Bliv abonnent
Annonce
Kronik

Forhandlingsekspert: Danmark begår klare fejl i forsvaret mod Trumps krav på Grønland

Donald Trumps særlige udsending Jeff Landry besøgte i sidste uge Grønland, blandt andet bevæbnet med chocolate chip cookies til børnene. Men det faldt i de grønlandske børn ikke for, skriver Mikkel Gudsøe.
Donald Trumps særlige udsending Jeff Landry besøgte i sidste uge Grønland, blandt andet bevæbnet med chocolate chip cookies til børnene. Men det faldt i de grønlandske børn ikke for, skriver Mikkel Gudsøe.Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix

M

Adjungeret lektor i forhandling, Aarhus Universitet og ph.d-stipendiat i politiske forhandlinger, Syddansk Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I USA bruger man udtrykket “that’s the way the cookie crumbles” om situationer, der ikke helt går, som man håber, men som man bare må acceptere.

Lidt samme lektie gjorde Trumps særlige udsending Jeff Landry sig, da han i sidste uge tog på charmeoffensiv i Grønland, blandt andet bevæbnet med chocolate chip cookies.

USA vil have en aftale

Siden 14. januar har Danmark-Grønland og USA forhandlet i den besungne arbejdsgruppe – eller ”high level working group” – og vi kunne nu alle ånde lettet op for en stund. Vi var gået fra Trumps pisk-eller kølle-forhandlingsstrategi til mere klassisk diplomati, troede vi.

Men nej. Med jævne mellemrum kommer der pip eller små brøl fra Trump og det amerikanske MAGA-bagland med budskabet at målet om at erhverve sig Grønland fortsat er det samme.

Som et andet Jutlandia ville Trump og hans særlige udsending Jeff Landry i slutningen af februar komme grønlænderne til undsætning med et hospitalsskib. Og ret skal være ret; det grønlandske sundhedsvæsen kan og bør bestemt styrkes.

Senest besøgte Jeff Landry Nuuk i sidste uge, hvor han blandt andet spurgte en grønlandsk dreng, om han ville have taget et billede med ham. Drengen svarede prompte nej, hvilket medførte et lettere akavet grin og endnu mere stift smil fra Landry i retning af den kvindelige ledsager, som skulle være icebreaker mellem Landry og grønlænderne på hans vej.

Den amerikanske plan synes stadig – bag facaden – at være at løsrive Grønland fra rigsfællesskabet.

Mikkel Gudsøe
Adjungeret lektor, Aarhus Universitet og ph.d-stipendiat, SDU

Landry forsøgte at charme andre forbipasserende grønlandske børn ved at sige, at hvis de en dag kom til hans stat Louisiana, kunne de få alle de chocolate chip cookies, de kunne spise, som var det Charlie & Chokoladefabrikken eller det hvide folks møde med primitive stammer i junglen, hvor søde sager og tyggegummi måske i sin tid kunne imponere.

Det faldt de grønlandske børn ikke for.

Den amerikanske plan synes stadig – bag facaden – at være at løsrive Grønland fra rigsfællesskabet og tilbyde en COFA-lignende aftale (Compact of Free Association), sådan som USA har med Palau, Mikronesien og Marshalløerne. Hvis da ikke Grønland som en decideret stat nr. 51 eller 52, 53 eller 54, alt efter hvorledes Trumps ønsker i Venezuela, Cuba og Canada flasker sig.

Læs også

Den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen fik da også forklaret til DR, at grønlænderne har deres ”røde linjer” (blandt andet afgivelse af suverænitet og fri selvbestemmelse), uanset hvor mange chocolate chip cookies de får, hvortil Jeff Landry senere sagde til New York Times: ”There’s only one line – and it’s red, white and blue.”

Tak for cookies, siger jeg bare.

Danmark begår diplomatisk fejl

Trumps primære indenrigs- og til dels udenrigspolitiske argumentation for at overtage Grønland er militær sikkerhed (for USA, men også hele verden, ifølge Trump), og det er stadigvæk en markant del af Trump og MAGA-bevægelsens retorik, at Danmark ikke bruger nok penge på sikkerheden i og forsvaret af Grønland.

Det samme gælder resten af Europa jævnfør også den konstante kritik af Nato.

Derfor er det stadig en diplomatisk fejl bare at sige til amerikanerne, at de da gerne må investere i og udbygge og bemande alle de militærbaser, de ønsker, og det vil vi ikke stå i vejen for. Det vil blot bestyrke fortællingen om et handlefattigt Nato, Europa, Danmark og Grønland.

Få nu etableret eller i det mindste lagt en plan for relevante radar-, droneovervågnings- og forsvarsbaserede Nato-finansierede og bemandede baser.

