Boguddrag: Folketingsvalget 2015 – oprør fra udkanten

Af Kasper Møller Hansen & Rune Stubager

Vælgeradfærden ved folketingsvalget 2015 var speciel på en række områder:

Vælgerne besluttede sig sent, mange skiftede parti, et nyt parti, Alternativet, kom ind, der var betydelige geografiske forskellige i stemmeadfærden på tværs af landet, og de fire gamle partier fik det dårligste valg nogensinde.

Valgresultatet skal ses som den foreløbige kulmination på en udvikling, der er forgået over de seneste mange valg og ikke som et historisk skred.

Øget fokus på flygtninge og indvandrerspørgsmålet var en »game changer« under valgkampen, som blandt andet sikrede blåt flertal.

Folketingsvalget i 2015 var på flere måder bemærkelsesværdigt.

Vælgerne skiftede parti i et omfang, der kun er overgået af jordskredsvalget i 1973, der kom et nyt parti, Alternativet, i Folketinget, de fire gamle partier fik deres hidtil dårligste valg, og der var klare tegn på en øget polarisering mellem land og by – så meget, at valget er blevet udlagt som værende et oprør fra udkanten.

I kapitlet tager vi fat på analysen af valget ved at give et overblik over valgkampen og valgresultatet samt ved at trække de overordnede linjer op og sætte valget i perspektiv i forhold til tidligere folketingsvalg, således at de generelle udviklingstræk træder frem.

Kapitlet præsenterer desuden strukturen for resten af bogen.

Valgperioden 2011-2015
Allerede de første meningsmålinger efter folketingsvalget den 15. september 2011 viste, at rød blok (Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre) ikke længere have et flertal blandt vælgerne, og selvom valgperioden var præget af mange personsager (bilagssager, ministres afgang mv.), havde blå blok flertallet i meningsmålingerne i hele valgperioden.

Alligevel blev der betydelig spænding om udfaldet af valget den 18. juni 2015, fordi rød blok halede ind på blå blok i løbet af foråret 2015.

Figur 1.1 viser den vælgermæssige opbakning til blå blok i valgperioden.

Med undtagelse af den 7. juni 2015 under valgkampen, hvor rød blok stod til 50,4 pct. af stemmerne, var der blåt flertal i hele perioden.

Figur 1.1: Tilslutningen til blå blok, S og V, 2011-2015 (månedlig, pct.)

Kilde: Tallene stammer fra det kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålinger, som Søren Risbjerg Thomsen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, producerer for Altinget. Første og sidste punkt er valgresultatet. »Andre partier« er medregnet i rød blok i hele perioden.

Enkelte af tilbagegangene for blå blok i valgperioden er sammenfaldende med markante mediesager som fx GGGI-sagen, hvor det den 5. oktober 2013 blev kendt, at Lars Løkke Rasmussen havde rejst på 1. klasse i sin egenskab af formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI).

Et andet eksempel er den såkaldte tøj-sag, hvor det kom frem (12. maj 2014), at Venstres partiorganisation havde finansieret diverse tøjkøb for Lars Løkke Rasmussen.

Det er dog vigtigt at bemærke, at sager som disse sjældent flytter stemmer mellem blokkene, som GGGI- og tøj-sagen gjorde.

Langt oftere skubbes stemmerne rundt internt i blokken.

Én af forklaringerne herpå er, at kritikken i sådanne sager ofte kommer fra vælgerne i den anden blok, der som udgangspunkt alligevel ikke overvejer at stemme på den kriseramte blok.

Samtidig er vælgere i den kriseramte blok langt mere overbærende over for deres egne politikeres eventuelle fejltrin (Bhatti m.fl. 2013b).

Politiske skandaler er altså sjældent afgørende i forhold til balancen mellem de to blokke, men i disse to tilfælde ser det dog ud til at have svækket tilslutningen til partierne i den blå blok (se også kapitel 7).

Valgkampen 2015 – den evige kampagne med en heftig slutspurt
»Så i aften, der afleverer jeg nøglerne til Statsministeriet til Helle Thorning-Schmidt. Pas rigtig godt på dem. De er kun til låns« (Lars Løkke Rasmussen, valgaftenen en. 15 september 2011).

