaards, i øvrigt fremragende, Jens Otto Krag-biografi fra 2001/2002 gøres den politiske beslutningsproces bag Danmarks Nato-tilslutning til et resultat af et enkelt manipuleret og iscenesat møde i december 1948 mellem den amerikanske ambassadør Josiah Marvel, H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Vilhelm Buhl og Jens Otto Krag – bagom ryggen på statsminister Hans Hedtoft.

Marvel truede Danmark med, at USA ville beskære eller helt stoppe Marshallhjælpen, hvis ikke Danmark droppede sit arbejde for et skandinavisk forsvarsforbund og i stedet orienterede sig sikkerhedspolitisk mod USA og et atlantisk samarbejde. Det var amerikanske økonomiske trusler, præsenteret for den daværende regerings økonomiske topfolk bagom ryggen på statsministeren, som bevægede Danmark det afgørende skridt i atlantisk retning, måtte man forstå af Lidegaards analyse fra 2001. Spændende, intrigant, konspiratorisk. Og, hold da op (!), en fremragende historie, hvor Krag blev manipuleret af Hedtofts konkurrent og illoyale "ven" H.C. Hansen som den, der skulle overbringe Hedtoft de kedelige nyheder og overbevise statsministeren om at vende skuden væk fra Hedtofts elskede, socialdemokratiske Skandinavien til det meget fjernere, fremmede og kapitalistiske USA.

I den nye Kauffmann-biografi spiller spørgsmålet om økonomi, Marshallhjælp og det hemmelige møde imidlertid absolut ingen rolle for Danmarks Nato-beslutning. Det nævnes ikke med ét ord!

I stedet er det Grønlandsspørgsmålet, der via Kauffmanns private udenrigspolitik, skubber i retning af Nato-medlemskab. Igen en spændende, intrigant og konspiratorisk historie. Med Kauffmann i en hovedrolle. Ræsonnementet var, at USA's tilstedeværelse i Grønland ikke kunne forhindres og dermed – set fra Moskva – under alle omstændigheder placerede Danmark i den vestlige, amerikanske lejr. Så kunne man lige så godt melde sig ind i alliancen og tage beskyttelsen herved med som bonus, når man under alle omstændigheder blev eksponeret over for Sovjetunionen og ikke kunne give den i rollen som neutral, nordisk orienteret og Sovjetunionen venligt stemt.


Den amerikanske præsident Harry S. Truman underskriver Atlantpagten i 1949. Henrik Kauffamnn er nummer to fra venstre. Foto: Byron Rollin/AP/Ritzau Scanpix

Er plottet vigtigere end analysens holdbarhed?
Uagtet at denne anmelder finder Grønlandsspørgsmålet mere udslagsgivende i Nato-beslutningen, og også tilbage i 2002 anførte det som en kritik af Lidegaards Krag-biografi, så rejser disse vidt forskellige forklaringer på dansk Nato-medlemskab fra den samme forfatter spørgsmål om hans analysers holdbarhed.

Hvorfor to så markant forskellige tolkninger? Er analyserne styret af fortælleformen? Skal analysen og dens forklaringer med djævlens vold og magt spindes ind i sindrige, men appellerende plots med få, potente og nærmest heroiske aktører? Bliver Lidegaard gidsel af sin egen velsmurte pen? Uanset hvad svaret er på disse retoriske spørgsmål, bør konklusionen på analysen af afgørende historiske begivenheder ikke være afhængig af, hvilken betydningsfuld person man lige for tiden er ved at biografere.

En mere realistisk vurdering kunne jo i øvrigt være, at det politiske udkomme af store og komplekse historiske nøglesituationer er betinget af dybe strukturelle forhold og mange forskellige aktørers påvirkning af situationen. Og at resultatet bliver rodet, nogle gange tilfældigt – og med sikkerhed bliver udsat for aktørernes og offentlighedens efterfølgende efterrationaliseringer. Dette kan såmænd også tit formidles i en medrivende fortælling med eksistentiel appel – men plotstrukturen vil ikke nødvendigvis stå så skarpt. Ak, sådan er livet. Og historien.

Pinligt familiedrama 
Hvor langt Lidegaard er rede til at gå for at krydre sin biografi med plots og human interest appeal, kan ses i bogens afdækning af et påstået trekantsdrama mellem Henrik Kauffmann, hustruen Charlotte (nee: MacDougal) og dennes søster Zilla Sears. De første, henkastede antydninger smides meget tidligt i bogen. Men det er netop kun antydninger – mere baseret på formodninger og spekulation end på eksplicitte kildeudsagn – som ved ophobning efterhånden bliver lidt forcerede.

Den, ja, eventyrlige Henrik har et godt øje til Zilla, må vi forstå. Han er måske også far til hendes første barn. Det hele formidles kun med halvkvædede viser og idelige henvisninger til hilseformen i en tydeligvis ikke særligt omfattende eller interessant korrespondance mellem Henrik og Zilla. Og så med billedteksten til et foto med den store familie om et bord, hvor Henrik kigger på Zilla og omvendt, og ikke som de fleste andre på fotografen. De fleste andre, ja for papa MacDougal kigger "vurderende eftertænksomt" på sin svigersøn. Et snapshot, en brøkdel af et sekund i et levet liv: Kan det bære vidtrækkende tolkninger?

På bogens sidste sider samles de mange antydninger til netop vidtrækkende tolkninger i form af en eksplicit formodning, eller noget der ligner en konklusion. Det er alt sammen, måske, også årsagen til den "forrådt[e]" Charlottes drab på den dødeligt kræftsyge Henrik på sanatoriet i Skodsborg og hendes eget selvmord. I Lidegaards første biografi omtalt som et medlidenhedsdrab.

Måske. Måske ikke. Måske (!) skulle man bare lade være at spekulere over den slags over for en bredere offentlighed. Ikke fordi anmelderen er jomfrunalsk i forhold til, at politiske biografier beskæftiger sig med privatsfæren. Det er gjort overbevisende i mange biografier. Men fordi det her fremstår fortænkt og forceret, og egentlig ikke bidrager med noget udover (måske) at tilfredsstille visse læseres nyfigenhed. Klogere bliver man i hvert fald ikke rigtig af den del af historien.

Den samlede vurdering af bogen er således temmelig blandet. Den er fremragende, hvor den er bedst. Den skaber nogen usikkerhed med hensyn til bæredygtigheden af en række centrale konklusioner om dansk udenrigspolitik, når de sættes i relation til Lidegaards øvrige forfatterskab. Den er næsten pinlig, når der spekuleres på tyndt grundlag over Kauffmann-familiens private forhold.

Bo Lidegaard: Uden mandat. En biografi om Henrik Kauffmann, Gyldendal 2020, 561 sider, 399,95 kr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Lidegaard

Forfatter, partner, Kaya
cand.phil. (Købehavns Uni. 1984), dr.phil. (1997)

Niels Wium Olesen

Lektor og historiker, Aarhus Universitet
ph.d. (2002), cand.phil. (historie 1995)

0:000:00