EU-retorik rokkede ikke de delegerede

Faktisk grænser indholdet her til retoriske platheder, dvs. pointer der er så overordnede at man ikke kan være uenig. På samme tid kedsommeligt og intetsigende.

Brit Jensen
Retoriker, Rhetor - om MEP Niels Busks tale

En talerstol i gennemsigtigt materiale, en mikrofon og fem minutter. Det var hvad hver af de ni Europa-parlaments-kandidater havde til rådighed, da de ved Venstres EU-landsmøde i lørdags skulle kæmpe om pladserne på opstillingslisten til EU-parlamentsvalget.

Godt 1.000 delegerede skulle stille kandidaterne op på politisk prioriteret rad og række. Og der var lige præcis én måde hvorpå kandidaterne kunne vinde de delegerede for sig: ved talens brug. Således var scenen sat til et mægtigt retorisk palaver. En sand prøve på kandidaternes duelighed udi den ældgamle overbevisningens kunst; en vaskeægte oratorisk valplads.

Den mundtlige jobansøgning
Kandidat-talerne har ved et personvalg, som det man så hos Venstre i lørdags, en særlig funktion. Talerne kan nemlig ikke, som det ellers er tilfældet ved personvalg f.eks. til Folketinget, blive valgt på grundlag af deres politiske overbevisning eller på konkrete synspunkter i en politisk enkeltsag.

Valget drejer sig ikke om en politisk sag eller ideologi, valget handler om kandidaterne selv. Med deres tale skal de føre bevis for deres egen duelighed som EU-parlamentarikere i en liberal gruppe. Det centrale er således, hvorvidt taleren kan overbevise tilhørerne om sin troværdighed som EU-parlamentariker. I denne forstand er sagen lig med personen, og den retoriske opgave at sammenligne med en jobansøgning.