DF's reklame for Asmaa

Af Erik Holstein,
redaktør af Altinget | Integration

HVAD SKAL MAN MED VENNER, når man har sådanne fjender?

Det må Enhedslistens Asmaa Abdol-Hamid spørge sig selv om, efter fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti i sidste uge uforvarende gav hende ubetalelig reklame på sin vej mod Folketinget.

Mogens Camre, Morten Messerschmidt og Søren Krarup formåede at svinge debatten om Asmaa og muslimer helt op i diskanten, så selv kritikere af Enhedslistens fundamentalistiske kandidat nærmest fik sympati for hende.

Dermed modsvares DF'ernes bizarre angreb på Asmaa af det lige så bizarre faktum, at Enhedslisten er på vej til at opstille en kandidat med holdninger, der kulturelt og religiøst ligger til højre for Søren Krarup.

Erik Holstein
Redaktør af Altinget | Integration

Det hjalp kun lidt på sagen, at Mogens Camre fik besked på at tilbagetrække sine udtalelser om, at Asmaa burde have psykiatrisk hjælp. Skaden var allerede sket, og den blev ikke mindre af, at Søren Krarup fik opbakning fra Pia Kjærsgaard til sine sammenligninger mellem tørklæder og hagekors.

ISLAMISME KAN MED RIMELIGHED sammenlignes med fascisme - sådan som Salman Rushdie og en gruppe af andre intellektuelle gav udtryk for under Muhammed-krisen. Men deraf kan man ikke konkludere, at et hovedtørklæde kan sammenlignes med et hagekors.

For sagen er jo, at et tørklæde både kan ses som et islamistisk symbol og en upolitisk kulturel tradition. Når ortodokse muslimske kvinder bærer tørklæde på vej til et Hizb-ut-Tahrir-møde, er der ganske rigtigt tale om et totalitært symbol. Men samtidig er der millioner af muslimske kvinder rundt om i verden, der bærer tørklæde som en del af den traditionelle påklædning - lidt på samme måde som indre missionske kvinder på landet gjorde det tidligere herhjemme. Her kan tørklædet ses som et tegn på manglende seksuel ligestilling mellem kønnene, men det bliver ikke af den grund et "totalitært symbol".    

Dansk Folkepartis sprogbrug og skæve fokus den seneste uge har gjort Asmaa Abdol-Hamid immun over for kritik i den nærmeste fremtid. Det er så meget desto mere ærgerligt, fordi der er al mulig grund til at se med kritiske øjne på Asmaas holdninger. De er nemlig alt andet end progressive, når det kommer til religion og kultur.

HER ER TØRKLÆDET kun en mindre del. Velkendt er det også, at Asmaa ikke vil give mænd hånden, fordi "man ikke skal have kropskontakt mellem kønnene ifølge islam". Mindre kendt er det måske, at Asmaa har udtalt, at man "overklistrer hinanden seksuelt", når man sidder tæt på hinanden i busserne, ligesom Asmaa holder sig væk fra stranden om sommeren på grund af "de mange afklædte mennesker".

Man bør i øvrigt mærke sig, at dagbladet Politiken fredag d. 20. april bragte et (sjældent) kritisk interview med Asmaa. I interviewet talte hun med stor omhu uden om sin stilling til dødsstraf og registreret partnerskab. Det blev bemærket i Enhedslisten, der ikke kunne leve med de uldne svar. Kendetegnede for Asmaa krævede hun derefter et dementi af sine egne udtalelser til Politiken, der imidlertid fastholdt interviewet med den interessante tilføjelse, at Asmaa selv havde godkendt det.

SAMME STED BESKREV SF'eren og fagforeningsformanden Karsten Hønge Asmaas standpunkter som udtryk for "victoriansk snerpethed". Hønge har tidligere beskyldt Aasmaa for at være tilhænger af en slags "køns-apartheid". Det må siges at være en ret præcis beskrivelse af Asmaa Abdol-Hamids standpunkter. Men den form for kritik af Enhedslistens fundamentalist drukner naturligvis, når der råbes op om hagekors og psykiatrisk behandling.

Dermed modsvares DF'ernes bizarre angreb på Asmaa af det lige så bizarre faktum, at Enhedslisten er på vej til at opstille en kandidat med holdninger, der kulturelt og religiøst ligger til højre for Søren Krarup.     

Kunne man forestille sig, at Enhedslisten - eller noget andet venstrefløjsparti - ville opstille en kristen fundamentalist? Næppe. Men i forhold til de muslimske fundamentalister har man åbenbart andre standarder.

Opstillingen af Asmaa kan blive livsfarlig for Enhedslisten, den dag de holdninger, hun har under tørklædet, for alvor kommer frem i lyset.