Christian Egander Skov: Valget afslører tre dybe kriser. Venstre har en hovedrolle i dem alle

Det er, som om de fortællinger, forestillinger og idéer, som vi har forstået politik igennem, fortoner sig for vores øjne.

Historien om denne fortoning har tre elementer:

For det første fortoner den borgerlige blokpolitik sig som en reel politisk mulighed inden for en overskuelig fremtid.

Med forbehold for, at uklarheden netop kan bane nye veje og gøre enhver forudsigelse til skamme, har valgkampen såvel som valgresultatet og efterspillet understreget, hvor langt det borgerlige Danmark er fra magten.

Det vel at mærke i en situation, hvor de borgerlige partier – hvis vi ser bort fra Radikale, men inkluderer Moderaterne – har et komfortabelt flertal i Folketinget. Valget har endda styrke de borgerlige partiet samlet set.

Det eneste problem er, at det åbenlyst er uden betydning, når der ikke kan etableres en politisk forståelse, endsige et samarbejde, der strækker sig fra Moderaterne til Dansk Folkeparti.

De to partier har i stedet etableret hinanden som deres politiske hovedmodstandere.

Den borgerlige krise, midtens krise og folkepartiernes krise er alle viklet ind i hinanden.

Christian Egander Skov

Lars Løkke (M) har bygget sin politiske identitet på opgøret med centrumhøjres afhængighed af det ydre højre, mens Morten Messerschmidt (DF) brugte sin sejrstale på at love, at han ville spise Moderaterne til morgenmad.

Denne næsten performative animositet bekræfter hovedpointen i min bog 'Borgerlig krise' fra 2022:

Den borgerlige ideologi, som var et amalgam af det liberale, det konservative og det folkelige, er gået i opløsning og har efterladt borgerligheden med et modsætningsforhold mellem en teknokratisk midte og en systemkritisk populisme. Her forsøger alle andre blot at finde deres plads. Resultatet er en mængde nichepartier.

At situationen er mere end vanskelig, viser Venstres deroute ved dette valg, som jo blot er en fortsættelsen af derouten før, under og efter folketingsvalget i 2022.

Intet parti er blevet så hårdt ramt af denne nye splittelse som det gamle folkeparti per excellence. Det er ikke alene blevet splittet i tre eller måske fire dele, men står også i en åbenlys politisk og ideologisk identitetskrise, som det lige nu er svært at se en udvej ud af.

Heling kræver i det mindste, som enhver sygdom, både tid og ro. Men måske også medicin og så helst den rigtige.

Det er Venstres tragedie, at man befinder sig i centrum af alle de uklarheder, som præger valget. Venstre spiller således ikke blot en hovedrolle i den borgerlige krise, men også i midtens krise.

Denne er det andet element i den store fortoning.

For netop vælgernes kontante afvisning af SVM-regeringen og dens idé om en handlekraftig regering på midten, der kunne træffe de upopulære men angiveligt nødvendige beslutninger, er valgets klareste tale.

Vi er endt et sted, hvor der ikke øjnes et alternativ til det, vælgerne allerede har afvist. Selv valgets klareste tale bliver til uklarhed.

Christian Egander Skov

Alle regeringspartier er gået tilbage. Socialdemokratiet fik sit dårligste valg siden 1903. Venstre fik sit dårligste valg nogensinde – hvilket er længe, når vi taler om landets ældste parti.

Selv Moderaterne, der lige nu soler sig i opmærksomheden fra regeringsdannelsens politiske gætteleg, gik tilbage og var – indtil Grønlandskrisen – et parti med det ene ben i graven.

Vælgerne vil ikke have midten. Så meget er klart. Ikke alene er de borgerlige partier uden for SVM-regeringen gået frem, det samme gælder venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet.

Når så meget af folketingsvalgkampen fremstod uklar og ufokuseret, skyldtes det ikke mindst, at den blev en slap armlægning mellem to partiledere, der sad i regering sammen, og slet ikke kunne afvise, at de kunne finde på at gøre det igen.

Midterpolitikken tager valget ud af politik og reducerer den til nødvendighed. Det er i den forbindelse værd at notere sig, at det ingenlunde er umuligt, at valget kan ende med en ny regering hen over midten. Nærmest tværtimod.

Vi er endt et sted, hvor der ikke øjnes et alternativ til det, vælgerne allerede har afvist. Selv valgets klareste tale bliver til uklarhed.

Umærkeligt afløses rød mod blå af midten mod fløjene. Dette er ikke et demokratisk sundhedstegn, men er tæt forbundet med det sidste element i fortoningen.

Folketingsvalget blev med de historisk ringe resultater til Socialdemokratiet og Venstre endnu en pind i ligkisten til de gamle folkepartier. Ligkisten må snart være bygget færdig.

Kun hvis Venstre var røget under ti procent og Socialdemokratiet under 20 kunne pointen være blevet hamret stærkere ind. Og historien stopper ikke der.

Det er Venstres tragedie, at man befinder sig i centrum af alle de uklarheder, som præger valget. 

Christian Egander Skov

For første gang får de fire såkaldte gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale – under 50 procent af vælgerne.

De nye partier er mere personbårne og mindre organisatorisk forankrede. To af dem – Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti – har endda deres formands navn inkorporeret i partinavnet.

Medens folkepartierne og den model, hvor partierne var forbundet til civilsamfundet gennem stærkt udviklede organisatoriske rodnet, fortoner sig, bliver politik både Berlusconificeret og hollandificeret, det vil sige mere personbåret og mere fragmenteret.

Partierne har ikke blot delt vælgerne efter anskuelse og værdier, men også efter geografi.

Det bliver vanskeligere at danne regeringer, og det får resterne af det gamle regime til at søge sammen om forhandlingsbordet. Alle steder stort set med samme konsekvens: en yderligere svækkelse af den gamle midte.

De tre udviklingstræk – den borgerlige krise, midtens krise og folkepartiernes krise – er alle viklet ind i hinanden.

Til sammen tegner de et billede af dansk politik i dyb forandring. Uanset hvordan regeringsforhandlingerne ender, er vi efterladt i uklarheden. Det er, som alle siger, mudret. Men sådan må det nok være i vadestedet.