Denne salut fra den da afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen betød reelt, at valgkampen frem mod valget i 2015 var skudt i gang, så snart resultatet af 2011-valget var kendt.

Retorikken fra de to blokke var da også markant hele vejen gennem valgperioden, hvor især partierne i den blå blok med Venstre i spidsen beskyldte regeringen for løftebrud, mens regeringen beskyldte Lars Løkke Rasmussen for manglende politisk synlighed – ofte med henvisning til, at han lå i en »hængekøje«.

Denne situation betegnes i litteraturen som en permanent valgkampssituation eller »den evige valgkamp« (se fx Hansen & Kosiara-Pedersen 2014a; Norris 2000).

Men trods tegn på en konstant kampagnesituation i valgperioden 2011 til 2015, var foråret 2015 og især de tre uger efter valgets udskrivelse langt mere intense.

Set i bakspejlet synes det politiske forår 2015 meget planlagt fra Socialdemokratiets side.

Med nytårstalen 1. januar 2015 prøvede Helle Thorning-Schmidt at sætte den politiske dagsorden for foråret 2015, og i løbet af foråret kom regeringen blandt andet med et integrationsudspil, en krise pakke til landbruget og en vækstplan for danske virksomheder.

Med nytårstalen og de politiske udspil satte Thorning-Schmidt sin egen person i front for sit parti.

På den måde formåede hun også at sætte fokus på politisk troværdighed, et parameter hvor hun var langt foran Lars Løkke Rasmussen i vælgernes øjne (Epinion for DR 1. maj 2015).

Strategien syntes at fungere, da rød blok og især Socialdemokratiet gik frem i meningsmålingerne i foråret 2015 (se figur 1.1).

Formelt blev valget udskrevet af Helle Thorning-Schmidt den 27. maj på et pressemøde i Statsministeriets spejlsal til afholdelse den 18. juni, og med det samme var valgkampen en realitet med valgplakater i lygtepæle og den første tv-duel mellem kandidaterne til statsministerposten.

Vender vi os til dagsordenen blandt vælgere og medier, tegner der sig et varieret billede, som dog har klare tendenser med betydning for valgresultatet.

Siden folketingsvalget i 1971 er vælgerne efter hvert folketingsvalg blevet spurgt, hvilke problemer de fandt vigtigst, at politikerne skulle tage sig af.

Som tabel 1.1 viser, er det i 2015 også de store velfærdstemaer, der dominerer vælgernes dagsorden. Sammenlignet med 2011 er det også tydeligt, at økonomien er skubbet ned ad dagsorden, mens indvandrerspørgsmålet er rykket op.

Faktisk nærmer niveauet for indvandrerspørgsmålet sig 2001-niveauet, idet 2015-valget var det valg, hvor spørgsmålet har ligget næsthøjest på dagsordenen.

Som ved de fleste tidligere valg er de udenrigspolitiske temaer, herunder EU, langt nede på vælgerens politiske dagsorden.

»Andet«-kategorien indeholder i 2015 især mange svar, som peger på manglende tillid til politikerne, hvilket afspejler det dalende niveau af politisk tillid, som vælgerne har tilkendegivet i direkte spørgsmål om emnet ved de to seneste folketingsvalg (se kapitel 8).

Som det fremgår af figur 1.2, var også mediernes dagsorden domineret af de store velfærdspolitiske temaer, hvilket i øvrigt er i overensstemmelse med medierens dagsorden ved tidligere valg (Dahlgaard m.fl. 2014; Stubager m.fl. 2013b).

Ligeledes spillede flygtninge- og indvandrerspørgsmålet en lidt større rolle i aviserne end ved fx 2011-valget (se Dahlgaard m.fl. 2014 for tidligere valg).

På den baggrund er der umiddelbart god overensstemmelse mellem, hvad aviserne vælger at bringe og vælgerens politiske dagsorden.

Tabel 1.1: Vælgernes politiske dagsorden, 1971-2015 (pct. af samtlige svar)

Kilde: Valgundersøgelserne 1971-2015. Tidligere valg se Stubager m.fl. (2013b), uvægtet.