Mikkel Gudsøe
Adjungeret lektor, Aarhus Universitet og ph.d-stipendiat, SDU

Få nu etableret eller i det mindste lagt en plan for relevante radar- og droneovervågnings og -forsvarsbaserede Nato-finansierede og bemandede baser med videre på strategisk relevante lokationer og eventuelt under ledelse af danske, grønlandske, franske, britiske, tyske og canadiske styrker, eventuelt med amerikansk deltagelse.

Ikke kun øvelser – men relevante permanente operationelle baser.

Få dernæst vedtaget den ventede investeringsscreeningslov (Inatsisartutlov om screening af visse udenlandske investeringer) i Grønland og eventuelt tilpasset og gjort loven ekstra tydelig i forhold til de amerikanske (og grønlandske, danske og europæiske) interesser om at søge Rusland og Kina uden for afgørende indflydelse i Grønland.

Endelig bør der også påbegyndes, hvis det ikke allerede er sket, seriøse drøftelser i en trepart eller forening mellem USA, Canada og Grønland/Danmark om sikring og administration af fremtidige mulige militære og kommercielle sejlruter i og omkring Grønland i takt med den globale opvarmning og den øgede brug af avancerede isbrydere. Det kan give både tryghed samt udvikling og flytte fokus fra ”behov” om ejerskab til muligheder for samarbejde.

Læs også

Den gyldne bro

I en af de vigtigere forhandlingsbøger ’Getting Past NO’ introducerer forhandlingspioneren William Ury begrebet ’den gyldne bro’. Den betoner vigtigheden af, at man i overført betydning skal bygge sin modpart en gylden bro, som de kan trække sig ærefuldt tilbage over.

Præmissen er, at når modparten konstant afslår og siger nej til vores forslag, så skyldes det, at der er psykologiske, politiske eller strategiske grunde, der gør det svært for dem at sige ja.

Den gode forhandler identificerer derfor alle disse grunde og søger at afdække og integrere disse så tydeligt, at modparten kan se sig selv holde en sejrstale med dit indhold i selve aftalen.

Men det er svært, når modparten siger nej til det meste og er respektløs i både relation og kommunikation. Der har man lyt til at enten give efter for, gengælde eller bare undgå modparten.

Når én, der er vant til at få, hvad han peger på, bliver mødt af en afvisning, kan trangen til at få det afviste vokse sig endnu større og skabe endnu mere insisteren herpå.

Mikkel Gudsøe
Adjungeret lektor, Aarhus Universitet og ph.d-stipendiat, SDU

Heldigvis ser vi, hvad vi fra socialpsykologen Jack W. Brehm kender som Reactance theory blive aktiveret. Teorien om psykologisk reaktans går på, at når vores frihed til at vælge søges begrænset af andre, så stiger vores kognitive og adfærdsmæssige trang til at gøre det modsatte.

Det ser vi med grønlændernes nej tak til chocolate chip cookies som symbol for nej tak til at blive den 51. stat i USA. Vi så det i de store fælles demonstrationer i både Danmark og Grønland til støtte for Grønland i februar 2026.

Men vi ser også teorien i fuldt flor på den anden side af Atlanten. Får når én, der er vant til at få, hvad han peger på (med eller uden magt), bliver mødt af en afvisning, så kan trangen til at få det afviste vokse sig endnu større og skabe endnu mere insisteren herpå.

Midlet til imødegåelse heraf er ikke at være svag og medgørlig men ej heller at være ekstremt hård.

Læs også

Danmark må i stedet bruge de 4 F’er, når der skal forhandles:

Fair: Find og brug objektive kriterier, hvor relevant og muligt.

Firm: Hav røde linjer og vær klar og ikke provokerende i spyttet.

Friendly: Brug og styrk relationer aktivt og respektfuldt.

Flexible: Vær kreativ for at skabe løsninger, hvor alle parters umiddelbare og underliggende interesser bliver tilgodeset i videst muligt omfang til alles bedste og byg de gyldne broer for alle.

Jeg er med på, at Trump bestemt ikke er storforbruger af de 4 F’er, og jeg er udmærket klar over, at Trumps strategi ikke bekæmpes alene hermed og slet ikke på et par uger eller måneder.

Ovenstående er alene brudstykker af ideer, der i et større og mere komplekst puslespil, end der kan lægges i en kronik, kan styrke rigsfællesskabet samt sikkerheden i og den kommercielle fremtid for Grønland og grønlænderne og samtidig genopbygge tillid og relationerne til USA, Canada samt de relevante europæiske partnere med Grønland og Danmark som primus motor herfor.

Som John F. Kennedy sagde i sin indsættelsestale i 1961:

“Let us never negotiate out of fear. But let us never fear to negotiate.”

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026