Kommentar af 
Christian Egander Skov

Familiepolitik er vendt tilbage: Derfor er det en fundamental udfordring for de borgerlige

Familiepolitikken har ligget i dvale siden 1960'erne, men er nu vendt stærkt tilbage. Det har givet særligt den borgerlige fløj en fundamental udfordring, skriver historiker Christian Egander Skov.

De borgerlige må ikke stirre sig blind på familien som modsætning til velfærdsstaten, skriver Christian Egander Skov.
De borgerlige må ikke stirre sig blind på familien som modsætning til velfærdsstaten, skriver Christian Egander Skov.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var næsten givet. I sin nye bog – eller hvad man nu skal kalde Befrielsens pris – måtte Lars Løkke Rasmussen (M) komme ind på problemet.

Vi føder for få børn. Det har vi gjort længe. Nu er problemet pludselig blevet meget værre. Heldigvis ligger løsningen ligefor. Vi skal, som Lars Løkke også slog fast på Moderaternes landsmøde, slet og ret have nogle flere børn ude i familierne.

Det er ikke kun Løkke, der har opdaget familiepolitikken.

Vi sejler imod en demografisk horisont, som mest af alt ligner en solnedgang

Christian Egander Skov

For nyligt udpegede Liberal Alliance familiepolitikken som dét, der kunne samle det borgerlige Danmark og forny forne tiders ideologiske ringforlovelse. Konservatives nye formand, Mona Juul, har ligeledes genoptegnet den linje, som allerede blev trukket i Papes sidste tid, hvor Konservative ville genrejse familien – måske i håb om, at familiepolitikken også kunne genrejse Konservative.

Familiepolitikken er vendt tilbage fra sin lange, relative ubemærkethed. Hvis familiepolitikken og familielivet havde været en privatsag før, så er det nu i høj grad en politisk sag.

Men familiepolitik er ikke én ting. Og familiepolitikken er ikke vendt tilbage som én dagsorden, snarere må man forestille sig, at det er et felt, der er ved at åbne sig, hvor familien kan politiseres på forskellige og ofte modstridende måder.

For at forstå det, kan vi indledningsvist spørge, hvorfor Lars Løkke egentlig tog spørgsmålet op, om de manglende børn?

Svaret er, at det i denne sammenhæng i sidste ende er spørgsmål om arbejdskraft. Hvis der er for mange ældre og for få i den arbejdsdygtige alder, hænger det store regnskab ikke sammen. Der mangler hænder og hoveder.

Læs også

Det gælder både velfærdsmaskineriet i snæver forstand og økonomien i bred forstand. Dette er årsagen til, at Dansk Erhverv målrettet har advokeret for mere udenlandsk arbejdskraft. Ja, og det er også årsagen til, at Løkke flere gange i sin podbog udtrykkeligt har knyttet ønsket om flere børn sammen med behovet for øget indvandring og talt om at fastholde den stramme udlændingepolitik, men fjerne de ”skøre” regler.

Vi sejler imod en demografisk horisont, som mest af alt ligner en solnedgang. Derfor bliver ønsket om arbejdskraft nu og ikke mindst i fremtiden præsent.

Velfærdsstaten fik det borgerlige ideal om skellet mellem det offentlige og det private til at bryde sammen

Christian Egander Skov

For nyligt skrev jeg selv en kronik med Isabella Arendt i anledning af en analyse af børnefamiliers tunge arbejdsbyrde, som vi havde lavet i Tænketanken Prospekt. Analysen viste, at danske børnefamilier er hårdt spændt for, fordi begge forældre arbejder fuldtid – også mens børnene er små.

Nu er børnefamilierne både konfronteret med et ønske om, at de skal arbejde mere og få flere børn, skrev vi i kronikken. Ude i familierne, hvor man har en afgrænset mængde af tid, oplever man naturligt nok dette som modsatrettede krav.

At det fra regeringens side ikke opfattes sådan, afspejler den rolle, familiepolitikken også har fået i dag. Familiepolitik handler om fremtidens arbejdsudbud. Den er arbejdsmarkedspolitik på den lange bane. I erkendelse af, at arbejdsudbuddet ikke skaber sig selv, bliver familien en institution inden for rammerne af konkurrencestat lagt an på mobilisering af arbejdskraft.