Figur 1.2: Avisernes dagsorden i valgkampen, 2015 (pct.)

Procentandelen af samtlige politiske artikler bragt under valgkampen, der omtaler hvert af emnerne. Der indgår otte aviser (Politiken, Ekstra Bladet, BT, Berlingske, Jyllands-Posten, Information, Kristeligt Dagblad, MetroXpress/København i optællingen, som er foretaget via Infomedia for perioden 27. maj-18. juni 2015. Søgestrengen fra Hansen & Bordacconi (2013) er anvendt som udgangspunkt for søgningen.

Ser vi på avisernes dagsorden dag for dag i valgkampen (figur 1.3), tegner der sig et relativt stabilt mønster, men det fremgår også, at flygtninge- og indvandrerspørgsmålet fik mere opmærksomhed efterhånden som valgkampen skred frem.

Som det fremgår nedenfor (figur 1.4), svarer dette mønster til udviklingen i vælgernes dagsorden under valgkampen, hvor spørgsmålet fik øget betydning, efter at blå blok lancerede stramninger på området som en del af valgkampen.

I samme periode faldt til gengæld mediernes opmærksomhed på sundhedsområdet.

I en mere kvalitativ betragtning var den centrale historie i valgkampens første uge dagpengereglerne og forholdet mellem de laveste lønninger og niveauet af overførselsindkomsterne.

Lars Løkke Rasmussen lancerede emnet ved at henvise til en person, som havde sagt sit job op, fordi han fandt, at indkomstforskellen mellem at være på overførsel og i arbejde var for lille.

Sagen tog dog hurtigt en uheldig drejning for Lars Løkke Rasmussen, da det ikke lod sige gøre at identificere den omtalte person, hvorefter partierne i rød blok ikke var sene til at bruge sagen til at rejse tvivl om Løkke Rasmussens troværdighed.

Derefter drejede politikernes opmærksomhed sig væk fra arbejdsmarkedspolitikken, og som det fremgår af figur 1.4, fulgte vælgernes opmærksomhed til dels med.

Figuren, der giver et overblik over vælgernes dagsorden i løbet af valgkampen, viser således, at det i begyndelsen af valgkampen især var diskussionen om de store velfærdsspørgsmål (velfærd generelt, sundhed og hospitaler), som dominerede.

Arbejdsmarkedspolitik stod dog også centralt i denne periode.

Det er værd at bemærke, at de fem emner i figur 1.4 dækker 50 pct. af vælgernes dagsorden. De resterende 50 pct. er fordelt på andre emner.

Figur 1.3: Avisernes dagsorden dag for dag under valgkampen 2015 (udvalgte emner, pct.)

Se noten til figur 1.2.

Den 9. juni præsenterede Venstre et udspil om strammere asyl- og familiesammenføringsregler, og dagene efter blev det fulgt op af flere udtalelser fra toneangivende venstrefolk om behovet for at stramme reglerne – og af regeringens svar herpå.

Dette udspil fungerede som en »game changer« i valgkampen i den forstand, at mange vælgere inden for få dage flyttede deres fokus fra de klassiske velfærdstemaer til spørgsmålet om flygtninge og indvandrere, og som figur 1.4 viser, holdt denne dagsorden helt frem til valget.

Figur 1.4 viser også tilslutningen til blå blok i valgkampen.

I de første ca. 10 dage, hvor vælgernes dagsorden var fokuseret på velfærd og partilederens troværdighed, tabte partierne i den blå blok stemmer til mostanderne i den røde blok.

Som den eneste dag i valgkampen havde rød blok faktisk flertal i meningsmålingerne den 7. juni.

Dernæst skiftede dagsorden, og kort efter flyttede vælgerne sig igen, så der efterfølgende igen var blåt flertal.

Figur 1.4: Vælgernes dagsorden i løbet af valgkampen og blå bloks tilslutning, 2015 (pct.)

Kilde: Cand.scient.pol. Christian Fischer Vestergaard fra Epinion har analyseret valgkampens dagsorden på baggrund af Epinions rolling-cross-section-design, som indsamlede ca. 300 daglige interviews i løbet af valgkampen. Analysen er baseret på et tredages løbende gennemsnit af disse målinger. I alt indgår 8.187 webbaserede interviews fra Epinions Danmarkspanel i perioden 28. maj-17. juni 2015 i analysen. Blå bloks gennemsnitlige tilslutning er et beregnet gennemsnit af meningsmålingerne i løbet af valgkampen (se kapitel 18 for detaljer). Det sidste punkt i blå bloks tilslutning er valgresultatet, beregnet for partier som fik mandater.

Spørgsmålet anvendt til at afdække den politiske dagsorden er: Hvilket spørgsmål er det efter din opfattelse vigtigst, at politikerne tager sig af?

Der er to vigtige teorier, som kan forklare dette forløb: priming og emneejerskab.

Ved priming forstås, at de emner, der er på den politiske dagsorden, er det, som politikerne bliver bedømt på (Iyengar & Kinder 1987).

Hvis dagsordenen har fokus på politisk troværdighed og velfærd, er det de emner, som vælgerne primært vil træffe deres beslutning ud fra.

Og hvis dagsordenen domineres af indvandrer- og flygtningedebatten, er dette emnet, som krydset sættes ud fra.

Teorien om emneejerskab er baseret på idéen om, at vælgerne i forskellig grad anser partierne som kompetente til at håndtere forskellige politiske problemer, og at de vil stemme på det parti, der anses for at være den bedste problemløser inden for det pågældende emne (Petrocik 1996; Stubager & Slothuus 2013; Borre 2001).

Kombineres disse to teorier, bliver forudsigelsen, at når et givet emne – som fx udlændingespørgsmålet – er på dagsordenen, vil vælgerne tendere til at stemme på det parti (eller den blok), der ses som bedst til at håndtere emnet.

Vores undersøgelse (se kapitel 9) viser, at rød blok blev set som bedre til at håndtere sundhed, uddannelse og bekæmpelse af arbejdsløshed – netop de emner, som var øverst på dagsordenen i valgkampens første ti dage, mens en borgerlig regering i 2015 i gennemsnit blev opfattet som marginalt bedre til at håndtere flygtninge- og indvandrerspørgsmålet.

Denne opfattelse var i øvrigt særlig klar blandt netop de vælgere, der fandt spørgsmålet vigtigt.

Det tyder på, at svingningerne i støtten til blå blok undervejs i valgkampen i et vist omfang var drevet af den skiftende dagsorden, idet indholdet af denne gik fra et fokus på emner ejet af partierne i den røde blok i begyndelsen af valgkampen til i højere grad at fokusere på udlændingetemaet, hvor den blå blok stod markant stærkere.

I det lys er vælgernes dagsorden en vigtig brik til at forstå valgets udfald.

Valgresultatet
Da stemmerne var talt endeligt op, havde de blå partier, som blev indvalgt, i alt fået 1.810.066 stemmer, hvilket var 133.288 stemmer flere end de røde partier.

I mandater indebar det, at 90 gik til blå og 85 til rød blok (se tabel 1.2).

Men da alle de fire nordatlantiske mandater valgte at støtte den røde blok, var det reelt kun ét enkelt mandat, som skilte de to blokke.

Tabel 1.2: Valgresultatet 2015

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet. Det samlede vælgertal var 4.145.105, valgdeltagelsen 85,89 pct. Der blev således afgivet 3.560.060 stemmer (inkl. blanke og ugyldige), hvoraf 308.883 var brevstemmer (brevstemmeprocenten var dermed 8,68).

Faktisk var valget så tæt, at hvis ca. 7.500 af Det Konservative Folkepartis stemmer i stedet var gået ligeligt til Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Alternativet, ville der have været rødt flertal.

Valgresultatet er også interessant set med historiske øjne, idet det var det dårligste valg samlet set for de fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti), der til sammen kun fik 54 pct. af de gyldige stemmer og 95 mandater.

Til sammenligning fik selvsamme partier 58 pct. af stemmerne og 104 mandater ved Jordskredsvalget i december 1973, som er det valg, hvor det gik de fire partier næst-dårligst.

Tilslutningen til partierne har altid været geografisk ujævnt fordelt i Danmark, og her er 2015-valget ingen undtagelse.