Ude i den borgerlige opposition spiller familiepolitikken anden rolle. Her bliver familien snarere det, som sociologen Christopher Lasch engang kaldte ”et tilflugtssted i en hjerteløs verden.” Familien bliver altså en civilsamfundsinstitution, der ideelt set ikke ligger i forlængelse af konkurrencestaten, men afgrænser den og etablerer et domæne, hvor dens logik ikke trænger ind.

Læs også

Den måde at tænke familiepolitik har dybe rødder i borgerlig politik. For dette var netop en af familiepolitikkens væsentligste dimensioner fra 1950’erne.

Før den tid var familiepolitikken indhyllet i kristelig moralisme. Borgerlig familiepolitik havde i mellemkrigstiden været en politik om ægteskabet og ægteskabets betydning, om arveregler og uægte børn. Truslen mod familien var først og fremmest moralsk. At familien var forudsætningen for det gode liv, var ikke bare en antagelse, men er erfaring, det ikke var vanskeligt at bekræfte.

Da den universelle (og socialdemokratiske) velfærdsstat slog igennem i 1950’erne, blev familien udlagt som en institution, der var truet af velfærdsstaten. Det var jo den, som Konservatives Aksel Møller beskrev som en ”formynderstat”.

Historien antyder en faldgrube for den borgerlige familiepolitik, hvis man stirrer sig blind på familien som udgangspunktet for en skarp kantet velfærdsstatskritik

Christian Egander Skov

Det begreb er der god grund til at stoppe op og smage på. For hvad er en formynder? Ja, det er jo på den ene side et menneske, der udøver formynderi, og derfor knægter det enkelte menneskes frihed.

Men formynderen er jo også konkret den, der træder ind og påtager sig en forældrerolle. Formynderen står in loco parentis. Det var altså en grundanklage mod velfærdsstaten, at den fortrængte familien ved at sætte sig i dens sted. Velfærdsstaten fik det borgerlige ideal om skellet mellem det offentlige og det private til at bryde sammen.

Den korte historie om, hvad der videre skete, er ret kort. I takt med at den klassiske velfærdsstatskritik gled i baggrunden, gjorde den borgerlige familiepolitik det også.

I første omgang fandt den dog blot nye former.

I 1960’erne kom den borgerlige familiepolitik i høj grad til at handle om boligpolitik. Der blev sat lighedstegn mellem forsvaret for familien og kampen for parcelhuset og ejerlejlighederne. Grundideen var, at ligesom familien var hjemmet, var hjemmet jo også konkret boligen. Og denne bolig skulle billedlig talt piloteres – om ikke eksplicit af velfærdsstaten – så dog af politisk handling.

Familiepolitik var ikke længere antipolitik, men netop politik. I en vis forstand var det – selvom de borgerlige ikke ville udtrykke det sådan – et forsøg på familiepolitik inden for velfærdsstatens rammer.

Læs også

Historien antyder en faldgrube for den borgerlige familiepolitik, hvis man stirrer sig blind på familien som udgangspunktet for en skarp kantet velfærdsstatskritik.

For selvom det giver mening at slå ring om familien som et frirum, eller et helle, så er det også sådan, at familien ikke blot står i modsætning til velfærdsstaten. Nej, velfærdsstaten understøtter i høj grad familien.

Familiepolitikken giver ikke så meget anledning til et ”mod velfærdsstaten”. Man kan med gode ret sige, at den anviser et ”med velfærdsstaten”

Det gælder barsels- og forældreorlov, dagplejer, vuggestuer, børnehaver og andre pasningsmuligheder. Det drejer sig også om skolerne og senere ungdomsuddannelser og en væsentlig del af sundhedsvæsenet.

Familiepolitikken giver ikke så meget anledning til et ”mod velfærdsstaten”. Man kan med gode ret sige, at den anviser et ”med velfærdsstaten”. Nok må den principielt bygge på et ideal om at afgrænse og indkredse velfærdsstaten, men den er bundet til at gøre det på samme velfærdsstats præmisser.

Og måske er det den væsentligste foreløbige konklusion. Familien kan hverken reduceres til en institution, der sømløst ligger i forlængelse af konkurrencestaten i øvrigt, eller en institution, der principielt står i opposition til den. Og netop der ligger den borgerlige politiks fundamentale familiepolitiske udfordring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00