Figur 1.5 viser på kommuneniveau tilslutningen til den blå blok ved folketingsvalgene i 2011 og 2015.

Som det fremgår, står rød blok stærkt i byerne, mens blå blok står stærkt uden for byerne.

Umiddelbart er dette et klassisk land-by mønster, som minder os om, at det danske partisystem blandt andet opstod omkring en modsætning mellem netop land og by.

Dansk Folkepartis store fremgang især på landet i 2015 var med til at forstærke denne modsætning (se kapitel 3).

Den geografiske sammenligning mellem 2011 og 2015 viser dog betydelig grad af stabilitet i de geografiske mønstre.

Hvis en kommune var blå eller rød »højborg« i 2011, var den det med stor sandsynlighed igen i 2015.

Figur 1.5: Den geografiske fordeling af tilslutningen til blå blok, 2011 og 2015 (pct.)

Kilde: Den Danske Valgdatabase, folketingsvalg 2011-2015 beregnet på kommuneniveau.

Alternativet – et nyt parti bliver til
Partiet Alternativet stillede op til Folketinget for første gang ved valget i 2015.

Partiet blev stiftet af den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk blandt andet på baggrund af ønsket om en bæredygtig og miljørigtig omstilling kombineret med et fokus på andre former for vækst end den rent økonomiske.

Desuden argumenterede partiet for en bedre debatkultur politikerne imellem og havde på den måde også et anti-establishmentfokus med en kritik af den aktuelle politiske elite og dens arbejdsmåde og omgangstone.

Uffe Elbæk annoncerede stiftelsen af partiet den 27. november 2013, og det blev godkendt til at stille op ved folketingsvalg i hele landet den 13. marts 2015 med listebogstavet Å.

Som figur 1.6 viser, var det også først i foråret 2015, at partiet øgede sin tilslutning blandt vælgerne, og især valgkampen var afgørende for, at Alternativet kom ind med 4,8 pct. af stemmerne. 

Figur 1.6: Alternativets tilslutning i meningsmålingerne, februar-juni 2015, pct

Note: Kvalitetsvejet gennemsnit af meningsmålinger (Søren Risbjerg Thomsen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet for Altinget.dk). Sidste punkt er valgresultatet.

Figur 1.7: Alternativets tilslutning ved folketingsvalget 2015 (pct.)

Kilde: Den Dansk Valgdatabase, folketingsvalg 2015 beregnet på kommuneniveau.

Spærregrænsen på 2 pct. havde tilsyneladende betydning for de andre partiers reaktion på det nye parti og dets politik.

De andre partier i rød blok forekom således i løbet af valgkampen forsigtige med at »angribe« partiet muligvis af frygt for, at Alternativet blev skubbet under spærregrænsen med et rødt stemmespild til følge.

Også for medierne udgjorde partiet en udfordring, idet Elbæk afviste at tale om de økonomiske og budgetmæssige restriktioner for partiets politiske udspil og i stedet fokuserede på sociale, kulturelle, økologiske og miljømæssige spørgsmål.

Alternativets stemmer var i høj grad geografisk koncentrerede.

Partiet stod godt i byerne og fik fx næsten 20 pct. af stemmerne på Nørrebro i København (afstemningsstedet 5. Nordvest), mens de i Faster i Ringkøbing-Skjern Kommune fik under 0,2 pct. af stemmerne (se figur 1.7).

På den måde minder opbakningen til Alternativet meget om Enhedslistens (se kapitel 3).

Det er dog også interessant, at Alternativet står stærkt på mindre øer som Fanø, Ærø, Langeland, Møn og Samsø, hvilket kan vidne om en anderledes livsanskuelse blandt flere af vælgerne bosiddende der sammenlignet med landdistrikterne på fastlandet og de store øer.

Som vælgervandringstabellen (tabel 1.3) viser, kom næsten alle Alternativets stemmer fra de andre partier i rød blok.

De 4,8 pct. fordeler sig mellem 1,5 pct. tidligere radikale, 0,9 pct. tidligere SF’ere, 0,8 pct. tidligere socialdemokrater og 0,7 pct. tidligere Enhedslisten-vælgere, mens der kun kom 0,4 pct. fra andre partier.

De sidste 0,5 pct. var en blanding af førstegangsvælgere, sofavælgere i 2011 og vælgere, som ikke husker deres partivalg i 2011.

Vælgervandringer og beslutningstidspunkt
Der har ved de seneste par valg været en stigning i antallet af vælgere, som skifter parti fra et valg til det næste (bruttovandringerne).

Tendensen fortsatte i 2015, hvor der var 41,7 pct., der skiftede parti mod 32,7 i 2011.

Andelen af partiskiftere var dermed den næsthøjeste, vi har målt siden folketingsvalget i 1971, hvor vi for første gang har data herfor.

Kun Jordskredsvalget i 1973 havde med 44 pct. flere skiftere.

Disse bruttovandringer tager dog ikke højde for, at vandringerne mellem partierne kan ophæve hinanden og dermed ikke nødvendigvis har indflydelse på mandatfordelingen.

Dette element fanges af det såkaldte Pedersen-indeks (Pedersen 1979), der er defineret som summen af den absolutte forskel i partier-nes tilslutning mellem to valg divideret med to (nettovandringerne).

For 2015 viser Pedersen-indekset også en betydelig omskiftelighed, som vi skal tilbage til 1970’erne for at finde paralleller til.

Det er dog også værd at bemærke, at vandringen mellem de to blokke ikke var højere end tidligere og desuden langt under, hvad vi så ved Jordskredsvalget.

Den store bevægelighed blandt vælgerne er altså hovedsageligt foregået internt i henholdsvis rød og blå blok – faktisk skiftede kun 7,7 pct. af vælgerne mellem blokkene: 4,9 fra rød til blå og 2,8 den anden vej (jf. tabel 1.3).

Figur 1.8: Netto- og bruttovandringer, blokvandringer, og beslutningstidspunkt

Figur 1.8 viser også, at flere og flere vælgere først under valgkampen besluttede sig for, hvilket parti de ville stemme på.

Hele 47 pct. af vælgerne traf således først den endelige beslutning under valgkampen.

Det er selvfølgelig langt fra alle disse vælgere, som beslutter sig for at stemme på et nyt parti, men det vidner om, at langt flere end tidligere faktisk overvejer alternative partier (se Hansen (2014d) for en uddybende diskussion af tvivler-gruppen).

Som det også fremgår af figur 1.8, følges udviklingen i andelen af vælgere, der beslutter sig sent, og andelen, der skifter parti, ad over tid.

Det skyldes blandt andet, at mange partiskiftere beslutter sig sent (Stubager m.fl. 2013b; Hansen m.fl. 2012b).

Tabel 1.3: Vælgervandringer fra 2011 til 2015 (pct.)

Kilde: FV11 stemmefordelingen ved folketingsvalg 2011, FV15 stemmefordelingen ved folketingsvalg 2015. Beregnet på baggrund af exit poll fra Epinion for Danmarks Radio og TNS-Gallups prognose fra dagen før valgdagen for Berlingske. Samlet n=9.960. Der er foretaget iterativ vejning op mod de faktiske valgresultater for 2011 og 2015, så totalerne ikke afviger herfra. Stemte ikke/husker ikke/nye vælgere siden 2011 er undtaget fra vejning.

Tabel 1.3 viser i den såkaldte vælgervandringsmatrice, hvordan vælgerne vandrede fra 2011 til 2015.

Udover vandringer til Alternativet, som allerede er beskrevet ovenfor, er den markante tilbagegang for Venstre værd at notere.

De tidligere venstrefolk gik hovedsagelige til Dansk Folkeparti (4,9 pct.) og Liberal Alliance (2,0 pct.).

Det var især på landet, at Dansk Folkeparti hentede mange venstrestemmer, mens det i byerne hovedsagelig var Liberal Alliance, som gik frem på bekostning af Venstre.

Dansk Folkepartis store fremgang er altså især båret af tidligere venstrestemmer, men det skal også bemærkes, at 1,7 pct. af vælgerne gik fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti i 2015.

Dansk Folkeparti formåede altså at hente stemmer direkte fra Socialdemokratiet over til blå blok og bidrog dermed væsentligt til blokkens flertal.

En anden måde at illustrere, hvordan Venstre og Dansk Folkeparti kæmpede om stemmer, er figur 1.9, hvor vi viser sammenhængen i ændringerne i valgresultatet på valgstedsniveau fra 2011 til 2015 for Dansk Folkeparti og Venstre ved at bruge faktiske valgresultater fra Den Danske Valgdatabase.

Det er tydeligt, at der er en sammenhæng mellem ændringen i Dansk Folkepartis tilslutning og ændringen i Venstres tilslutning.

Styrken af sammenhængene er ca. en halv: Hver gang Venstre går ét procentpoint tilbage på valgstedet, går Dansk Folkeparti 0,46 procentpoint frem.

I Syd- og Vestjylland er effekten endnu stærkere, mens den er væsentligt mindre i København.

Det illustrerer, at Venstre især tabte til Dansk Folkeparti i Syd- og Vestjylland, mens tabene til Kristian Thulesen Dahl og hans partifæller var mindre i København.

Som bekendt var det i Sydjyllands Storkreds, at Thulesen Dahl selv stillede op, så det kunne tyde på, at hans stærke personlige valg i kredsen også er en del af forklaringen på Venstres store tilbagegang netop der.

Figur 1.9: Sammenhængen mellem DF og V’s ændring i tilslutning fra 2011 til 2015

Note: Hvert punkt svarer til et valgsted. Man kan på førsteaksen aflæse ændringen for Venstres tilslutning, mens andenaksen viser DF’s tilslutning fra folketingsvalg 2011 til folketingsvalget i 2015 i procentpoint. Kilde: Den Danske Valgdatabase (FV2011 og FV2015). Min. 100 gyldige stemmer pr. valgsted, antal valgsteder=1.296, valgstedsdivergens er sat til 0 i beregningerne mellem 2011 og 2015. Regressionslinjen er defineret ved DF fremgang=6,7-0,46 × Venstre fremgang. R2=16 %

Datagrundlag og bogens struktur
Datagrundlaget for bogen er hovedsageligt Den Danske Valgundersøgelse 2015 (Hansen & Stubager 2016).

Valgundersøgelsen i 2015 blev gennemført som en spørgeskemaundersøgelse med 2.001 repræsentativt udvalgte danske vælgere udtrukket fra CPR-registeret.

Umiddelbart efter valget i juni 2015 fik de udvalgte mulighed for at besvare skemaet over internettet (CAWI).

De, der efter 14 dage endnu ikke havde svaret, fik dernæst mulighed for at få besøg af en professionel interviewer, som gennemførte interviewet med respondenten ansigt til ansigt (CAPI).

Undersøgelsen blev gennemført af Danmarks Statistik (DST-Survey).

Den endelige svarprocent var 48,4. Interviewene blev påbegyndt umiddelbart efter folketingsvalget, nemlig den 19. juni 2015, og afsluttet 27. oktober 2015.

85 pct. af interviewene blev indsamlet før 1. september 2015 og flest i ugen efter valget.

Se Hansen & Stubager (2016) for detaljer samt det anvendte spørgeskema.

Se også www.valgprojektet.dk.

Den Danske Valgundersøgelsen 2015 var ledet af professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet og professor Rune Stubager, Aarhus Universitet. Dataindsamlingen er finansieret af Carlsbergfondet (bevillingsnr. CF14-0137).

Bogen er som udgangspunkt bygget op om den velkendte kausalitetstragt – the funnel of causality (Campbell m.fl. 1960), hvor de undersøgte variable tilføjes i den rækkefølge, de tidsmæssigt optræder i relation til deres indflydelse på partivalget.

Det vil sige, at vi begynder med demografiske variable som alder, køn, uddannelse, social klasse, indkomst samt det geografiske element, dvs. hvor vælgeren bor i landet.

Vi ser også på nye emner, som man traditionelt ikke tager med i tragten.

Fx vælgernes risikoopfattelse, dvs. hvorvidt de ser sig selv udsat for social risiko samt deres grad af risikovillighed.

Vi ser også på, hvordan evolutionær psykologisk teori kan hjælpe os til at forstå vælgeres overvejelser om partivalg.

Desuden analyseres valgdeltagelsen, hvor det for første gang har været muligt at undersøge den faktiske valgdeltagelse uden at måtte forlade sig på selv-rapporteret valgdeltagelse, som er stærkt overvurderet.

Denne første del i bogen har titlen »Demografi og deltagelse«.

Den følgende del »Tillid og troværdighed« fokuserer på den faldende tillid og personfaktorens betydning for partivalget.

Næste del af bogen »Valgets emner« går længere ind i tragten ved at undersøge betydningen af ideologiske positioner og de »store« fordelings- (økonomi, skat, størrelsen på velfærdsstaten) og værdipolitiske (indvandring, bekæmpelse af kriminalitet og miljøforebyggelse) spørgsmål.

Som noget nyt anvendes her begrebet motiveret tænkning til at forså vælgernes overvejelser i forbindelse med partivalg.

Valgkampen har også fået sin egen sektion i bogen, hvor kandidaternes valgkampagne kortlægges sammen med avisernes dagsorden, ligesom vi ser på de mange meningsmålinger under valgkampen.

I denne del indgår også en grundig analyse af partiskifterne ved folketingsvalget 2015.

Kausalitetstragt-strukturen er altså flere steder suppleret med nyere, mere psykologisk og/eller emnebaserede tilgange til studiet af partivalg for at få et så fyldestgørende svar som muligt på, hvorfor danskerne stemte, som de gjorde ved folketingsvalget i 2015.

Afslutningsvist samles trådene i konklusionen, hvor en samlet model giver et bud på det overordnede svar.

Konklusion – oprør fra udkanten, vælgervandringer langs gængse politiske dimensioner, men ikke et jordskredsvalg
Både ved folketingsvalget i 2015 og Jordskredsvalget i 1973 skiftede mange vælgere parti, men vandringerne foregik i langt højere grad inden for de to politiske blokke ved 2015-valget end ved Jordskredsvalget.

Der kom endvidere kun ét nyt parti i Folketinget i 2015, mens hele tre nye og to lidt ældre, men ikke i 1971 indvalgte partier, kom ind i 1973.

I 2015 var der flere end i 1973, der først besluttede sig for deres partivalg under valgkampen, men det synes at følge en generelt stigende tendens blandt vælgerne og er dermed ikke noget særligt for 2015-valget og dets valgkamp.

De fire gamle partier (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre) fik det dårligste valg nogensinde, hvilket også følger en tendens, der har udviklet sig siden folketingsvalget i 1990 – altså igen en udvikling, der har været på vej i længere tid.

På den baggrund er folketingsvalget 2015 og de »rekorder«, som blev sat, snarere udtryk for en gradvis forandring i vælgerkorpset end et markant skred.

Med det in mente vil vi både forvente store bruttovandringer, at mange beslutter sig tæt på valgdatoen, og at de fire gamle partier vil være under pres også ved de kommende folketingsvalg.

Hvor vi altså ikke finder støtte til ideen om et nyt jordskredsvalg, vil analyserne i bogens kapitler til sammen vise, at valget i 2015 repræsenterede et oprør fra udkanten.

Men ikke blot udkanten i geografisk forstand, som vi har diskuteret ovenfor (og analyserer yderligere i kapitel 3).

Valget markerede også et oprør fra, hvad man kan kalde samfundets sociale og politiske udkant.

Socialt var det således vælgere med kort uddannelse og lav løn, men en oplevelse af stor social usikkerhed, der stod bag valgets største enkeltændring: Dansk Folkepartis fremgang på 8,8 procentpoint.

Politisk tangerede valget det hidtidige lavpunkt for politisk tillid, og mistilliden er en vigtig del af forklaringen på tilbagegangen for de fire gamle partier og fremgangen for Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance.

Dette tredobbelte oprør vil blive belyst på forskellig vis undervejs i bogens analyser, før vi samler temaet op igen i konklusionen i kapitel 19.

Kasper Møller Hansen og Rune Stubager (red.):"Oprør fra udkaten - Folketingsvaglet 2015". Bogen er 451 sider, koster 290 kr. og er udkommet på Djøf Forlag.